Sælgere skal foruden de almindelige fakturakrav, jf. momsbekendtgørelsens § 39, opfylde visse særregler i henhold til momsbekendtgørelsens §§ 81 og 82, hvis de vil benytte brugtmomsordningen for personmotorkøretøjer.

Sælgers faktura Virksomheder, der leverer brugte motorkøretøjer, skal således altid udstede en særskilt faktura over leverancen. Af denne faktura skal det i henhold til momsbekendtgørelsens § 81, stk. 2, fremgå, at:

  • varen sælges efter de særlige regler for brugte varer,
  • varens lagernummer,
  • at prisen er en samlet pris inkl. moms og
  • at momsbeløbet indeholdt i prisen ikke kan fradrages som indgående moms.

Momsbeløbet eller en angivelse af, hvordan momsbeløbet udregnes, må ikke fremgå af fakturaen. Endvidere kan købers navn og adresse udelades i overensstemmelse med momsbekendtgørelsens § 41, såfremt salget sker til privatpersoner, jf. momsbekendtgørelsens § 81, stk. 2.

Virksomheder, der indkøber brugte personmotorkøretøjer fra registrerede virksomheder, skal være i besiddelse af ovennævnte faktura, jf. momsbekendtgørelsens § 81, stk. 5.

Købers afregningsbilag I de tilfælde hvor virksomheden køber brugte motorkøretøjer fra ikke registrerede virksomheder eller privatpersoner, skal virksomheden i forbindelse med indkøbet udstede et afregningsbilag, hvorpå anføres:

  • de almindelige krav, jf. momsbekendtgørelsens § 39 og
  • varens lagernummer.

Sælgeren skal endvidere attestere rigtigheden af oplysningerne i afregningsbilaget. Kan dette ikke ske, skal virksomheden være i besiddelse af tilsvarende dokumentation fra sælgeren om handelen, jf. momsbekendtgørelsens § 81, stk. 3.

Regnskabskrav Virksomheder, der leverer brugte motorkøretøjer, skal føre særskilte regnskaber herfor. I regnskabet skal der for hvert enkelt motorkøretøj angives:

  • lagernummer,
  • beregnet momsbeløb,
  • fradrag og
  • momsbeløb efter det beregnede fradrag for brugtmoms.

Salg på auktion Auktionsholdere, der leverer brugte motorkøretøjer i henhold til momslovens kap. 17, skal føre et særskilt regnskab for de pågældende varer. Af regnskabet skal salgsprisen til køber, afregningsprisen til sælger og beregningen af afregningsbeløbet fremgå, jf. momsbekendtgørelsens § 82, stk. 6. Auktionsholdere skal ligeledes udstede en faktura til køber, der opfylder de samme krav som sælgers faktura, jf. ovenfor, og et afregningsbilag til sælger, der opfylder kravene til købers afregningsbilag, jf. ovenfor. Endelig skal auktionsholdere kunne godtgøre, at det brugte motorkøretøj kan sælges på auktion i henhold til brugtmomsreglerne i kap. 17, jf. momsbekendtgørelsens § 81, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til afsnit G.1.2.4 vedrørende momsberigtigelsen af køber- og sælgersalæret. Auktionsholderens momsgrundlag er salæret.