Motorforvogne § 2, stk. 1, nr. 9Motorkøretøjer, som hovedsagelig er indrettet til at trække andet køretøj eller arbejdsredskab og udelukkende benyttes som trækkraft for køretøjer eller arbejdsredskaber, der ikke omfattes af registreringsafgiftsloven, eller som er fritaget for afgift. Motorforvogn med sættevogn må ikke benyttes til feriekørsel eller anden privat personbefordring. Det gælder, selv om køretøjets tilladte totalvægt eventuelt måtte være 4 tons eller derunder.
Køretøjerne kan anmeldes til registrering efter færdselsloven uden ekspedition hos den regionale told- og skattemyndighed.
Arbejdsredskaber § 2, stk.1, nr. 10Motorkøretøjer, som hovedsagelig er indrettet som arbejdsredskaber og udelukkende benyttes som sådant. Fritagelsen omfatter kun specielle typer motorkøretøjer, fx motordrevne tromler, fejemaskiner og grusningsmaskiner, der er hurtiggående, dvs. konstrueret til en hastighed af over 30 km. i timen. Motordrevne køretøjer, som er konstrueret til en lavere hastighed, omfattes ikke af afgiftsloven. Hvis et køretøj ikke kan registreres efter denne lovparagraf, er der i visse tilfælde mulighed for afgiftsfritagelse efter § 2, stk. 1, nr. 7b, for biler over 4 tons tilladt totalvægt, der er specielt indrettet til erhvervsmæssigt formål; hvis totalvægten er 4 tons og derunder, skal der betales afgift efter lovens § 5, stk. 10 (nedsat afgift).
Hvis motorkøretøjet også har en ikke ubetydelig lasteevne, kan det ikke anses som arbejdsredskab. Tilsvarende gælder, hvis køretøjet er forsynet med anhængertræk.
Køretøjerne skal ekspederes hos den regionale told- og skattemyndighed, inden registrering efter færdselsloven kan finde sted.
Unimog-afgørelse Færdselsstyrelsen, der efter færdselsloven har kompetencen til at kategorisere køretøjer, har truffet afgørelse om, at en lastbil af mærket UNIMOG, totalvægt 9 tons, indrettet med kran og grødegrab, ikke kan kategoriseres som et arbejdsredskab. Dette medfører, at der skal betales vejbenyttelsesafgift af køretøjet og den tilknyttede påhængsvogn.
Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at køretøjet havde en ikke ubetydelig lasteevne.
Påhængs- og sættevogne til godstransport § 2, stk. 1, nr. 11 Påhængs- og sættevogne, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport og ikke benyttes til personbefordring, medmindre der er udstedt tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse. Køretøjerne kan anmeldes til registrering uden ekspedition hos ToldSkat.
Påhængskøretøjer skal på tilsvarende måde som last- og varebilerne utvivlsomt være konstrueret og indrettet til godstransport. Køretøjerne må ikke være forsynet med sidevinduer. Påhængs- og sættevogne med tilladt totalvægt over 4 tons kan tillades indrettet til specielle erhvervsmæssige formål på samme måde som lastbiler.
Almindelige påhængsvogne kan benyttes i forbindelse med feriekørsel, når forvognen er en personbil, hvor der er betalt fuld afgift eller en varebil med tilladt totalvægt ikke over 4 tons, hvor der er betalt værdiafgift (eller stykafgift efter den tidligere lovgivning).
Påhængsvogne indrettet til beboelse § 2, stk. 1, nr. 12Påhængsvogne, som er indrettet til beboelse og ikke benyttes til personbefordring. Bestemmelsen omfatter beboelsesvogne, der efter færdselsloven skal registreres som påhængsvogne. Køretøjerne skal ekspederes hos den regionale told- og skattemyndighed, inden registrering efter færdselsloven kan finde sted.
Eldrevne biler/motorcykler § 2, stk. 1, nr. 13 Eldrevne motorkøretøjer med totalvægt ikke over 2 ton. Fritagelsen gælder indtil udgangen af år 2006. Køretøjerne skal ekspederes hos ToldSkat, inden registrering efter færdselsloven kan finde sted. Eldrevne varebiler forsynes med gule nummerplader.
Fritagelsesordningen omfatter kun egentlige eldrevne køretøjer, dvs køretøjer med drivkraftsystem, som udelukkende består af elmotorer. Fritagelsesordningen omfatter således ikke fx køretøjer, der er forsynet med en benzindrevet ladegenerator, som starter og stopper automatisk, når akkumulatorerne har behov herfor.
Der er ikke fastsat andre betingelser om konstruktionen eller for benyttelsen af køretøjerne. El-drevne varebiler vil dog ved registrering med gule nummerplader være omfattet af bestemmelsen i vægtafgiftslovens § 4, stk. 5. Det vil sige, at køretøjerne ikke må benyttes til personbefordring i videre omfang end andre varebiler med denne nummerpladefarve.
Der kan dog ikke stilles krav om, at en varebil fuldt ud skal opfylde de almindelige gældende regler om konstruktion af sådanne køretøjer.
Et el-drevet køretøj skal afgiftsberigtiges efter lovens almindelige regler, hvis køretøjet ændres til at benytte anden drivkraft end elektricitet.
Handicapvenlige hyrevogne § 2, stk. 1, nr. 14Hyrevogne, som er godkendt til befordring af mindst en person siddende i kørestol. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at køretøjet ved standardtypegodkendelse eller af Statens Bilinspektion er godkendt til at medtage en kørestolsbruger siddende i kørestolen. En handicapvenlig hyrevogn kan ikke som andre hyrevogne (taxi) frikøres. Køretøjerne, der forsynes med gule nummerplader, skal ekspederes hos den regionale told- og skattemyndighed, inden registrering efter færdselsloven kan finde sted.
Bilen skal ikke nødvendigvis ejes af bevillingshaver (leasing kan også accepteres).
Valutaudlejningskøretøjer § 2, stk. 1, nr. 15, og bek. §§ 1-4 Køretøjer, der udelukkende benyttes til udlejning til valutaudlændinge, er fritaget for afgift. Begrebet valutaudlændinge omfatter personer, uden hensyn til statsborgerforhold, der ikke er hjemmehørende her i landet. Ved personer, der ikke er hjemmehørende her i landet, forstås personer, der ikke har fast bopæl her i landet (ikke er tilmeldt folkeregisteret her). Danske statsborgere med fast bopæl i Grønland eller på Færøerne anses også som valutaudlændingene.
Afgiftsfritagelsen er betinget af, at udlejningsvirksomheden dokumenterer, at virksomheden ved udlejning til valutaudlændinge af motorkøretøjer, der er registreret her i landet, har indtjent et lejebeløb. Beløbet skal for motorcykler, personbiler, mindre varebiler, campingbiler og busser udgøre minimum 35 pct. af den i lovens § 9, stk. 2-4 og § 10, anførte afgiftspligtige værdi af køretøjet på det tidspunkt, køretøjet anmeldes som valutaudlejningskøretøj over for den regionale told- og skattemyndighed.
Indtjeningen kan også stamme fra deposita (forudbetalinger), som er indgået til virksomheden ved afslutning af kontrakter om lejemål, som senere skal effektueres. Virksomhedens indtjening dokumenteres over for ToldSkat ved fremlæggelse af en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor om, at beløbet hidrører fra virksomhedens indtjening ved udlejning af her i landet registrerede motorkøretøjer til valutaudlændinge.
For beløb i udenlandsk valuta skal erklæringen være ledsaget enten af kvitteringer for indbetaling til en autoriseret valutahandler, eller af en attest fra den pågældende revisor om indbetaling til en autoriseret valutahandler. Disse beløb tilskrives i ToldSkats regnskab over de af virksomheden indkørte beløb.
.
Der skal fremlægges dokumentation for, at køretøjet udelukkende har været anvendt til udlejning til valutaudlændinge. Dette dokumenteres ved en af den statsautoriserede eller registrerede revisor afgivet erklæring om, at køretøjet ifølge den for det pågældende køretøj førte kørebog eller særlige regnskab, som revisoren har gennemgået og sammenholdt med de dertil hørende kontrakter, udelukkende har været anvendt til udlejning til valutaudlændinge.
Når et køretøj overgår til anden anvendelse, skal det afgiftsberigtiges efter lovens § 4, § 5, § 5a, § 6, eller afgiftsfritages efter lovens § 2. Køretøjets afgiftspligtige værdi fastsættes i disse tilfælde ved vurdering i overensstemmelse med reglerne i lovens § 10.
ToldSkat fastsætter de nærmere regler om regnskabsførelse mv., hvilket sker i den bevilling, der udstedes til valutaudlejningsfirmaer.
Det er bl.a. fastsat, at der for hvert køretøj skal føres en kørebog med oplysning om lejerens navn og adresse, dato for lejemålets begyndelse og ophør, kilometertællerens udvisende på de pågældende tidspunkter samt størrelsen af det betalte lejebeløb. En særskilt kørebog kan dog undlades, hvis oplysningerne - samlet for hver enkelt køretøj - allerede fremgår af virksomhedens regnskab.
Der skal oprettes en kontrakt for ethvert lejemål,og kontrakterne skal opbevares i virksomheden i mindst 5 år.
Hvert år inden den 1. marts skal virksomheden til den regionale told- og skattemyndighed indsende enten en af en statsautoriseret eller registreret revisor afgivet erklæring om, at virksomheden i det forløbne kalenderår ikke har tilbagebetalt modtagne deposita for lejemål, eventuelt at virksomheden ikke har modtaget deposita, eller hvis virksomheden har tilbagebetalt et eller flere modtagne deposita - en af den pågældende revisor udarbejdet specificeret opstilling over de deposita, der i det forløbne kalenderår er tilbagebetalt til de pågældende kunder, samt erklæring om, at de tilbagebetalte beløb er begæret debiteret i ToldSkat's regnskab, eller fratrukket i erklæringen fra revisoren om virksomhedens indtjening ved udlejning.
Køretøjer til afprøvning af komponenter § 2, stk. 1, nr. 16Der kan meddeles afgiftsfritagelse for køretøjer, som en virksomhed anskaffer og benytter til nødvendig afprøvning af komponenter, som virksomheden har fremstillet til køretøjer. Det er en betingelse, at køretøjerne udelukkende anvendes til testformål og ikke til privat personbefordring. Køretøjerne skal ekspederes hos den regionale told- og skattemyndighed, inden registrering efter færdselsloven kan finde sted.
Testbiler for handicappede § 2, stk. 1, nr. 17Der kan meddeles afgiftsfritagelse for specialindrettede køretøjer, som anerkendte almennyttige organisationer anskaffer og benytter som testbiler for handicappede. Køretøjerne skal ekspederes hos den regionale told- og skattemyndighed, inden registrering efter færdselsloven kan finde sted.
Køretøjer midlertidig indregistreret her i landet § 2, stk. 1, nr. 18Der kan meddeles afgiftsfritagelse for køretøjer, der er midlertidig indregistreret her i landet til brug i forbindelse med arrangementer afholdt af eller sammen med den danske regering. Bestemmelsen tager sigte på store internationale arrangementer, hvor der indlånes limousiner o.l., og hvor arrangementet afholdes i samarbejde med f.eks EU eller FN. Afgiftsfritagelsen omfatter ikke arrangementer afholdt af private danske eller internationale organisationer. Den midlertidige indregistrering må normalt ikke have en varighed på mere end 1-2 måneder. Køretøjerne skal ekspederes hos den regionale told- og skattemyndighed, inden registrering efter færdselsloven kan finde sted.
Køretøjer, som udelukkende anvendes i dyreparker § 2, stk. 1, nr. 19Der kan meddeles afgiftsfritagelse for køretøjer, som udelukkende benyttes i lukkede dyreparker, hvortil publikum har adgang. Det drejer sig om dyre- og safariparker, hvor publikum mod betaling kan få adgang til at køre gennem parkerne enten i egen bil eller i dyreparkernes køretøjer for at se fritgående levende dyr. Afgiftsfritagelsen omfatter registreringspligtige køretøjer, som parkerne anvender i forbindelse med rundvisning af publikum, samt til overvågning, pasning og pleje af dyrene.
Afgiftsfritagelsen gælder ikke for zoologiske haver, akvarier mv., hvor dyrene typisk opholder sig i bure, grotter, bassiner o.l. Tilsvarende gælder for landbrug og dyrskuer.
Køretøjerne skal ekspederes hos den regionale told- og skattemyndighed, inden registrering efter færdselsloven kan finde sted.
Diplomatkøretøjer mv. § 2, stk. 2Der kan efter nærmere fastsatte regler indrømmes afgiftsfrihed for køretøjer, som tilhører diplomatiske repræsentationer, konsulære repræsentationer og internationale organisationer, som Danmark er medlem af, og de til sådanne repræsentationer og organisationer knyttede personer.
Ordningen administreres af ToldSkat Sydsjælland, Region Høje-Taastrup.
Køretøjer tilhørende NATO-personel ekspederes ved ToldSkat Østjylland, Region Ârhus.
Køretøjer fra Færøerne eller Grønland § 3, stk. 1Der kan indrømmes afgiftsfritagelse for brugte motorkøretøjer, der af danske statsborgere medbringes ved tilflytning fra Færøerne eller Grønland, og som disse skal benytte her i landet under et ophold på højst 3 år. Der skal være betalt afgift af køretøjerne, og køretøjerne skal være benyttet af tilflytteren på Færøerne eller i Grønland i mindst et år umiddelbart forud for registreringspligtens indtræden, og tilflytteren skal inden for de sidste 12 år have opholdt sig i mindst 5 år på Færøerne eller i Grønland.
Motorkøretøjer, der skal indregistreres i den pågældendes navn, må under opholdet her i landet kun benyttes af ejeren selv eller af personer, der hører til den pågældendes husstand.
Færinger og grønlændere er danske statsborgere.
Ordningen er ikke begrænset til kun at omfatte personbiler og motorcykler, men omfatter alle former for motorkøretøjer.
Afgiftsfritagelsen omfatter kun det køretøj, der medbringes ved tilflytningen. Overskrider opholdet det tidsrum, der omfattes af tilladelsen, eller afhændes køretøjet, forfalder afgiften med det beløb, der skulle have været betalt på det tidspunkt, hvor køretøjet blev registreringspligtigt. hvis opholdet allerede ved tilflytningen forventes at overstige 3 år, skal der betales afgift efter lovens almindelige bestemmelser.
Køretøjerne skal ekspederes hos den regionale told- og skattemyndighed, inden registrering efter færdselsloven kan finde sted.
Udenlandske hyrevogne §3a, stk. 8 Hyrevogne, der er indregistreret i udlandet og som føres af en herboende under kørsel her i landet, kan efter ansøgning fritages for registreringsafgift.
Det er en betingelse for fritagelsen, at køretøjet udelukkende anvendes til erhvervsmæssig personbefordring. Den herboende må således ikke anvende hyrevognen til privat personbefordring. Det er dog tilladt at køre fra privat bopæl til første tur, samt at køre fra sidste tur til bopælen. Fritagelsesbestemmelsen er en følge af, at der er indgået en overenskomst om international taxikørsel mellem Danmark og Sverige (tillægsaftale til aftalen om en fast forbindelse over Øresund). Overenskomsten åbner mulighed for, at svenske taxier kan befordre passagerer til Danmark og til at optage passagerer på en særlig oprettet holdeplads i Kastrup Lufthavn. Endvidere er der mulighed for optagelse af passagerer andre steder, hvis der er indgået en kørselsaftale før ankomsten til Danmark. Tilsvarende forhold gælder for danske taxiers kørsel i Sverige (etableret en særlig holdeplads i Sturup Lufthavn i Malmø).
|