Den skattepligtige har ret til ordinær genoptagelse af en skatteansættelse, hvis anmodningen om genoptagelse fremsættes senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, jf. den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 34, stk. 2. Det er tilstrækkeligt for at overholde 3-års fristen, at begæringen er fremsat inden fristens udløb, mens det er uden betydning, hvornår en eventuel ansættelsesændring finder sted. Som en undtagelse herfra gælder dog, at hvis der i perioden indtil 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb forelægges myndighederne oplysninger, der viser, at en ansættelse er materielt forkert og som umiddelbart giver grundlag for korrektion, skal ansættelsen korrigeres.Betingelser for ordinær genoptagelse Der gælder ingen særlige formkrav til en anmodning om ordinær genoptagelse, hvorfor anmodningen i princippet kan fremsættes mundtligt. Anmodningen må dog suppleres med et skriftligt grundlag, der sandsynliggør, at ansættelsen kan anses for forkert. Eksempelvis vil indgivelse af et regnskab altid blive anset for en anmodning om genoptagelse, jf. herved SKM2004.43.LSR. I denne sag havde en andelsboligforening indgivet regnskaber inden udløbet af 3-års fristen men havde opgjort de fradragsberettigede udgifter forkert i forhold til  ligningsvejledningens anvisning. Der blev herefter efter udløbet af 3-års fristen anmodet om ændring af fradrag. Landsskatteretten lagde til grund, at  det som udgangspunkt er skattemyndighedernes ansvar, at der foretages en korrekt skatteansættelse, når der er selvangivet korrekt og fyldestgørende. Det var endvidere uomtvisteligt, at der inden udløbet af 3-års fristen var forelagt skatteforvaltningen oplysninger, der kunne begrunde ændring, hvorfor genoptagelse kunne ske i henhold til den dagældende SSL § 34. Helt ubegrundede anmodninger om genoptagelse kan afvises. Den skattepligtige har ikke et ubetinget krav på genoptagelse, således at realitetsbehandling altid skal finde sted. Dette forhold følger af selvangivelsespligten, der indebærer, at den skattepligtige selv har et ansvar for, at grundlaget for skatteansættelsen er rigtigt. Dette ansvar afspejles således i bestemmelsen, idet der alene foreligger en betinget ret til genoptagelse. Det er herefter en betingelse for genoptagelse, at den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, der kan være af såvel faktisk som retlig karakter, og som kan medføre en ændret skatteansættelse.

Den skattepligtige skal dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere skatteansættelse har været forkert, fordi den hviler på  urigtige eller ændrede faktiske eller retlige forhold. Oplysningen skal vedrøre de pligtmæssige selvangivelsesoplysninger, jf. SKL § 1.

Den skattepligtige har et egentligt retskrav på genoptagelse, såfremt de nye oplysninger skaber en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedens oprindelige stillingtagen til sagen. Skattemyndighederne skal i formel henseende vurdere, om disse kan medføre en ændret skatteansættelse. Hvis skatteansættelsen uanset de nye oplysninger fortsat må anses for korrekt, kan en genoptagelsesanmodning afslås.

En tilladelse til ordinær genoptagelse behøver ikke at resultere i en ændret skatteansættelse. I praksis vil en genoptagelse kun ske, hvis den tidligere ansættelse efter en konkret vurdering må anses for ugyldigt foretaget, eller hvis en materielretlig (ligningsmæssig) vurdering fører til, at ansættelsen bør ændres. Dette var ikke tilfældet i TfS 1996, 714 ØLD, TfS 1996, 655 ØLD, 1997, 610 VLD, TfS 1998, 528 ØLD og TfS 1999, 573 ØLD. Derimod blev der tilladt ordinær genoptagelse i SKM2001.93.ØLD, idet en rettidig anmodning herom efter omstændighederne ikke blev anset for frafaldet.Ændret valg af selvangivelsesoplysninger Genoptagelsesfristen i den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 34, stk. 2, gælder kun de pligtmæssige selvangivelsesoplysninger efter SKL § 1.

Fristen for ændring af oplysninger i selvangivelsen om valg mellem flere muligheder, fx valg vedrørende virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, eller valg af afskrivningsprocent, er reguleret i de enkelte særlove (lex specialis), hvori adgangen til disse særlige valgmuligheder er givet, jf. herved TfS 1999, 219 LSR. Her var fristen for omvalg i virksomhedsskatteloven overskredet, hvorfor genoptagelse ikke kunne tillades.

Hvis betingelserne for omvalg er opfyldt, vil tilladelse til genoptagelse være en ren konsekvens heraf. Se endvidere TfS 1997, 545 DEP.

Det kan tilføjes, at en efterfølgende ændring af ned- og afskrivninger, som ønskes foretaget uden særskilt hjemmel i afskrivningsloven eller andre særlove, skal behandles efter den almindelige regel om genoptagelse i den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 34, stk. 2.

Tilbagefordeling af indkomst m.v. Endvidere bemærkes det, at tilladelse til ordinær genoptagelse vil være en ren konsekvens i de tilfælde, hvor betingelserne for at tillade tilbagefordeling af indkomster samt renteindtægter og renteudgifter er opfyldt, jf. nærmere herom i LV,  afsnit A.B.1.1 og A.D.1.2. 

 Kompetence, ordinær genoptagelse Det er forudsat i forarbejderne til den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 34, stk. 2, at kompetencen til at afgøre, om en genoptagelsesanmodning skal imødekommes, tilkommer den skattemyndighed, der i øvrigt skal foretage skatteansættelsen i første instans. En genoptagelsesanmodning efter den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 34, stk. 2 skal således indgives til den skatteansættende myndighed, medmindre der er tale om et spørgsmål, hvor en anden skattemyndighed tidligere har taget stilling. I sådanne tilfælde vil den skatteansættende myndighed kun have kompetence, hvis genoptagelse er begrundet i omstændigheder som anført i den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 35, stk. 1, nr. 1-8 og 10. Den skatteansættende myndighed har på tilsvarende måde kompetencen i tilfælde, hvor den kommunale skatteforvaltning inden den 1. juli 1998 har foretaget ligningen af en juridisk person, bortset fra et dødsbo, forudsat den samme kommunale ligningsmyndighed efter den 1. juli 1998 fortsat foretager ligningen af den pågældende juridiske person i henhold til kontrakt med staten. For så vidt angår myndighedskompetencen til genoptagelse i tilfælde, hvor ligningen foretages af en anden myndighed end den kommune, der var ligningskommune inden den 1. juli 1998, henvises nærmere til TSS-cirkulære 1998-34, som er suppleret af TSS-cirkulære 2001-39. Fører en genoptagelsessag til beslutning om ændring af skatteansættelsen, følges proceduren i SSL § 3, stk. 4. Der skal udsendes agterskrivelse, medmindre den skattepligtiges ændringsbegæring imødekommes fuldt ud, jf. SSL § 3, stk. 5. Se nærmere afsnit E.3.5.2.

 Særligt om Klagemyndighedernes genoptagelse af egne afgørelser Genoptagelse af skatteankenævnenes og Landsskatterettens egne tidligere afgørelser er reguleret i SSL §§ 22 og 29, jf. afsnit A.1.4 og A.2.4. Kompetencen ligger i disse tilfælde hos henholdsvis skatteankenævnene og Landsskatteretten, jf. f.eks. SKM2002.679.ØLR, hvor betingelserne for genoptagelse af Landsskatterettens egen tidligere kendelse ikke blev anset for opfyldt. Hvis en anmodning om genoptagelse derimod er begrundet i omstændigheder som anført i den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 35, stk. 1, nr. 1-10 fremgår det af lovbemærkningerne til den dagældende SSL § 35, stk. 4, at genoptagelseskompetencen som en afledet virkning af nævnte bestemmelse alternativt ligger hos den skatteansættende myndighed, uanste om skatteankenævnet eller Landskatteretten tidligere har påkendt spørgsmålet.

Klage ved afslag på genoptagelse Hvis en skatteansættende myndighed giver afslag på en anmodning om ordinær genoptagelse, påklages afgørelsen på samme måde som en skatteansættelse. Det vil sige til skatteankenævn og/eller Landsskatteretten.

Hvis en klagemyndighed giver tilladelse til genoptagelse, skal genoptagelsen effektueres hos den myndighed, der sidst har truffet realitetsafgørelse i sagen, jf. dog særreglen om skatteankenævn i SSL § 21 A. Såfremt sagen genoptages, følger en eventuel klage over ansættelsen den sædvanlige klageinstansfølge efter skattestyrelseslovens kapitel 3. Der henvises i øvrigt til afsnit H.1.1.1.