§ 18, stk. 1, nr. 3 omfatter arbejde udført på løsøregenstande.
Bestemmelsen omfatter f.eks. reparationsarbejder, servicering eller montering af varer i eller på køretøjer, fartøjer eller andre løsøregenstande. Levering af varer, der eksempelvis indgår som reservedele i forbindelse med en reparation (hovedydelsen), er omfattet af bestemmelsen (dvs. løsøregenstanden er den samme eller har generhvervet de oprindelige egenskaber efter reparationen).
Den ydelse, der består i, at bedækningen af en hoppe sker ved, at en hingst bedækker hoppen naturligt, er omfattet af momslovens § 18, stk. 1, nr. 3. Når en dyrlæge eller hesteinseminør i henhold til bekendtgørelsen om kunstig sædoverføring på heste foretager inseminering af heste, er der efter styrelsens opfattelse derimod tale om en ydelse omfattet af § 15, stk. 1. Se SKM2001.423.TSS.
►Om fortolkning af bestemmelsen kan også henvises til SKM2003.497.LSR, hvor der var tale om et dansk selskab, der indgik aftale med et svensk selskab om levering og montering af nogle platforme. Det danske selskab hyrede en dansk underleverandør til at forestå monteringsarbejdet i Sverige. Underleverandøren fakturerede fejlagtigt med dansk moms til den danske leverandør. Underleverandøren gik efterfølgende konkurs og det danske selskab blev nægtet fradrag for købsmomsen.◄
Da underleverandørens ydelse blev præsteret i Sverige er leveringsstedet ikke i Danmark, jf. § 18, stk. 1, nr. 3 (tidligere § 17, stk. 1, nr. 3) og det var derfor med urette, at fakturaen var pålagt dansk moms. Det danske selskab kunne ikke fradrage købsmomsen. Bestemmelsen i § 18, stk. 2, finder ikke anvendelse på forholdet, se herom afsnit E.3.4.4.