Hvis en registreret virksomhed fra en leverandør, der er etableret i udlandet aftager ydelser nævnt i momslovens ►§ 16, stk. 2, § 18, stk. 2,◄ § 19, stk. 2 og 3, § 20, stk. 2, eller § 21, skal momsen afregnes af aftageren.

Det samme gælder, når en momspligtig aftager modtager ydelser nævnt i lovens ►§ 15, stk. 2 og 3.◄ Dermed kan ikke registrerede virksomheder altså også blive betalingspligtige. Se P.9.

De nævnte ydelser er ►rådgivningsydelser mv., herunder telekommunikationsydelser og elektronisk leverede tjenesteydelser (§ 15, stk. 2 og 3), udlejning af transportmidler (§ 16, stk. 2),◄ lønforarbejdning mv. (►§18◄, stk. 2), EU-transportydelser (§ 19, stk. 2 og 3), ydelser knyttet til transport af varer mellem to forskellige EU-lande (§ 20, stk. 2) og formidlingsydelser (§ 21). Reglerne om disse ydelsers leveringssted behandles i afsnit E.3.

Det fremgår af bestemmelsen, at det er momspligtige modtagere (og i visse tilfælde kun registrerede virksomheder) af de omhandlede ydelser, der er betalingspligtige.

Hvis aftageren er en privatperson, skal den udenlandske leverandør således lade sig registrere her i landet og betale moms af leverancen.►Tilsvarende gælder, hvis aftageren er et selskab eller en anden juridisk person, der ikke er en momspligtig person. Om momspligtige personer, se C◄.

Bestemmelsen har stor praktisk betydning, idet det i realiteten er den, der bevirker, at udenlandske leverandører af alle de mest almindelige grænseoverskridende ydelser undgår at skulle lade sig momsregistrere og afregne moms i det land, hvor deres ydelse leveres.

►I SKM2002.663.LSR omtalt i E.3, E.3.1.3 og E.3.1.5 lagde Landsskatteretten på baggrund af det af told- og skatteregionen og selskabet oplyste til grund, at det pågældende selskab var en momspligtig person efter momslovens § 3, stk. 1, og dermed betalingspligtig efter § 46, stk. 1, nr. 3. Kendelsen er indbragt for domstolene.◄