Karakteristika  Et interessentskab er en sammenslutning af to eller flere personer, der har aftalt i fællesskab at drive erhvervsvirksomhed med et fælles økonomisk mål.

Af almene karakteristika for et interessentskab kan nævnes, at alle deltagerne typisk deltager i driften, at der er tale om et snævert økonomisk samarbejde, og at deltagernes viden på konkrete områder er af stor betydning for driften.

Som eksempler kan nævnes advokat- og revisorvirksomheder, som meget ofte - i hvert fald tidligere, hvor disse liberale erhverv ikke kunne drives i selskabsform - er organiseret i interessentskabsform, og hvor den enkelte partner (interessent) betjener klienter inden for sit speciale. Det snævre økonomiske samarbejde kan vise sig eksempelvis gennem anskaffelse og brug af fælles driftsmateriel og inventar, leje af fælles lokaler, aftale mellem interessenterne om overskudsdeling efter nærmere fastlagte regler og endelig aflæggelse af fælles regnskab for interessentskabet.

Der gælder ingen specielle begrænsninger for hvem, der kan deltage som interessenter i et interessentskab. Deltagerne kan være såvel fysiske som juridiske personer og således også eksempelvis aktie- og anpartsselskaber.

Deltagerkredsen er lukket, hvilket vil sige, at yderligere interessenter normalt kun kan få lov at indtræde i interessentskabet, hvis samtlige nuværende deltagere er enige om det, ligesom det i reglen kræver samtlige deltageres accept, hvis en deltager ønsker at træde ud.

Den retlige regulering  Der findes i lighed med enkeltmandsvirksomhederne ikke nogen særlig lovgivning om interessentskaber, hvorfor hovedparten af reglerne må udledes af retspraksis mv.

Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder indeholder dog nogle få bestemmelser, der vedrører interessentskaber.

I lovens § 2 defineres, hvad loven forstår ved et interessentskab, og heraf fremgår, at det er en virksomhed, hvor alle deltagerne hæfter personligt, uden begrænsning og solidarisk for virksomhedens forpligtelser.

Lovens kapitler 1, 2 og 7, der også gælder for interessentskaber, vedrører regler om virksomhedens navn og prokura mv.

Det bemærkes, at reglerne i kapitlerne 3 - 6 i erhvervsdrivendeloven, som omhandler bl.a. registrering og retsevne, anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og offentliggørelse heraf, årsregnskab mv., ikke gælder for interessentskaber. Dette fremgår af lovens § 2, stk. 3.

Loven omfatter dog ifølge § 2, stk. 3, sidste pkt., den situation, hvor samtlige ansvarlige deltagere, dvs. interessenterne, er såkaldte kapitalselskaber, altså aktie- eller anpartsselskaber eller lignende.

(Kapital)interessentskaberne skal følgelig aflægge årsregnskaber mv. efter lov om visse erhvervsdrivende virksomheders bestemmelser, hvorimod lovens § 9, der omhandler fortabelse af retsevne, ved en modsætningsslutning fra § 24, stk. 2, ikke gælder for disse interessentskaber.

Som det fremgik af definitionen på et interessentskab, stiftes dette ved, at interessenterne indgår en aftale herom. Denne aftale er som alt overvejende hovedregel skriftlig og kaldes en interessentskabskontrakt. Denne kontrakt regulerer bl.a. det interne retsforhold mellem interessenterne, herunder ud- og indtræden af interessentskabet, overskudsdeling, misligholdelse af kontrakten og konsekvenserne heraf, tegningsregler, herunder hvem der udøver en eventuel ledelse i interessentskabet mv.

Hvis der ikke er oprettet nogen interessentskabskontrakt, eller den ikke indeholder noget om det aktuelle emne, må man ty til udfyldende fortolkning og praksis på området.

Hvis der intet er aftalt om, hvem af deltagerne i interessentskabet der er leder i virksomheden, må det i mangel af en sådan aftale antages, at alle deltagere er ledere.

Hvis der ikke gives svar på spørgsmålet om udbyttets fordeling i en kontrakt, er udgangspunktet, at udbyttet/overskuddet fordeles ligeligt efter eventuel udligning af forskel i indskud, arbejdsindsats og risiko.

Som følge af den selskabsretlige kontraktsfrihed er der intet til hinder for, at det bestemmes, at aktieselskabslovens regler eller anpartsselskabslovens regler skal finde tilsvarende anvendelse på et interessentskab. Den personlige hæftelse skal dog bevares.

Et væsentligt karakteristikum ved interessentskabet er princippet om gensidig fuldmagt, hvilket vil sige, at hver af deltagerne antages at have fuldmagt til at forpligte selskabet ved retshandler med tredjemand, herunder også i forbindelse med en udlægsforretning.

I sådanne situationer antages deltageren eller den mødende under en udlægsforretning at være udstyret med vidtgående legitimation.

Afgørelsen af, hvorvidt interessentskabet vil være bundet af et sådant fremmøde, følger de almindelige fuldmagtsregler og afhænger her af, om modparten, eksempelvis TSR, vidste eller burde have vidst, at den pågældende interessent handlede uden for den bemyndigelse, han havde fået af interessentskabet.

Hæftelse -  Interessentskabets kreditorer - fælleskreditorer Interessenterne hæfter personligt, solidarisk og principalt for interessentskabets forpligtelser.

Den personlige og solidariske hæftelse udtrykkes i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 2 som en personlig, ubegrænset og solidarisk hæftelse.

Hæftelsen antages ►flere steder i retsteorien ◄at være såkaldt modificeret principal, hvorved forstås, at den enkelte deltager først kan afkræves det skyldige beløb, når dette har været afkrævet virksomheden (interessentskabet), uden at denne har betalt inden for en rimelig frist på eksempelvis 14 dage, men ►i øvrigt ◄afvejet efter de konkrete omstændigheder. ►Denne opfattelses rigtighed er ikke utvivlsom, da det må fastholdes, at der gælder en egentlig solidarisk hæftelse for de enkelte interessenter, uden at der sondres mellem en principal og en subsidiær hæftelse. En egentlig subsidiær hæftelse kan således ◄ikke antages at gælde, idet interessenterne ikke lovligt kan kræve, at virksomhedskreditorerne skal vente med at foretage retsforfølgning mod de enkelte deltageres personlige formue, til en egentlig udtømmende retsforfølgning er gennemført hos interessentskabet selv. Antagelsen om den modificerede principale hæftelse skal derfor snarere ses som udtryk for rimelighedsbetragtninger, idet virksomhedskreditor, inden kravet gøres gældende over for den enkelte interessent, rimeligvis først bør søge at opnå fyldestgørelse hos selve interessentskabet og dettes formue. I visse situationer må virksomhedskreditoren dog lægge denne høflighed til side og straks rette sit krav mod den interessent, som skønnes at være i stand til at indfri tilgodehavendet. Det er således eksempelvis tilfældet, hvis interessentskabet vurderes at være ude af stand til at opfylde gældsforpligtelsen, og inddrivelsesudsigten vurderes at ville blive forringet, såfremt inddrivelse først skal forsøges hos interessentskabet. 

Som eksempel kan nævnes, at et interessentskab, der driver virksomhed som entreprenør med murer-, snedker- tømrer- og blikkenslagerarbejder, er kommet i restance med moms. TSR kan herefter straks rette momskravet mod interessentskabet som sådant. Hvis dette ikke betaler inden for en rimelig tid, kan TSR herefter retsforfølge den af deltagerne, alias de enkelte mestre, som den måtte ønske. Den pågældende mester er herefter forpligtet til at betale hele momsen på grund af den solidariske hæftelse.

Et interessentskab kan som sådant ikke tages under konkursbehandling. Denne retsopfattelse bygger på, at der ikke er nogen rimelig anledning til at få erklæret selve den formuemasse, som interessentskaber repræsenterer, særskilt konkurs, så længe blot en enkelt interessent formodes at være solvent, og man kan inddrive sit krav hos ham som følge af den direkte og solidariske hæftelse.

Er alle interessenternes boer under konkurs, kan interessentskabets bo dog behandles som et selvstændigt konkursbo.

Findes der i interessentskabet en fællesformue, eksempelvis en fast ejendom, hvorfra virksomheden drives, driftsmateriel og -inventar mv., vil selskabets kreditorer selvsagt være berettigede til at søge sig fyldestgjort i denne formue. De har imidlertid ingen pligt hertil og kan i stedet vælge at søge sig fyldestgjort i den enkelte interessents personlige formue, men formentlig først, når interessentskabet er blevet afkrævet det skyldige beløb, og der er gået en vis rimelig frist herefter, uden at interessentskabet har betalt.

Fælleskreditorerne kan imidlertid ikke kræve, at interessentskabet som sådant har en fællesformue, idet kreditorerne, som nævnt, kan retsforfølge de enkelte deltagere i fællesskabet. De kan som følge heraf i almindelighed end ikke protestere imod, at en eksisterende fællesskabsformue udloddes til interessenterne.

En nyindtrådt interessent hæfter ikke personligt for gæld, der er opstået før hans indtræden, men kun med sin andel af interessentskabsformuen. Dette gælder dog ikke, hvis han har overtaget gælden i interessentskabet, herunder også den gæld, der er opstået før hans indtræden og på den måde selv har indvilget heri.

En udtrådt interessent kan tilsvarende ikke frasige sig sin hæftelse for selskabets forpligtelser, der er opstået i perioden, før kreditor vidste eller burde kende til ændringen i ejerforholdet.

En virksomhedskreditor (interessentskabskreditor) kan tillige søge sig fyldestgjort ved at modregne et tilgodehavende hos interessentskabet i et beløb, han skylder den enkelte interessent. Som eksempel kan nævnes modregning i den enkelte interessents krav på udbetaling af overskydende skat til dækning af moms, som interessentskabet skylder.

Hæftelse - Den enkelte interessents kreditorer - særkreditorer  Fælleskreditorerne har fortrinsret til selskabsformuen, fremfor en deltagers særkreditorer, hvorved forstås en kreditor, hvis krav ikke hidrører fra interessentskabets drift, som eksempelvis skattemyndighedernes krav på personlig skat hos én af interessenterne.

Dette hænger sammen med, at det er interessentskabet som sådant, der ejer aktiverne i I/S ´et, således at interessenternes ejendomsret til fællesskabets aktiver kun er indirekte i forhold til deres andels størrelse. Dette indebærer, at interessenterne i denne relation kun har et krav på en nettoandel af interessentskabets formue, hvilket svarer til det eventuelle overskud, der måtte blive, efter at alle I/S´ets kreditorer og de andre interessenters regreskrav er betalt.

Den praktiske juridiske konsekvens af dette er, at en interessents særkreditorer ikke kan foretage udlæg direkte i interessentskabets aktiver.

Det må dog antages, at et indskud i et interessentskab foretaget af en insolvent skyldner for at søge midler bragt i sikkerhed for kreditorerne efter omstændighederne må kunne tilsidesættes som ugyldigt eller omstødeligt, hvis de andre interessenter er i ond tro.

En interessents særkreditorer kan - naturligvis - retsforfølge den pågældende interessentens private formue som eksempelvis en fast ejendom, han bor i, hans private bil, mv.

Herudover kan særkreditorerne i konsekvens af det ovenfor nævnte om interessentens egen begrænsede ret til interessentskabets aktiver, kun foretage udlæg i interessentens rettigheder i interessentskabet, dvs. i hans eventuelle krav på løn og udbytte og i hans kapitalandele eller nettoandele i interessentskabet.

Ved beregning af kapitalandelene må der ske fradrag for såvel selskabskreditorernes krav, idet disse jo har fortrinsret til fællesformuen, som medinteressenternes krav på, at interessenten bærer sin del af fællesudgifterne, som de har måttet afholde.

En særkreditor, som interessentskabet har et krav mod, kan ikke modregne i sin fordring på skyldneren (interessenten) og på den måde "betale" sin gæld til interessentskabet. Dette er en klar følge af, at selskabsformuen ikke hæfter for de enkelte interessenters private gæld.

Som eksempel kan nævnes, at tvungen modregning er udelukket i negativ moms tilkommende interessentskabet til dækning af restskat, som én af interessentskabets deltagere skylder.

Anmeldelse til registrering  Når et interessentskab anmelder sig til registrering hos TSR, skal der gives oplysning om deltagernes identitet (CPR-nr., CVR-nr. e.lign), der skal være anført enten i interessentsskabskontrakten eller på registreringsanmeldelsen.

Registreringsanmeldelsen skal være underskrevet af samtlige deltagere og/eller tegningsberettigede. Der skal endvidere foreligge en kopi af vedtægterne og/eller interessentskabskontrakten.

Anmeldelsen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i A.1.4.1.