Reglerne om etableringskonti findes i lovbekendtgørelse nr. 722 af 27.august 2002. Ved lov nr.390 af 6.juni 2002 er der gennemført væsentlige ændringer i reglerne om etableringskonto.Til etableringskontoloven knytter sig bekendtgørelse nr. 23 af 11. januar 1989 om indskud på etableringskonto samt bekendtgørelse nr. 948 af 30. oktober 2001 (sagsudlægningsbekendtgørelse). Til loven knytter sig endvidere skd. cirkulære nr. 167 af 30. oktober 1984.

Ved lov nr. 390 af 6.juni 2002 er aldersgrænsen for, hvornår etablering skal være sket, hævet fra 45 til 65 år. Der kan nu indskydes 40 pct. af nettolønindtægten mod tidligere 25 pct. Der kan indskydes midler i op til 5 år efter etableringen, og fristen for hvornår indskud senest skal være anvendt til forlods afskrivning efter etableringen udvides fra 2 til 9 år. Indskuddet skal dog være anvendt inden udgangen af det år, hvori kontohaveren fylder 67 år.

Loven indeholder bl.a. også ændrede regler om efterbeskatning. Med virkning for indskud foretaget fra og med indkomståret 2002 nedsættes efterbeskatningen. Endvidere nedsættes tillægsprocenten for indkomståret 2002 og senere indkomstår.

Ændringerne har virkning fra og med indkomståret 2002.