Hvis arbejdsgiveren afholder udgifter til forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede skader vil der være skattefrihed for den ansatte. Se herom i Tfs 1995,529 LSR om en helbredsundersøgelse tilbudt til samtlige medarbejdere. Se også SKM2001.252.LR om arbejdsgiverbetalt akkupunkturbehandling, SKM2001.253.LR om arbejdsgiverbetalt zoneterapi og SKM2001.254.LR om arbejdsgiverbetalt læge- og helseservice. Der skal således være en konkret arbejdsmæssig begrundelse for arbejdsgiverbetalte generelle sundhedsudgifter, for at der kan være skattefrihed for de ansatte.

Generelle ikke-arbejdsrelaterede helbredsundersøgelser og rådgivning, som der iøvrigt ikke gives individuel lægehenvisning til, er ikke skattefri og den skattepligtige værdi af sådanne ydelser skal efter LL § 16, stk. 3, ansættes til markedsværdien.

Ved lov nr. 389 af 6. juni 2002 er der skabt skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger, som sker i henhold til lægehenvisning. Loven medfører en udvidelse af LL § 30, som tidligere kun omfattede skattefrihed af alkoholbehandling.

LL § 30 omfatter nu skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ydelser til lægefagligt begrundet behandling af medarbejderen ved sygdom eller ulykke, herunder behandling af psykiske lidelser hos en psykolog eller psykiater og til tilsvarende sygdomsforebyggende behandling. Desuden er arbejdsgiverbetalte ydelser til behandling hos en kiropraktor eller til behandling af medarbejderens misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler omfattet.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes heller ikke den rentefordel, som en medarbejder måtte opnå ved, at at arbejdsgiveren yder denne et lån til dækning af udgifterne ved behandlingen.

Arbejdsgiveren kan vælge at tegne en forsikring til dækning af udgifterne til medarbejderens behandling eller at dække udgifterne til en forsikringspræmie, som medarbejderen selv har tegnet. Arbejdsgiverens udgifter hertil er skattefri for medarbejderen.

Det er en betingelse for skattefriheden, at der foreligger en lægehenvisning til behandling.For så vidt angår behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler er skattefriheden dog alene betinget af, at der foreligger en skriftlig lægeerklæring om, at medarbejderen har behov for behandlingen. Skattefriheden for ydelser til kiropraktorbehandling er ligeledes betinget af, at der foreligger en skriftlig erklæring fra en kiropraktor om, at medarbejderen har behov for behandlingen.Se nærmere nedenfor under B. Betingelser for skattefrihed.

A. Betalingsform:

LL § 30, stk. 1, omfatter udtømmende de tilfælde, hvor arbejdsgiveren skattefrit kan finansiere eller medfinansiere  udgifter til sundhedsbehandlinger for den ansatte, hvad enten dette sker ved, at arbejdsgiveren direkte betaler for behandlingen, betaler gennem tegning af en forsikring eller yder et rentefrit lån.

1. Betalt behandling.
   Der er skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger, uanset om arbejdsgiveren betaler for behandlingen direkte til et hospital, en læge, en klinik eller lignende, eller om arbejdsgiveren efterfølgende refunderer den ansatte udgifter, som denne selv har afholdt til sundhedsbehandling.
   
   
2. Betaler arbejdsgiveren mere indirekte for sundhedsbehandlinger gennem tegning af en forsikring, der omfatter medarbejderne, er der ligeledes skattefrihed for arbejdsgiverens præmiebetaling til en sådan forsikring. Uanset om arbejdsgiveren betaler forsikringspræmien direkte, eller om arbejdsgiveren i stedet refunderer et af den ansatte betalt præmiebeløb, er præmien skattefri i henhold til bestemmelsen, såfremt betingelserne for skattefrihed i øvrigt er opfyldt. Det skal af forsikringsbetingelserne fremgå, at forsikringen kun dækker behandlinger, der sker efter lægehenvisning eller  er lægeligt godkendt. For så vidt angår kiropraktorbehandling, skal det af forsikringsbetingelserne fremgå, at der skal foreligge en erklæring fra en autoriseret kiropraktor om behov for behandling eller fra en kiropraktor i udlandet med tilsvarende kvalifikationer. Det skal endvidere fremgå af betingelserne, at behandling af psykiske lidelser hos en psykolog forudsætter, at den pågældende har autorisation efter dansk ret eller tilsvarende for en udenlandske psykolog.
   
   
3. Rentefri lån.
   LL § 30 omfatter også tilfælde, hvor arbejdsgiveren mere indirekte finansierer den ansattes sundhedsbehandling ved at yde et helt eller delvist rentefrit lån, hvor lånet anvendes af medarbejderen til dækning af udgifterne ved sundhedsbehandling.I disse tilfælde er der skattefrihed for den rentefordel, som medarbejderen måtte have ved, at arbejdsgiveren yder et fordelagtigt lån. Lånet skal dog være klausuleret til dækning af den ansattes udgifter i forbindelse med en sundhedsbehandling. Er dette ikke tilfældet, skal skattefordelen ved rentebesparelsen bedømmes efter reglerne om beskatning af personalelån, jf. LL § 16 samt Ligningsrådets anvisning om personalelån, jf. senest TSS-cirk. 2001-45. Hvorvidt den ansatte har opnået en rentefordel ved et af arbejdsgiveren ydet lån, skal vurderes i forhold til mindsterenten.   

B. Betingelser for skattefrihed:

I LL § 30, stk. 2 og 3 er der opstillet nogle betingelser, som skal være opfyldt for, at de  omhandlede sundhedsydelser er skattefrie for medarbejderen.

1. Led i generel personalepolitik.
   Det er en betingelse for skattefrihed, at udgiften afholdes som led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Bestemmelsen indebærer, at der ikke kan ske en forskelsbehandling af de ansatte. Dog er der mulighed for begrænsninger efter to generelle kriterier: Anciennitet og antal arbejdstimer. Det indebærer, at arbejdsgiveren kan stille betingelse om, at medarbejderen opfylder et vist anciennitetskrav, fx mindst 1 års ansættelse, eller et vist ugentligt arbejdstimekrav, fx minimum 15 timers arbejde om ugen eller, at der f.eks. skal være tale om fuldtidsbeskæftigelse. LL § 30, stk. 2, indebærer, at alle virksomhedens medarbejdere uanset personalegruppe er omfattet af tilbuddet om sundhedsbehandling. Bestemmelsen indebærer endvidere, at alle medarbejdergrupper skal tilbydes samme ydelse. Virksomheden kan således ikke betale den fulde behandlingsudgift til én medarbejdergruppe, men kun yde et rentefrit lån til en anden medarbejdergruppe. For så vidt angår en af arbejdsgiveren betalt forsikringsordning, er præmien kun skattefri, såfremt alle ansatte er omfattet af ordningen. Det er derimod ikke et krav, at alle ansatte tager imod et tilbud om behandling. Det vil heller ikke være i strid med bestemmelsen, hvis arbejdsgiveren begrænser tilbuddet til fx én betalt behandling pr. medarbejder. Hvorvidt der er tale om udgifter, som afholdes som led i virksomhedens generelle personalepolitik for alle medarbejdere, beror på en konkret, ligningsmæssig vurdering. Er der tale om en personalepolitik, der omfatter alle medarbejdere på lige vilkår, som fremgår af personalehåndbøger m.v., vil denne betingelse normalt være opfyldt. Betingelsen om, at udgiften skal afholdes som et led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik, er uafhængig af, hvilke personalegoder arbejdsgiveren i øvrigt stiller til rådighed for medarbejderne. I tilfælde, hvor arbejdsgiveren har tegnet en forsikring, der omfatter sundhedsbehandling, vil det fremgå af forsikringspolicen/forsikringsaftalen, om alle ansatte er omfattet. Derudover må der være en stærk formodning for, at medarbejderne selv, herunder i særdeleshed tillidsmænd og samarbejdsudvalg på den enkelte arbejdsplads, som netop har til opgave at påse, at såvel medarbejdernes som virksomhedens rettigheder og forpligtelser efterleves, løbende vil have indsigt i og føre kontrol med, at alle virksomhedens medarbejdere bliver behandlet ensartet også på dette område. I SKM2003.417.LR ønskede et selskab svar på bl.a. spørgsmålet, om en sundhedsordning, som selskabet påtænkte at tilbyde medarbejderne, kunne udbydes i en forsøgsperiode i én af flere divisioner i selskabet og dermed kunne betragtes som en egnerel ordning omfattet af LL § 30. LR fandt, at såfremt der faktisk ville blive indhentet en lægeerklæring som forudsat i LL § 30, stk. 4, i forbindelse med de konkrete sundhedstilbud, ville ordningen kunne sanses for omfattet af LL § 30. Ligningsrådet fandt, at selskabets hensigt om at tilbyde ordningen til alle medarbejderne, såfremt ordningen blev en succes i forsøgsperioden, måtte tages som udtryk for, at udgiften blev afholdt som led i selskabets generelle personalepolitik. Betingelsen om, at udgiften skulle afholdes over for alle virksomhedens medarbejdere var også opfyldt i forsøgsperioden, fordi der var tale om et generelt tilbud til samtlige ansatte i en bestemt enhed og ikke om et tilbud til f.eks. kun én personale gruppe i selskabet.
   
   
2. lægehenvisning.

Det er en betingelse for skattefriheden, at der foreligger en egentlig lægehenvisning til behandling. Kravet om lægehenvisning svarer til det, som i forvejen stilles i adskillige tilfælde for, at en behandling er omfattet af sundhedsforsikringer, ligesom det er en betingelse for vederlagsfri behandling i det offentlige sundhedsvæsen.

For så vidt angår behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler er skattefriheden dog alene betinget af, at der foreligger en skriftlig lægeerklæring om, at medarbejderen har behov for behandlingen. Skattefriheden for ydelser til kiropraktorbehandling er ligeledes betinget af, at der foreligger en skriftlig erklæring fra en kiropraktor om, at medarbejderen har behov for behandlingen.Det kræves, at kiropraktoren har autorisation efter dansk ret eller, hvis kiropraktoren er etableret i udlandet, har tilsvarende kvalifikationer.

For så vidt angår behandling for psykiske lidelser kræves det, at behandlingen sker hos en psykolog med autorisation efter dansk ret eller en psykiater. Sker behandlingen hos en psykolog, som er etableret i udlandet, f.eks. i EU, stilles der krav om kvalifikationer svarende til dem, en dansk autorisation indebærer.

Ved lov nr. 1061 af 17. december 2002 om ændring af ligningsloven og personskatteloven er der med ikrafttræden den 1. januar 2003 indsat et nyt stk. 2 i LL § 30. Som følge heraf er stk. 2-3 blevet til stk. 3-6. Det følger af § 30, STK. 2, at skattefriheden for ydelser til dækning af medicinudgifter, som arbejdsgiveren afholder i forbindelse med lægefagligt begrundet behandling af medarbejderen i henhold til LL § 30, stk. 1, er begrænset til en periode på højst 6 måneder fra 1. behandlingsdag, bortset fra udgifter afholdt under indlæggelse på hospital, klinik og lignende. Den samme tidsbegrænsning gælder for så vidt angår skattefriheden for rentefordelen ved et lån, forsikringspræmier eller beløb til dækning heraf, i det omfang de pågældende medicinudgifter dækkes af lånet eller forsikringen.