Modtager en iværksætter gratis rådgivning før virksomhedsstart efter ordningen i lov om Erhvervsfremme, jf. ►lovbek. nr. 992 af 8. december 2003 ◄er tilskuddet skattepligtigt.

De til tilskudsbeløbet hørende udgifter kan fradrages efter LL § 8 N, stk. 1, forretningsplan og LL § 8 N, stk. 2, øvrige udgifter.

Fradraget skal ske i den personlige indkomst.

Udgifter, der er omfattet af LL § 8 N, kan ikke fradrages efter LL § 8 J, stk. 1-3, jf. LL § 8 J, stk. 4.

Modtager en iværksætter efter virksomhedsstart gratis rådgivning efter ordningen i lov om Erhvervsfremme skal tilskudsbeløbet medregnes i den skattepligtige indkomst.

I det omfang virksomheden ville have haft fradrag for de pågældende udgifter som en driftsomkostning, hvis virksomheden havde afholdt udgiften til rådgivning selv, kan virksomheden fradrage det til tilskudsbeløbet hørende fradrag i det indkomstår, hvor der erhverves endelig ret til tilskuddet.

Modtager en iværksætter før eller efter virksomhedsstart ydelser i form af rådgivning mv., der tilbydes efter ordningen om aktiviteter i lokale kontaktpunkter for iværksættere, jf. bek. nr. 72 af 2. februar 2001 er iværksætteren ikke skattepligtig af ydelserne, idet ydelserne betragtes som offentlige gratisydelser. ►Det bemærkes, at lokale kontaktpunkter for iværksættere ikke kan påbegynde nye rådgivningsforløb eller andre aktiviteter efter den 31. december 2003, jf. bek. nr. 923 af 20. november 2003, § 26.◄