Nedenfor er omtalt domme og kendelser i relation til måling af energiforbrug:

Kendelse  Landsskatteretten har den 15. juni 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor et slagteri havde opsat målere fra den 1. februar 1996, men hvor målingerne var behæftet med konkrete mangler p.g.a. en fejlagtig fortolkning af gasafgiftsloven. Kendelse: Retten fandt, at der på nævnte baggrund kunne godkendes en forholdsmæssig tilbagebetaling af afgifter for en skønsmæssig fastsat del af det godtgørelsesberettigede forbrug. Se TfS 2000,643.

Kendelse Landsskatteretten har den 22. december 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor en engroshandel for perioden 1996 - 1999 havde foretaget måling af det samlede elforbrug til både tilbagebetalingsberettiget (let proces) og ikke-tilbagebetalingsberettiget (rumvarme/varmt vand) formål.Kendelse: Retten fandt, at der alene kunne godkendes tilbagebetaling af elafgift efter bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 6. Retten fandt ikke, at der var hjemmel til at foretage en opgørelse på grundlag af de af repræsentanten i sagen foretagne beregninger.

KendelseLandsskatteretten har den 13. september 1999 afsagt kendelse i en sag om manglende måling af energiforbrug i en industrivirksomhed i perioden fra 1. januar 1996 og indtil opsætning af målere den 1. juli 1998.

Virksomheden havde i nævnte periode ikke efterlevet reglerne for opsætning af målere, herunder ikke ansøgt ToldSkat om tilladelse/dispensation til at basere forholdsmæssige fordelinger indtil 1. juli 1996, jf. § 11 i lov nr . 1102 af 20. december 1995.

Kendelse: Retten fandt, at der ikke er grundlag for at yde godtgørelse for nogen del af energiafgiften og CO₂-afgiften som procesformål, idet der først blev installeret målere i virksomheden den 1. juli 1998.

KendelseLandsskatteretten har den 9. august 1999 afsagt kendelse i en sag, hvor en produktions- og salgsvirksomhed ikke for peroden fra 1. januar 1996 til 30. april 1999 havde opsat målere til måling af det elforbrug, der var medgået til rumvarme i virksomheden.

Kendelse: Retten fandt henset til, at virksomheden ikke havde opsat målere, at tilbagebetaling alene kunne godkendes efter elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 6. Retten fandt ikke, at der efter 1. juli 1996 er hjemmel til at godkende en skønsmæssig foretaget fordeling af energiforbruget. Den omstændighed, at der senere er opsat målere, hvis udvisende kan dokumenteres, fandt retten ikke kunne ændre herved.

KendelseLandsskatteretten har den 31. august 2001 afsagt kendelse i en sag, hvor en kro ikke havde foretaget særskilt måling af el i relation til forbruget af el til rumvarme, jf. SKM2002.76.LSR.

Sagen drejede sig om hvorvidt elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 (installeret effekt multipliceret med 350 timer pr. måned) indebærer, at opgørelsen af elforbrug til rumvarme skal ske på årsbasis, eller om opgørelsen kun skal ske for de måneder, hvor opvarmningen fandt sted. Kroen har fremført, at værelserne har været udlejet i en periode på i alt 3 måneder om året, og at elforbruget medgået til rumvarme alene skal beregnes for den periode, hvor værelserne har været udlejet.

Kendelse: Retten fandt, at bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 er en absolut beregningsregel, der ikke åbner mulighed for anvendelsen af skøn. Retten fandt således, at der ved beregningen af el medgået til rumopvarmning efter elafgiftslopvens § 11, stk. 5, nr. 3, skal ganges med det antal måneder, som virksomheden generelt er omfattet af reglerne om godtgørelse af elafgift, jf. elafgiftslovens § 11.

Dom Østre Landsret har den 18. februar 2004 afsagt dom i en sag, hvor to grillforretninger ikke havde opsat særskilte målere til måling af elforbrug til varme/varmt vand og til procesformål jf. SKM2004.166.ØLD.

Sagen vedrørte godtgørelse af elafgift og CO2-afgift for to grillforretninger, der alene havde åbent i sommerhalvåret. Den afgiftspligtige gjorde gældende, at der efter elafgiftslovens § 11, stk. 5, var hjemmel til at foretage en skønsmæssig fordeling af elforbruget i et afgiftspligtigt forbrug til henholdsvis vandvarmere/rumopvarming og et fradragsberettiget forbrug til procesvarme samt at beregningen kunne foretages ud fra virksomhedernes konkrete åbningstid, og beregningerne skulle derfor ikke ske ud fra den periode, hvor den afgiftspligtige generelt var omfattet af reglerne.

Landsretten bemærkede, at det påhviler den afgiftspligtige, der kræver tilbagebetaling af elafgiften, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldte. Elafgiftslovens § 11, stk. 5, opregner udtømmede de tre metoder, som kan anvendes ved opgørelsen af den elafgift, der ikke kan tilbagebetales efter lovens § 11, stk. 3.

Landsretten fastslog, at der ikke er hjemmel til at foretage fordelingen af elforbruget og dermed elafgiften skønsmæssigt. Landsretten fastslog videre, at når afgifter efter elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, for så vidt angår bl.a. vandvarmere og anlæg beregnet til rumvarme kan opgøres på grundlag af den målte drifttid, kan denne driftstid ikke efter en almindelig fortolkning af bestemmelsernes ordlyd kunne forstås som forretningernes åbningtid. Det må derimod forstås som den målte tid, anlæggene har været i drift.

Dom Vestre Landsret har den 8. marts 2004 afsagt dom i en sag om elforbrug i udstillingshuse. Dommen er offentliggjort i SKM2004.167.VLR. Virksomheden anvendte el til bl.a. opvarmning af seks udstillingshuse af forskellige typer, hvoraf tre var beliggende på Sjælland og tre i Jylland. Virksomheden havde ikke opsat måler, som kunne måle elforbruget til husene i Jylland. Sagen vedrørte, om elforbruget i udstillingshusene i Jylland, hvilket forbrug ikke berettigede til godtgørelse, kunne opgøres skønsmæssigt på baggrund af en syns- og skønserklæring, evt. om måling af elforbruget i husene på Sjælland kunne betragtes som en måling af forbruget i Jylland

Landsretten fastslog, at virksomheden ikke havde aflæst elforbruget i udstillingshusene i Jylland for de relevante år, og virksomheden havde således ikke fulgt den opgørelsesmetode, der var fastlagt i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1. Da virksomheden ikke ønskede elforbruget opgjort efter lovens § 11, stk. 5, nr. 2, eller 3, og da der ikke var hjemmel til at opgøre elforbruget på andre måder, tiltrådte landsretten, at elforbruget blev opgjort efter elafgiftslovens § 11, stk. 6, dvs. beregning af afgiften pr. m^2.

Dommen er i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse.

KendelseLandsskatteretten har den 9. november 2004 afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af naturgasafgift, olieafgift og CO2-afgift. Hvis der fra samme anlæg fremstilles såvel tilbagebetalingsberettiget som ikke-tilbagebetalingsberettiget rumvarme og varmt vand, kan der ske tilbagebetaling af en forholdsmæssig del af afgiften, såfremt en sådan kan opgøres. Den i sagen anvendte metode til beregning af energiforbruget til fordampning i et befugtningsanlæg opfyldte ikke energilovgivningens krav om måling af det energiforbrug, der måtte være tilbagebetalingsberettiget. Som følge heraf var der ikke mulighed for tilbagebetaling. Landsskatteretten bemærkede herudover, at der ikke var taget stilling til spørgsmålet om det omhandlede forbrug rent faktisk var tilbagebetalingsberettiget. Kendelsen er offentliggjort i SKM2004.488.LSR.  

Kendelse►Landsskatteretten har den 15. september 2004 afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af elafgift og CO2-afgift i to kommunale havne, jf. SKM2005.91.LSR. Opgørelsen af havnenes godtgørelsesberettigede elektricitetsforbrug kunne ske således, at der fra havnenes samlede elektricitetsforbrug efter måler fratrækkes det forbrug, der vedrører videresalg samt det forbrug, der er anvendt til rumvarme/varmt vand. Vedrørende den elektricitet, der har været videresolgt til fiskekuttere, skal opgørelsen ske efter de målinger, som havnene har foretaget, og vedrørende salget af elektricitet til lystbåde, der ikke har været målt, må opgørelsen af dette ske skønsmæssigt. Da der ikke var sket måling af den elektricitet, som var medgået til rumvarme/varmt vand må opgørelsen ske efter effektreglen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3. ◄