åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.A.1.2.3.2 Stutterier" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Ved et stutteri forstås en virksomhed, der avler og opdrætter heste med henblik på videresalg.
  
Fradrag indrømmet i For landejendomme, der har anvendelse som stutteri, må det på baggrund af en Vestre Landsrets dom af 18. oktober 1982  (skd. 1983.66.280) antages, at sondringen erhverv/hobby skal ske ud fra de samme driftsmæssige kriterier, som gælder for egentlige landbrugsvirksomheder, jf. afsnit E.A.1.2.3.1. I denne sag blev en ejendomsmægler anset for at have de fornødne faglige forudsætninger for at drive stutterivirksomhed, og virksomheden blev anerkendt som erhvervsmæssig. Landsretten fandt som følge af hestebestandens størrelse, omfanget af investeringerne og tilrettelæggelsen af driften, at der var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at driften var sket på en erhvervsmæssigt forsvarlig måde. Det forhold, at stutterivirksomheden sammen med landbrugsejendommens drift i øvrigt, såvel i de indkomstår, sagen vedrørte som i de foregående og efterfølgende indkomstår havde udvist betydelige underskud, kunne ikke i sig selv bevirke, at stutterivirksomheden måtte frakendes erhvervsmæssig karakter.
    
I TfS 1991, 563 VLD, tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle, hvorefter der blev givet fradrag for underskud ved driften af et landbrug og stutteri.

TfS 1990, 417 LSR, underskud blev anerkendt bl.a. på grundlag af 2 sagkyndige erklæringer om, at et hestehold var tilrettelagt teknisk forsvarlig samt på grundlag af skatteyderens kendskab til hesteavl. 

Fradrag nægtet i SKM2003.132.ØLR. Fradrag nægtet da driften havde givet betydeligt underskud. Ifølge syns- og skønserklæring, var stutteridriften sædvanlig og forsvarlig efter en teknisk landbrugsfaglig vurdering, men kunne ikke forventes at blive overskudsgivende.
  
I en Østre Landsretsdom fra 1980 (skd. 1981.57.188) blev et hestehold anset for anskaffet med det overvejende formål at blive benyttet som underholdning for de børn, der opholdt sig i den på gården indrettede børnepension. På baggrund heraf samt på grund af skatteyderens manglende erfaring og det begrænsede omfang af hesteholdet blev fradrag for driftsudgifter ved stutterivirksomhed nægtet.

Efter gældende praksis kan et stutteri således ikke frakendes sin erhvervsmæssige karakter alene, fordi virksomheden har givet underskud i en årrække, og der kun har været tale om et beskedent antal avlsheste, men det er en forudsætning for underskudsfradrag, at der er udsigt til at virksomheden vil give overskud.