| 1. I en meddelelse af 25. juli 2000 redegjorde Told- og Skattestyrelsen for baggrunden for, at Skatteministeriet den 11. maj 2000 hævede anken i en højesteretssag, der vedrørte beskatning af en kursusudgift, som et selskab havde afholdt på vegne af hovedaktionæren. Meddelelsen er offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter (TfS) 2000, 813. Anken blev hævet som følge af en præjudiciel dom af 28. oktober 1999 fra EF-domstolen (TfS 1999, 850). Dommen gik Skatteministeriet imod. I meddelelsen var der redegjort for omstændighederne vedrørende den af ministeriet hævede anke samt redegjort for Told- og Skattestyrelsens opfattelse af den skattemæssige behandling af udgifter til sådanne kurser efter EF-domstolens afgørelse. Det fremgik imidlertid ikke af meddelelsen, hvilket indkomstår den konkrete sag vedrørte og det fremgik ikke hvilke muligheder, der var for genoptagelse som følge af den praksisændring, som EF-domstolens afgørelse er udtryk for. I nærværende cirkulære skal der på denne baggrund i det følgende redegøres for mulighederne for genoptagelse som følge af EF-domstolens afgørelse. 2.Den omhandlede højesteretssag vedrørte spørgsmålet om beskatning af en skatteyders deltagelse i et kursus, der i indkomståret 1988 blev afholdt på Kreta. Kursusudgiften var afholdt af det selskab, som skatteyder var hovedaktionær i. I Landsretten havde skatteyder fået medhold i, at kurset var fagligt velbegrundet og Landsretten fandt, at skatteyder havde afkræftet formodningen om, at kurset havde et turistmæssigt islæt. Dommen er offentliggjort som TfS 1995, 363 VLD. Skatteministeriet ankede dommen til Højesteret med påstand om, at der henset til kursusstedets beliggenhed var forbundet et sådant turistmæssigt islæt med kurset, at den deltagende revisor skulle beskattes heraf. Skatteministeriet henviste herved til en højesteretsdom fra 1994 (TfS 1994, 738), hvor Højesteret udtalte, at hvis et kursus afholdes på et almindeligt turiststed i udlandet, og hvis kursusstedet ikke som sådant er fagligt velbegrundet, er der skabt en formodning for, at der med kursets afholdelse er forbundet et så betydeligt turistmæssigt islæt, at kursusudgiften ikke kan anses for en fradragberettiget driftsomkostning. Spørgsmålet om den ovenfor beskrevne formodningsregels forenelighed med EF-traktatens artikel 12 (forbudet mod forskelsbehandling pga. nationalitet) og artikel 49 (fri udveksling af varer og tjenesteydelser) blev herefter af Højesteret forelagt EF-domstolen. Den 28. oktober 1999 traf EF-domstolen afgørelse om, at en sådan formodningsregel er i strid med de anførte traktatsbestemmelser. På denne baggrund hævede Skatteministeriet den 11. maj 2000 anken. 3. Det følger af EF-domstolens dom af 28. oktober 1999 og den som følge heraf hævede højesteretsanke, at skatteydere, der enten er blevet nægtet fradrag for kursusudgifter (selvstændigt erhvervsdrivende) eller er blevet beskattet af en kursusudgift (lønmodtagere og hovedaktionærer), alene med den begrundelse, at det pågældende kursussteds beliggenhed ikke var fagligt velbegrundet, idet der var tale om et almindeligt turiststed i udlandet, indenfor fristerne i skattestyrelsesloven, jf. pkt. 5 og 6 nedenfor, vil være berettigede til at få genoptaget skatteansættelserne med henblik på en ny vurdering af kursets faglige relevans for skatteyderen. Skatteydere, der er blevet beskattet af eller nægtet fradrag for en kursusudgift med den(de) begrundelse(r), at kurset 1) ikke var fagligt relevant for den pågældende skatteyders erhverv, at kurset 2) havde karakter af videreuddannelse eller, at kurset 3) henset til kursets program og den tidsmæssige fordeling mellem fritid og undervisning havde et overvejende turistmæssigt islæt, vil ikke have mulighed for at få genoptaget skatteansættelserne. 4. På baggrund af dommen vil også skatteydere, der er beskattet af eller nægtet fradrag for en kursusudgift med den ovenfor anførte begrundelse for så vidt angår kurser afholdt i andre lande end (EF)EU-lande have adgang til genoptagelse af skatteansættelsen for det pågældende indkomstår. 5. I henhold til skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom senest fremsættes 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Er skatteyderens indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 5. 6. Hvis fristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, er overskredet, kan der i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7, efter anmodning ske ændret skatteansættelse fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse. Det vil i dette tilfælde sige fra og med indkomståret 1988. Ekstraordinær skatteansættelse kan dog kun ske, hvis den indebærer en indkomstændring på mindst 5.000 kr. for det enkelte indkomstår, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 2. Anmodning om ekstraordinær skatteansættelse skal fremsættes under iagttagelse af fristbestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, det vil sige inden rimelig tid, efter at forholdet, der begrunder genoptagelse, er kommet til den skattepligtiges kundskab. Hvad der forstås ved rimelig tid, beror på en konkret vurdering, men det vil normalt være 6 måneder, jf. cirkulære nr. 116 af 1. juli 1999, punkt 4.3. 7.Anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne efter punkt 5 og ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne efter punkt 6 skal indgives til den skatteansættende myndighed, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 4. 8. Cirkulæret vil blive indarbejdet i Ligningsvejledningen for 2001, hvorfor det bortfalder den 1. marts 2002. Frantz Howitz / Kim Lohse |