| Leveres vandet via en ejendomsudlejer/ejendomsadministrator, dvs., at virksomheden ikke selv får en regning direkte fra vandværket for det forbrugte vand, ►kan◄ ejendomsudlejeren være ►frivilligt◄ momsregistreret for levering af vand.
Ejendomsudlejeren kan herefter til virksomheden viderefakturere dennes forbrug af vand inkl. moms og vandafgift af det leverede vand. Dermed får lejer mulighed for godtgørelse af vandafgift i det omfang, lejeren opfylder betingelserne herfor, jf. G.5.6.1 og G.5.6.3.
Godtgørelse af vandafgift af vand, der anvendes i idrætshaller, udstillingshaller og udstillingscentre samt i forsamlingshuse og medborgerhuse, kan ske til frivilligt momsregistrerede udlejningsvirksomheder i samme omfang, som det gælder for godtgørelse af afgift af el, der anvendes i forbindelse med tilsvarende udlejningsvirksomhed, jf. SKM2003.175.LSR samt jf. F.6.2.3.
AfgørelserLandsskatteretten har den 7. juni 2001 truffet afgørelse i en sag, hvorefter et ferskvandscenter, som frivillig momsregistreret fremlejer af en museumsbygning med tilhørende ferskvandsakvarier forsynede det fremlejede med vand, ikke var registreringspligtig efter vandafgiftsloven eller var berettiget til godtgørelse af vandafgiften, jf. SKM2001.609.LSR. Retten fandt, at udtrykket "forbruger" i vandafgiftslovens § 4, stk. 2, og "forbrugt" i vandafgiftslovens § 9, stk. 1, må fortolkes ens. Levering af vand til en lejer i et fast lejeforhold, som det her omhandlede, fandt retten ikke grundlag for at anse som forbrug af vand, og fremlejer var derfor hverken registreringspligtig efter § 4, stk. 2 eller berettiget til godtgørelse af vandafgiften efter § 9, stk. 1.
Tilsvarende har Landsskatteretten, jf. TfS 1999, 751, truffet afgørelse om, at et selskab, der var frivilligt registreret efter momsloven for udlejning af et areal til en golfbane, ikke skulle registreres efter vandafgiftsloven, idet selskabet ikke blev anset for den endelige forbruger af vandet til vanding af det nævnte areal.
Landsskatteretten har truffet to afgørelser i endnu en golfbanesag, jf. SKM2001.599.LSR. Sagen drejer sig om, hvorvidt et selskab, som var frivillig registreret efter momsloven for udlejening af en golfbane til en golfklub, forbruger vand til vanding af golfbanen og på den måde er registreringspligtig efter vandafgiftslovens § 4, stk. 2, eller om det er golfklubben, som lejer af banen, der er registreringspligtig. Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt selskabet i medfør af vandafgiftslovens § 9, stk. 2 er berettiget til godtgørelse af vandafgiften. Retten fandt, at da selskabet i lejeaftalen har påtaget sig for egen regning at forestå vanding af det udlejede areal, må selskabet anses at have forbrugt vandet i forbindelse med sin udlejningsvirksomhed, og at selskabet således er registreringspligtig efter vandafgiftslovens § 4, stk. 2. Retten finder endvidere, at selskabet i medfør af vandafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 3, er berettiget til tilbagebetaling af afgiften i samme omfang, som selskabet har fradragsret for merværdiafgift af vand. |