Der skal ikke betales moms ved levering af varer, der udelukkende har været anvendt i forbindelse med virksomhed, der er fritaget for moms efter stk. 1, eller af varer, hvis anskaffelse eller anvendelse har været undtaget fra retten til fradrag efter momslovens kapitel 9.
Bestemmelsen indebærer, at salg af driftsmidler, der udelukkende har været brugt i forbindelse med momsfritagne aktiviteter, i momsmæssig henseende betragtes som privat salg, hvoraf der ikke skal betales afgift. Det kunne f.eks. være salg af inventar i en ikke momsregistreret virksomhed.
Der skal heller ikke betales moms ved levering af varer, der har været anvendt i forbindelse med momspligtig virksomhed, men hvor der ikke har været fradragsret ved indkøb mv. af de pågældende varer. Som eksempel på sådanne varer kan nævnes personbiler.
Om udtagning og salg af varer, der har været anvendt i driften i momspligtige virksomheder, se D.6.