I dette afsnit beskrives de krav, der stilles til en begrundelse i en sagsfremstilling. Disse krav skal ses i sammenhæng med forvaltningslovens og toldkodeksens regler om begrundelse, som beskrives i afsnit E.3.7.

Henvisning til retsreglerToldSkats begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, der ligger til grund for afgørelsen. Henvisningen skal ske på en klar og specifik måde, så bestemmelserne uden videre kan identificeres af borgeren/virksomheden. Henvisningen skal derfor angive lovens nummer, dato og navn samt relevante bestemmelsers paragraffer, stk., litra, nummer osv. Henvisningen kan også bestå i at angive relevante direktiver eller forordninger fra EU, som i vidt omfang angiver gældende ret på told- og afgiftsområdet.

I det omfang der er udstedt bekendtgørelser, skal der også henvises til de relevante bestemmelser heri med angivelse af bekendtgørelsens nummer, paragraf, stk. litra osv. 

Det er kun nødvendigt, at anføre oplysninger om lovens nummer og dato første gang loven nævnes. Herefter er det tilstrækkeligt at henvise til lovens almindelige betegnelse (fx kildeskatteloven). Der skal dog stadig henvises til den relevante paragraf. 

Bestemmelsens ordlyd bør indarbejdes i sagsfremstillingen. Hvis reglen er meget omfattende, kan den efter omstændighederne undtagelsesvis vedlægges i kopi. For at sikre at borgeren/virksomheden forstår betydningen af den anvendte regel, kan det være nødvendigt at forklare, hvad reglen betyder i et almindeligt sprog.  

Er der tvivl om den retlige fortolkning eller om indholdet af den regel, der efter ToldSkats opfattelse skal lægges til grund i sagen, må ToldSkat nærmere redegøre for fortolkningen. Det kan ske ved henvisning til lovforarbejder, cirkulærer mv.   

Henvisning til praksis mv. 

• Kun væsentlige principielle afgørelser af betydning: Gennemgangen af praksis skal ikke være en ukritisk gennemgang af alt kendt materiale på området. Der skal kun henvises til væsentlige/principielle afgørelser, der har betydning for sagens afgørelse. Når der er en fast praksis på et område, bør referaterne indskrænke sig til fx de seneste Højesteretsdomme. Domme, som ikke længere er gældende, bør udelades. Begræns derfor antallet af henvisninger til få væsentlige afgørelser. 
• Gengivelse skal bestå af korte referater: Domme og kendelser skal ikke gengives i sin helhed. Derimod skal afgørelsen gengives ved et kort referat af dommens indhold og en kort beskrivelse af, hvilken betydning dommens konklusion har for den foreliggende sag.  
• Domme og kendelser skal heller ikke blot opremses. Det skal derimod angives hvilke momenter i dommen, der lægges vægt på. I de tilfælde hvor borgeren/virksomheden har påberåbt sig en dom, kan der evt. også kort redegøres for, hvorfor dommen ikke er relevant. 
• Der skal som udgangspunkt kun henvises til offentliggjorte afgørelser - fx afgørelser der er offentliggjort via SKM og i Ugeskrift for Retsvæsen. Henvisning til ikke offentliggjorte afgørelser fra øverste administrative instans kan efter omstændighederne være relevant, fx hvis sagerne udspringer af samme forhold. I givet fald bør den pågældende afgørelse vedlægges i anonymiseret stand. 
• Andet: Hvis der henvises til praksis skal det gøres på en måde, så borgeren/virksomheden forstår det relevante heri. 

Det er ikke nok, at den bestemmelse der henvises til, angiver hovedhensynene for skønnet. 

Eksempelvis er det ikke nok at angive et samlet skøn på fx 100.000 kr., uden at der nærmere er redegjort for, hvordan dette skøn er fremkommet, herunder på hvilket grundlag det er udøvet. Hvis der er tale om forskellige indkomstarter, som ikke har et fælles opgørelsesgrundlag, er det ikke nok at angive et samlet beløb. Derimod skal beløbet fordeles mellem de enkelte indkomstarter. 

Beløbet skal naturligvis også opdeles på eksempelvis skat og moms, hvis sagsfremstillingen vedrører både skat og moms. Er der kun lagt vægt på nogle få - men ikke alle de mulige skønsmomenter - bør det angives, hvorfor der er lagt vægt på netop disse momenter og ikke de andre. Dette gælder især, hvis de momenter der ikke er tillagt betydning, taler for en mere gunstig afgørelse for borgeren/virksomheden.  

Hvis der henvises til praksis for en skønsbestemmelse, skal der kort redegøres for den pågældende praksis.  

Redegørelse for de faktiske omstændigheder som er lagt til grund ved afgørelsenBegrundelsen skal om fornødent indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 2.  En redegørelse for de faktiske omstændigheder er altså i princippet ikke altid nødvendig.

Imidlertid er ToldSkats sager normalt så komplicerede, at en redegørelse for de faktiske omstændigheder vil være nødvendig. 

Dette gælder især, hvis der er lagt vægt på en del - men ikke alle - opregnede omstændigheder, som fremgår af faktumbeskrivelsen.  

Redegørelsen for de faktiske omstændigheder skal især beskrives grundigt, når faktum er uklart eller omtvistet.  

Hvis der er uenighed mellem ToldSkat og borgeren/virksomheden om de faktiske omstændigheder, er det nødvendigt, at ToldSkat redegør for, hvordan det faktiske hændelsesforløb antages at have været og hvorfor. 

Jo mere kompliceret og sammensat sagen er, jo større vil behovet være for udtrykkeligt at fremhæve de afgørende faktiske omstændigheder. 

ToldSkats foreløbige konklusionUd fra lovregler, praksis osv. skal ToldSkat forholde sig til de enkelte punkter og til borgerens/virksomhedens eventuelle opfattelse og begrundelse herfor. Afsnittet skal med andre ord forholde sig til:

• hvad lovregler og praksis siger
• hvad borgeren/virksomheden siger, (der er ikke pligt til at tage stilling til alle borgerens/virksomhedens synspunkter, men hvis der er tale om synspunkter, som borgeren/virksomheden har tillagt særlig vægt, bør de nok berøres, se herom i afsnit E.3.7)
• hvad ToldSkats vurdering og konklusion er