Ifølge LL § 8 J kan udgifter til advokat og revisor, som er afholdt i forbindelse med etablering eller udvidelse af en erhvervsvirksomhed fradrages. Det samme gælder gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Der vil typisk være tale om udgifter til rådgivningshonorarer, honorarer for udfærdigelse af kontrakter eller gebyrer i forbindelse med stiftelse af et selskab. Opregningen i bestemmelsen er udtømmende, og der vil således ikke være fradrag for udgifter til øvrige honorarer eller gebyrer end de udtrykkeligt nævnte.

Fradrag imødekommet i SKM2001.588.LSR Revisorudgifter afholdt i forbindelse med skattefri virksomhedsomdannelse blev anset som fradragsberettigede efter LL § 8 J, stk. 1.

SKM2001.240.LSR Et selskab afholdt revisorudgifter i forbindelse med erhvervelse af hele aktiekapitalen i et andet selskab. Da det fandtes godtgjort, at aktieerhvervelsen var foretaget med henblik på en efterfølgende fusion, var revisorudgiften fradragsberettiget i medfør af LL § 8 J, stk. 1.

SKM2001.471.LSR Advokat- og revisorudgifter afholdt ved tilførsel af aktiver efter FUL § 15 c blev ligeledes anset som fradragsberettigede efter LL § 8 J, stk. 1. 

I TfS 1996, 556 LSR, blev der afholdt udgifter til revisor og advokat i forbindelse med udarbejdelse af ny interessentskabskontrakt, som følge af optagelse af en ny medinteressent. Landsskatteretten fandt, at fradraget var berettiget, da omkostningerne var afholdt i forbindelse med udvidelse af en bestående virksomhed. 

Fradrag delvis imødekommet►SKM2003.524.LSR Hvor advokatudgifter vedrørende et køb af et skuffeselskab var fradragsberettiget. Udgifter til udarbejdelse af anpartshaveroverenskomst indgået mellem de to hovedanpartshavere måtte anses for varetagelse af private interesser. Denne udgift var derfor ikke fradragsberettiget.◄

SKM2003.295.LSR I forbindelse med udarbejdelse af et byggeprojekt, som skulle udbydes til investorer, blev der godkendt fradrag for revisorhonorarer, for udarbejdelse af årsregnskab og skattebilag samt udarbejdelse af revisorerklæring og budgetredegørelse, jf. LL § 8 J, stk. 1. Et honorar for udarbejdelse af kontrakter og møder med investorerne kunne ikke fradrages. Honorar til advokat for udarbejdelse af skøde samt gennemgang af kontraktsmatriale kunne fradrages med 50 pct., da en del af honoraret dækkede udgifter vedrørende de erhvervede aktiver.

Fradrag nægtet i SKM2002.562.ØLR Stiftelsesomkostninger i forbindelse med stiftelsen af et holdingselskab blev ikke anset for omfattet af fradragsbestemmelsen i LL § 8 J, stk. 1. Landsretten fandt, at det forhold, at holdingselskabet ejede aktier i et datterselskab, ikke i sig selv medførte, at selskabets virksomhed måtte betragtes som erhvervsvirksomhed efter LL § 8 J. Udgifter til revisor og regnskabsassistance blev anset for fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2001.24.LSR Fradrag efter LL § 8 J blev afvist. Landsskatteretten fandt, at køb af hele aktiekapitalen i et udenlandsk selskab ikke var en udvidelse af det købende selskabs erhvervsvirksomhed, idet selskabet alene erhvervede aktier og ikke erhvervede nogen del af virksomheden.

TfS 2000, 188 LSR Et lægeinteressentskab afholdt advokatomkostninger i forbindelse med overdragelse af en interessentskabsandel. Udgifterne havde efter Landsskatterettens opfattelse ikke tilknytning til den løbende drift, hvorfor fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a blev afvist. Landsskatteretten afviste desuden fradrag efter LL § 8 J. Landsskatteretten bemærkede, at interessentskabet ved at udskifte en interessent med en anden, således at den nye interessent indtrådte i den tidligere interessents sted, ikke havde udvidet virksomheden i henhold til LL § 8 J.

Udtrykket revisor i LL § 8 J omfatter statsautoriserede revisorer, registrerede revisorer og medlemmer af Foreningen Danske Revisorer og personer, der efter en konkret vurdering kan sidestilles med medlemmer af foreningen. Normalt vil en person, der udøver erhverv som revisor, kunne sidestilles med medlemmer af nævnte forening.

I det omfang, udgifterne må anses for et tillæg til købesummen eller som fradrag i salgssummen ved køb og salg af erhvervsvirksomheder, er der ikke fradrag herfor, jf. skd. cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 14.10. 

TfS 2000, 199 LR Ligningsrådet fandt, at revisor- og advokatudgifter, der afholdes af udbyder, og som indgår i den samlede pris for et projekt, ikke kan fradrages af investorerne efter LL § 8 J. I tilfælde, hvor udgiften direkte påhviler investorerne, vil den derimod kunne fradrages efter LL § 8 J.

Advokat- og revisorudgifter, der er afholdt inden etablering eller udvidelse af erhvervsvirksomheden, kan først fradrages i det indkomstår, hvor etableringen eller udvidelsen faktisk finder sted. Øvrige advokat- eller revisorudgifter, der er afholdt efter etableringen af virksomheden, og som hidtil har været fradragsberettigede, vil stadig kunne fradrages efter de almindelige regler. Der er ikke mulighed for i stedet at afskrive disse udgifter. Se endvidere skd. cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 14.10.