Udgifter til arbejdsløshedsforsikring er fuldt fradragsberettiget ved opgørelsen af forsikredes skattepligtige indkomst, men derimod ikke i den personlige indkomst, PBL § 49, stk. 1. Forsikrede skal samtidig være ejer af forsikringen og fuldt skattepligtig til Danmark, jf. PBL § 54. Arbejdsløshedsforsikringen er fradragsberettiget, uanset om den er tegnet i udlandet.

Selvstændige erhvervsdrivende kan ligeledes fradrage bidrag til »Selvstændige erhvervsdrivendes Arbejdsløshedskasse«, SKDM 1981, 90. Udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge er fuldt ud indkomstskattepligtig som personlig indkomst, jf. PBL § 49, stk. 2, SL § 4, litra c og PSL § 3.

Om en situation, hvor der ikke var identitet mellem ejer og forsikrede, har Ligningsrådet udtalt, at kontokunder i stormagasiner vil kunne tilslutte sig en arbejdsløshedsforsikring, hvor stormagasinet som forsikringstager og ejer af forsikringen vil have fradrag for præmieudgiften efter SL § 6, litra a, og hvor kontokundens refusion heraf skal medregnes ved opgørelsen af stormagasinets skattepligtige indkomst. Udbetalte forsikringssummer er indkomstskattepligtige for stormagasinet. Kontokunden kan ikke fradrage præmieudgiften. Hvis stormagasinet eftergiver gæld i samme omfang, som det får udbetalt forsikringssummer fra de tegnede forsikringer, berøres kontokundens skattepligtige indkomst ikke heraf.

Forbrugerlån-
forsikring
Om en forsikring, der går ud på at yde långiver forsikringsdækning mod tab bl.a. ved låntagers ufrivillige dokumenterede arbejdsløshed i mere end 60 på hinanden følgende dage, således at forsikringsselskabet med visse begrænsninger overtager betalingen af den aftalte månedlige ydelse, fandt Ligningsrådet ikke, at arbejdsløshedsforsikringsdelen var omfattet af PBL § 49. Långiver blev anset som ejer af forsikringen, og låntager var den forsikrede person.  

Præmien til den kombinerede ordning blev i øvrigt anset for en fradragsberettiget driftsomkostning efter SL § 6 a, medens låntagerens refusion af præmien skal medregnes i långivers skattepligtige indkomst.  

Udbetaling af forsikringsydelserne er skattepligtig indkomst for långiver efter SL § 4, medens der vil være fradragsret for det driftstab, som nedskrivning af låntagers konto er udtryk for.  

Låntager vil ikke kunne fradrage præmieudgiften og låntager vil ikke være skattepligtig af gældseftergivelsen. Låntagers fradrag for tilskrevne forfaldne renter skal korrigeres med rentedelen af den forsikringsmæssigt overtagne betaling af den stipulerede ydelse i betalingsåret, Told Skat Nyt 1992.20.610 (TfS 1992, 495 TSS).