Efter 1908-lovens § 2 afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham/hende og uden ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse. Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, vil der løbe en ny 5-årig forældelsesfrist fra afbrydelsestidspunktet.

Erkendelse af gælden En borgers/virksomheds erkendelse af et konkret opgjort skatte- eller afgiftskrav kan opnås på flere måder. Erkendelsen kan være udtrykkelig - uden dog at have karakter af et særligt retsgrundlag - jf TfS 1999, 429, hvor Københavns byret fandt, at 1908-lovens 5-årige forældelse var afbrudt ved, at den skattepligtiges revisor havde anerkendt skattegælden på et møde mellem skatteforvaltningen og revisor. Se tilsvarende TfS 1995, 65 ØLD, hvor den indirekte anerkendelse bestod i, at der var anmodet om frigivelse af investeringsfondsmidler, samt TfS 2000, 473 VLK, hvor kravet blev anset for anerkendt af borgeren/virksomheden på trods af, at den erklæring, der afbrød fristen, var vedlagt en protestskrivelse, der imidlertid ikke blev anset for tilstrækkelig klar og entydig.

Erkendelsen kan ligeledes være stiltiende, fx i form af en anmodning om henstand med betaling eller eftergivelse af kravet, jf. TfS 1997, 586 (byretsdom) og TfS 2000, 234 ØLK. Gives der ansøgt betalingshenstand, løber der en ny frist fra henstandens ophør, jf. TSS-cirkulære 1997-7 og TfS 1995, 691 DEP. Se også TfS 1999, 331 ØLK.

En anmodning om betalingshenstand, der indgives i forbindelse med påklage af grundlaget for kravet, er dog ikke udtryk for en sådan erkendelse af kravet, at forældelsesfristen afbrydes. I disse situationer vil forældelsesfristen imidlertid være suspenderet under henstandsperioden, jf. TfS 2000, 205 ØLD.

Som et andet eksempel på en anerkendelse af gælden kan nævnes en afdragsordning. Derimod anses det ikke i sig selv for en erkendelse af kravet, at borgeren/virksomheden forfølger kravet ved administrativ påklage, jf UfR 1979, 64 HD, idet en administrativ påklage ikke opsætter betalingsforpligtelsen. Derfor er myndighederne ikke afskåret fra at afbryde forældelsesfristen ved at foretage retlige skridt, jf. nærmere nedenfor. Endvidere blev det i dommen TfS 1992, 333 VLD lagt til grund, at der ikke var tale om erkendelse af gælden i en situation, hvor skyldig selskabsskat var anført i et regnskab, der var indsendt til kommunen.

Hvis en borger/virksomhed af egen drift retter henvendelse til myndighederne om udeholdelser eller fejl, som myndighederne allerede er på det rene med, vil dette ikke kunne betragtes som en erkendelse af gæld, som kan afbryde forældelsesfristen. Det afhænger af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en erkendelse af (yderligere) gæld eller måske endog som et særligt retsgrundlag, se nærmere nedenfor.

Retslige skridt Myndighedernes fastsættelse af et krav ved administrativ afgørelse eller fremsættelse af krav om betaling overfor skyldneren er ikke retslige skridt, der afbryder 1908-lovens 5-årsfrist. De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder forældelsesfristen, er derimod sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og forkyndelse af strafferetslig tiltale, jf. TfS 1993, 92 VLR, hvorimod ransagning og sigtelse ikke har afbrydende virkning. Afbrydende virkning har endvidere anmeldelse i skyldners konkursbo, tvangsakkord- eller gældssaneringsbo. Det samme gælder indgivelse af konkursbegæring, hvis denne fører til afsigelse af dekret. Se TfS 1999, 442 hvor Københavns byret fandt, at forældelsen af skattekrav, som var anmeldt i et konkursbo, ikke var afbrudt ved anmeldelsen i boet. Skattekravet var herefter alene suspenderet i tiden mellem kravets anmeldelse og indtil det tidspunkt, hvor skattemyndigheden modtog meddelelse om, at kravet ikke ville blive prøvet i boet.

Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning til retten afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. Myndighederne behøver ikke at afbryde forældelsesfristen ved udtagelse af stævning, hvis borgeren/virksomheden selv har indbragt kravet til prøvelse ved domstolene, jf. TfS 1990, 120 ØLD. For udlægs vedkommende afbrydes forældelsen ifølge retsplejelovens § 527 ved indgivelse af anmodningen om udlæg, såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og dette følges op med yderligere inddrivelsesforsøg, i sidste instans ved gennemførelse af tvangsrealisation. Ved udlæg for skatter og afgifter, der foretages af told- og skattefogeder og kommunernes pantefogeder, regnes fristen fra selve udlæggets foretagelse, jf. TfS 2000, 405 HD. Selv om udlægsforretningen slutter som forgæves, bevares den afbrydende virkning på forældelsesfristen, jf. TfS 1997, 678 ØLK. Pålæg om lønindeholdelse er ikke et retsligt skridt, der afbryder forældelsesfristen.  

Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag Det følger af 1908-lovens § 1, sidste punktum, at forældelsesfristen på 5 år ikke gælder, når der er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag for fordringen, hvorved gælden er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. Fordringer, som således er sikrede, forældes efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se N.2.2.

Som hovedeksempler på særligt retsgrundlag kan foruden egentlige gældserklæringer nævnes domme og forlig. Derimod er hverken et udlæg, en arrest eller en anmodning om betalingshenstand, eftergivelse eller om en afdragsordning et særligt retsgrundlag. Det samme gælder myndighedernes fastsættelse af et krav ved administrativ afgørelse.

Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens § 9, stk. 3, for skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§ 9, stk. 1, og 10, stk. 1, nævnte begivenheder, udgør ikke et særligt retsgrundlag, fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå umiddelbart på grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til skattetilsvar i medfør af etableringskontolovens §§ 9, stk. 1 og 2, og 11, stk. 1 og 3, jf. § 9, stk. 3.

For så vidt angår retsgrundlag i form af gældsbreve bemærkes særligt, at hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke fastslår, at debitor skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke 1908-lovens betingelser for at være et særligt retsgrundlag. Heraf følger, at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den underliggende fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev til sikkerhed for fordringen er derfor heller ikke tilstrækkeligt til at etablere særligt retsgrundlag. De andre særlige retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse er fastslået. Således blev en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet mellem parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. UfR 1965, 608 (byretsafgørelse).

I øvrigt bemærkes, at selv om der er udstedt et gældsbrev for en fordring, kan et vedhængende rentekrav selvstændigt forældes efter 1908-loven.