Har du haft indkomst fra udlandet, indkomst optjent i udlandet fra en dansk arbejdsgiver eller ejerbolig i udlandet, skal du som hovedregel oplyse dette til det danske skattevæsen, selvom udlandet har trukket skat af indkomsten. Det følger af, at Danmark har et såkaldt globalindkomstskatteprincip. Hvis udlandet har trukket skat, vil du som hovedregel være berettiget til at få nedslag i den danske skat (læs mere under "Dobbeltbeskatningsoverenskomst" nedenfor).
Du skal udfylde en selvangivelse for udenlandsk indkomst, hvis du er fuldt skattepligtig her i landet og har indkomst, herunder lønindkomst, fra udlandet. På selvangivelsen for udenlandsk indkomst skal du også give oplysninger om formue i udlandet som nævnt i formuerubrikken. Har du indkomst fra eller formue i flere lande, skal du udfylde en selvangivelse for udenlandsk indkomst for hvert land. Det gælder også, hvis du har flere typer af indkomst fra samme land, som er beskattet med forskellig skattesats. Indkomsten og formuen skal opgøres efter danske regler.
Du skal være opmærksom på, at du skal skrive bruttobeløb (dvs. før evt. betalt skat i udlandet) på selvangivelsen, og den betalte skat i udlandet skal skrives i rubrikkerne vedrørende betalt skat i udlandet (husk at vedlægge dokumentation for den betalte skat). Renteudgifter, der knytter sig til indkomsten, skal angives under "Renteudgifter vedrørende gæld i udlandet".
Der er 2 typer udlandsselvangivelser, en for udenlandsk virksomhedsindkomst (blanket 04.011) og en for personlig indkomst (blanket 04.012). Desuden er der et specielt bilag til ejerbolig i udlandet (blanket 04.053) samt et bilag for kontrollerede transaktioner (blanket 05.021).
De særlige udlandsselvangivelser er sendt til dig sammen med den udvidede selvangivelse, hvis du har forskudsregistreret den udenlandske indkomst for 2004, eller hvis du ejer fast ejendom i udlandet. Hvis ikke, kan du få udlandsselvangivelserne på www.toldskat.dk eller hos den kommunale skatteforvaltning.