Efter mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 5, ydes der afgiftsgodtgørelse for svovl►fri◄- og fattig dieselolie, dvs. diesel med et svovlindhold ►på henholdsvis højst 0,001 pct. og ◄0,005 pct. og LPG-gas, der anvendes i personmotorkøretøjer, der med tilladelse efter lov om buskørsel anvendes til rutekørsel.

Tilsvarende ydes der efter naturgasafgiftslovens § 9, stk. 1 afgiftsgodtgørelse for naturgas til rutekørsel.

Efter elafgiftslovens § 11b, stk. 2 ydes der afgiftsgodtgørelse for kørestrøm, der anvendes af rutebiler samt i eltog til personbefordring.

Endvidere ydes der efter CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, nr. 3 afgiftsgodtgørelse for CO2-afgift for ovennævnte energiprodukter til rutekørsel med rutebiler/busser.

Derudover ydes der godtgørelse af momsen af den godtgørelsesberettigede energiafgift og CO2-afgift af de pågældende produkter.

Endelig ydes der forhøjet godtgørelse af afgiften med følgende beløb i øre pr. liter LPG-gas og pr. Nm3 naturgas, jf. § 9, stk. 7 og 8 i lov nr. 325 af 28. maj 1999:

Vareart 2000 2001 2002 2003
LPG-gas 25 25 25 0
Svovlfattig diesel 10 5 0 0
Naturgas 41 41 41 0

Indtil udgangen af 2001 blev der også ydet forhøjet godtgørelse af afgiften af svovlfattig diesel. Forhøjelsen udgjorde 10 øre pr. liter i 2000 og 5 øre pr. liter i 2001, jf. § 9, stk. 6 i lov nr. 325 af 28. maj 1999.

Indtil 1. juni 1999 var godtgørelsen til rutekørsel betinget af, at der blev anvendt ultralet diesel. Men efter 1. juni 1999 ydes der ikke længere afgiftsgodtgørelse for ultralet diesel.

Det er dermed kun forbrug af LPG-gas, svovl►fri-◄ og fattig diesel og naturgas samt elektricitet, som der ydes afgiftsgodtgørelse for.

Indirekte forbrug af svovl►fri◄- og fattig diesel, LPG-gas, naturgas eller elektricitet, fx olie til opvarmning af garageanlæg mv. og elektricitet til belysning mv. er ikke omfattet af adgangen til afgiftsgodtgørelse.

Told- og Skattestyrelsen har den 11. februar 2003 udsendt en meddelelse, jf. SKM2003.59.TSS, der præciserer reglerne om godtgørelse af energiafgifterne i forbindelse med rutekørsel.

Godtgørelsesordningen
Virksomheder, der ønsker at få godtgørelse af afgift af svovlfattig diesel, LPG-gas, naturgas og el til rutebiler, og som ikke allerede er momsregistrerede, må lade sig registrere hos ToldSkat for at blive omfattet af godtgørelsesordningen. Der er tale om en administrativ, teknisk registrering.

Ved godtgørelse anvendes den periodiske momsangivelse. Hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling - anvendes anmodningsblanket 23.001.

Forbrugstidspunktet Virksomheden kan opnå afgiftsgodtgørelse på forbrugstidspunktet, der er det tidspunkt, hvor motorbrændstoffet er påfyldt den enkelte bus. Forbrugsprincippet gælder, uanset om der er tale om blandet kørsel eller udelukkende godtgørelsesberettiget rutekørsel.

At virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter ændrer ikke ved forbrugsprincippet. Lov om fremskyndet tilbagebetaling ændrer ikke opgørelsesprincipperne, men fremrykker alene tidspunktet for angivelse af godtgørelsen i forhold til fradrag over momsangivelsen.