| Efter momslovens § 27, stk. 2, nr. 2, skal der opkræves moms af biomkostninger, f.eks. udgifter til provision, emballage, forsendelse, forsikring og lign., som leverandøren forlanger afholdt af køber. Dette gælder, uanset om udgifterne indgår i varens pris, eller om sælger kræver særskilt betaling for dem.
Herefter skal samtlige omkostninger, som sælger afholder i forbindelse med en virksomheds salg af varer og momspligtige ydelser, og som køber skal betale, medregnes i momsgrundlaget. Afholder køber selv udgifterne, f.eks. ved selv at stille emballage til rådighed eller selv sørge for transporten og eventuelle forsikringer i forbindelse med leverancen, skal omkostningerne ikke indgå i sælgers momsgrundlag. Det samme gælder den provision, som en sælger får for at have formidlet en forsikring mellem køber og den egentlige leverandør, f.eks. et forsikringsselskab, jf. TfS 1994, 233.
EmballageHvis sælger udlåner emballage til køber, f.eks. genbrugsflasker, mod pant, der fortabes, hvis køber ikke returnerer emballagen efter endt brug, kan sælger medregne det stillede depositum i momsgrundlaget og derefter fradrage det, når sælger indløser pantet. Sælger kan også holde særskilt regnskab over depositumbeløbene og nøjes med at betale moms af beløb, der ikke betales tilbage.
ForsendelseOmkostninger til forsendelse skal medregnes i momsgrundlaget. Det kan f.eks. dreje sig om brev- og pakkeporto, efterkravsgebyrer for pakker og fragtafviklingsgebyrer, som indgår i vareprisen, eller som sælger i øvrigt kræver betalt af køber.
GebyrerDer skal også opkræves moms af diverse gebyrer og afgifter, som sælger pålægger køber at betale ved for sen betaling, se TfS 1996, 88, om et privat varmeværks gebyrer for erindringsskrivelser. Opkræves gebyret af offentlige myndigheder med hjemmel i særligt udstedte love, skal gebyret dog ikke indregnes i momsgrundlaget, se TfS 1995, 75.
Hvis et hotel opkræver et gebyr hos gæster til at dække et kreditkortgebyr, som er pålagt hotellet, fordi hotellet tillader kreditkort som betalingsmiddel, skal gebyret medregnes i afgiftsgrundlaget. Told- og Skattestyrelsen har i TfS 2000.331 udtalt, at et kreditkortgebyr påhviler hotellet som følge af, at dette accepterer kreditkortet som betalingsmiddel. Gebyret må derfor anses som en udgift for hotellet på lige fod med andre udgifter til administrative ydelser.
UdlægI et vist omfang kan biomkostninger, som sælger afholder i købers navn og for dennes regning, holdes uden for momsgrundlaget som udlæg, se § 27, stk. 3, nr. 3, og G.1.3.2. |