AM-bidragAM-bidraget (arbejdsmarkedsbidraget) er på 8 pct. i 2004.
Du får en opgørelse over AM-bidraget enten på årsopgørelsen eller på en særskilt opgørelse (bidragsopgørelse). Har du betalt for meget i bidrag i 2004, vil du normalt få beløbet overført til dit pengeinstitut. Beløbet kan også blive udbetalt på check. Skal du betale restbidrag, opkræves dette den 1. i måneden (betales senest den 20.) efter, at du har modtaget opgørelsen.
Bidraget omfatter alle lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende - også lønmodtagere, der ikke får trukket skat af deres løn, f.eks. ansatte med frikort.
Lønmodtagere skal betale AM-bidrag af bruttolønnen, herunder feriepenge. Der betales også AM-bidrag af honorarer, tantiemer, provisioner, fratrædelsesgodtgørelser, køberetter mv. Bidraget omfatter desuden en række tillæg til lønnen, som arbejdsgiveren betaler til dækning af lønmodtagerens udgifter på arbejdet. Der skal også betales AM-bidrag af værdien af personalegoder samt af indbetalinger på en pensionsopsparing foretaget af en tidligere arbejdsgiver.
En række ydelser fra det offentlige er fritaget for AM-bidrag, f.eks.:
- Sociale pensioner
- Tjenestemandspension
- Sociale ydelser
- Dagpenge
- Efterløn
- Stipendier fra SUstyrelsen.
Desuden er udbetalinger fra pensions-, ulykkes- og livsforsikringer normalt fritaget for AM-bidrag. Visse pensionslignende ydelser, som udbetales af en tidligere arbejdsgiver, er dog omfattet af AM-bidrag.
Pensionister skal betale AM-bidrag af deres lønindkomst, men ikke af den sociale pension.
Der er særlige regler for AM-bidrag i forbindelse med arbejde i udlandet. Se i afsnittet "AM-bidrag" under "Indkomst fra udlandet".
Særlig pensions-opsparing (SP)Lønmodtagere, honorarmodtagere, selvstændigt erhvervsdrivende og modtagere af dagpenge og kontanthjælp skal normalt betale en særlig pensionsopsparing (SP) på 1 pct. af indkomsten. SP betales kun af personer fra 17-66 år (inkl.). SP følger opkrævningen af AM-bidraget for så vidt angår løn, honorarer og indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.
SP er nedsat til 0 pct. i 2004 og 2005. I denne vejledning er SP stadig nævnt i forbindelse med de indkomster, hvoraf der normalt - bortset fra i 2004 og 2005 - skal betales SP eller ikke skal betales SP.
Beregning af ejendomsværdiskatEjendomsværdiskatten beregnes som 1 pct. af den del af ejendomsværdien, der ikke overstiger en progressionsgrænse på 3.040.000 kr. Af ejendomsværdien over progressionsgrænsen betales 3 pct. i ejendomsværdiskat. Beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten for danske ejendomme for 2004 er den mindste af følgende tre værdier:
- Ejendomsværdien pr. 1. januar 2001 + 5 pct.
- Ejendomsværdien pr. 1. januar 2002
- Ejendomsværdien pr. 1. oktober 2004.
Der gives en række nedslag i den beregnede ejendomsværdiskat. For eksempel gives der nedslag, hvis du har erhvervet din ejendom senest den 1. juli 1998, eller hvis du er pensionist mv. Der er også et loft over, hvor meget ejendomsværdiskatten kan stige fra år til år. Du kan læse mere i ToldSkats pjece "Ejendomsværdiskatten 2004" på www.toldskat.dk. Hvis du har fast ejendom i udlandet, skal du også betale ejendomsværdiskat. Se under "Fast ejendom i udlandet" i afsnittet "Indkomst fra udlandet".
Grænsegængere m.fl.Har du bopæl i udlandet, men arbejder i Danmark og optjener mindst 75 pct. af din samlede indkomst i Danmark, kan du vælge at blive beskattet som grænsegænger i Danmark.
De fleste med bopæl i udlandet og indkomst fra Danmark er begrænset skattepligtige til Danmark. Som begrænset skattepligtig har du alene fradrag for udgifter, som knytter sig til indkomsten fra Danmark. Vælger du at blive beskattet som begrænset skattepligtig grænsegænger, får du fradrag for personlige og familiemæssige forhold på lige fod med fuldt skattepligtige her i landet. Forskellen er f.eks., at du som grænsegænger kan fratrække udgifter til A-kasse og efterlønsbidrag mv.
Hvis begrænset skattepligtige, der beskattes med en endelig 30 pct.'s bruttoskat (f.eks. arbejdsudleje), ønsker at anvende grænsegængerreglerne, bortfalder 30 pct.'s beskatningen, og skatten beregnes efter de almindelige regler.
Hvis du er fuldt skattepligtig, skal du udfylde den udvidede selvangivelse (blanket 04.003). Ønsker du at blive omfattet af grænsegængerreglerne, skal du udfylde blanketten, Supplement til selvangivelsen for fuldt skattepligtige (blanket 04.032). Er du begrænset skattepligtig, skal du udfylde selvangivelsen for begrænset skattepligtige (blanket 04.009). Ønsker du at blive omfattet af reglerne for grænsegængere, så skal du desuden udfylde Supplement til selvangivelsen for begrænset skattepligtige (blanket 04.031).
Se mere om grænsegængere, der bor i Sverige, på www.toldskat.dk under Borger, Grænsegængercentreret. Der er information om begrænset skattepligt i øvrigt i pjecen "Selvangivelsen 2004 - begrænset skattepligtige" på www.toldskat.dk. Yderligere information og pjecer kan også fås hos skatteforvaltningen.
UdlejningsejendommeSkattereglerne for udlejning til beboelse af værelser og udlejning af sommerhuse og en helårsbolig en del af indkomståret omtales under rubrik 20 og 37.
Ved anden udlejning af fast ejendom skal du bruge den udvidede selvangivelse. Dette gælder også, hvis du er begyndt på erhvervsmæssig udlejning i løbet af året. Dit overskud eller underskud er personlig indkomst og skrives i henholdsvis rubrik 111 og rubrik 112. Dette gælder overskud eller underskud for udlejningsejendomme. Reglerne er desuden gældende ved helårsudlejning af en- og tofamilieshuse (herunder sommerhuse), ejerlejligheder og stuehuse.
Hvis ejendommen er erhvervet i løbet af indkomståret, anvendes reglerne også.
Læs evt. pjecen "Udlejningsejendomme".
Du kan bruge et særligt skema til at beregne overskud eller underskud ved udlejning af fast ejendom. Skemaet (blanket 04.022), kan fås på www.toldskat.dk eller hos den kommunale skatteforvaltning. Ved udlejning af fast ejendom (som beskrevet ovenfor) er det muligt at bruge kapitalafkastordningen eller virksomhedsordningen. Du kan få nærmere oplysninger i pjecen "Virksomheds- og kapitalafkastordningen" på www.toldskat.dk eller hos den kommunale skatteforvaltning.
HobbyvirksomhedAfgrænsningen mellem erhvervs- og hobbyvirksomhed Det kan være et tvivlsspørgsmål, om en aktivitet er hobby/anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed. Er det afgørende formål med aktiviteten at tjene penge, er der tale om erhvervsvirksomhed, og du skal derfor bruge den udvidede selvangivelse. Hvis private formål som f.eks. uddannelses- og boligformål, sports- og dyreinteresser derimod er de afgørende formål med aktiviteten, anser skattevæsenet virksomheden for hobby, og du skal så bruge den almindelige selvangivelse.
Eventuelt overskud af hobbyvirksomhed beskattes som personlig indkomst. Når en aktivitet anses for hobby, kan udgifterne hertil trækkes fra i hobbyindkomsten, men eventuelle yderligere udgifter, der er forbundet med hobbyvirksomheden, betragtes som private, ikke fradragsberettigede omkostninger. Det betyder, at underskud ved hobbyvirksomhed hverken kan trækkes fra i din øvrige indkomst eller i din ægtefælles indkomst. Hobbyunderskud kan heller ikke overføres til fradrag i indkomster for kommende indkomstår.
Omkostningsgodtgørelse i skatte- og afgiftssagerUdgifter til sagkyndig bistand i skatte- og afgiftssager kan ikke trækkes fra på selvangivelsen.
Til gengæld er det under visse betingelser muligt at få godtgjort sine omkostninger til sagkyndig bistand af det offentlige, når en skatte- eller afgiftssag føres ved bl.a. skatteankenævnet, Landsskatteretten, domstolene og ved visse klager til en regional told- og skattemyndighed, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet. Du skal ansøge hos den regionale told- og skattemyndighed. Du kan vælge at bruge en blanket (02.008), som du kan få på www.toldskat.dk eller hos den regionale told- og skattemyndighed.
Læs mere i pjecen "Omkostningsgodtgørelse" på www.toldskat.dk.
Bindende forhåndsbesked fra LigningsrådetHvis du er usikker på de skattemæssige konsekvenser af en påtænkt disposition, f.eks. hvis du overvejer at sælge en fast ejendom eller tegne en pensionsordning, kan du få en bindende forhåndsbesked hos Ligningsrådet.
Den skatteansættende myndighed er forpligtet til at lægge forhåndsbeskeden til grund ved behandlingen af forholdet. Derimod er du ikke selv bundet af den bindende forhåndsbesked.
Anmodningen om bindende forhåndsbesked skal sendes til:
Ligningsrådet Østbanegade 123 2100 København Ø
Anmodningen skal være skriftlig og vedlagt alle relevante oplysninger sammen med et grundgebyr, der i 2005 er på 1.900 kr., når anmodningen vedrører egne forhold, og på 9.100 kr., når anmodningen vedrører andres forhold. Ud over grundgebyret skal der eventuelt betales et tillægsgebyr for skattemyndighedernes tidsforbrug. Grundgebyret tilbagebetales, hvis anmodningen afvises. Som udgangspunkt kan du regne med at få svar på anmodningen inden for 3 måneder. Fristen regnes fra registreringen af grundgebyret.
For at lette sagsbehandlingen har Told- og Skattestyrelsen iværksat en ny, internetbaseret ansøgningsprocedure. Proceduren indebærer, at anmodningen om bindende forhåndsbesked udarbejdes i en særlig skabelon, som hentes på www.toldskat.dk og udfyldes på brugerens egens pc. Den færdige ansøgning indsendes til Told- og Skattestyrelsen via en formular på www.toldskat.dk. Det er desuden muligt at medsende bilag og betale gebyret elektronisk. Du kan hente skabelonen og læse mere om proceduren på www.toldskat.dk under "Rådgiver" (klik på "Forhåndsbesked") eller på Ligningsrådets hjemmeside.
Bindende ligningssvar fra din kommuneHvis du er i tvivl om den skattemæssige behandling af en disposition - f.eks. salg af dine aktier eller tegning af en ny pensionsordning - kan du spørge skatteforvaltningen i din kommune og få et bindende ligningssvar derfra. Du kan spørge om både påtænkte og allerede gennemførte dispositioner. Det bindende svar, som du får, skal skatteforvaltningen bruge, når de behandler (dvs. ligner) din selvangivelse og årsopgørelse for det pågældende år. Du ved altså på forhånd, om du f.eks. bliver beskattet af en evt. aktieavance eller kan fratrække indskud på en pensionsordning. Du kan normalt få bindende svar om den skattemæssige behandling af alle de dispositioner, som skatteforvaltningen kan afgøre i forbindelse med din selvangivelse og årsopgørelse.
Det koster et grundgebyr på 300 kr. (i 2005) at få et bindende ligningssvar. Hvis du spørger om flere dispositioner, skal du betale et gebyr pr. disposition.
Du kan læse mere i pjecen "Bindende ligningssvar fra din kommune" på www.toldskat.dk. |