Efter ansøgning kan de statslige told- og skattemyndigheder give tilladelse til afgiftsoplag for nedennævnte råvarer på betingelse af, at varerne omsættes på internationale varebørser eller lignende former for international kædehandel. Der skal desuden foreligge et særligt økonomisk behov for at oprette lagret.

Varer KN-nummer
1. Tin 8001
2. Kobber 7402
  7403
  7405
  7408
3. Zink 7901
4. Nikkel 7502
5. Aluminium 7601
6. Bly 7801
7. Indium ex 81 12 91
  ex 81 12 99
8. Korn 1001 til 1005
uafskallet ris 1006
  1007 til 1008
9. Olieholdige frø og frugter 1201 til 1207
Kokos-, para- og akajounødder 0801
Andre nødder 0802
Oliven 071120
10. Frø og bønner (også sojabønner) 1201 til 1207
11. Ubrændt kaffe 0901 11 00
  0901 12 00
12. Te 0902
13. Kakaobønner, hele eller brækkede, rå eller brændte 1801
14. Råsukker 1701 11
  1701 12
15. Gummi, i ubearbejdet form eller som plader eller bånd 4001
  4002
16. Uld 5101
17. Kemiske produkter, bulk kapitel 28 og 29
18. Mineralolie (herunder propan og butan samt råolie) 2709
  2710
  2711 12
  2711 13
19. Sølv 7106
20. Platin (palladium, rhodium) 7110 11 00
  7110 21 00
  7110 31 00
21. Kartofler 0701
22. Vegetabilske fedtstoffer og olier og fraktioner deraf, også raffinerede, men ikke kemiske modificerede. 1507 til 1515

Tilladelse mv. til oprettelse af oplag Oplagsindehavere skal registreres efter momsloven, evt. ved en herboende repræsentant. ToldSkat kan nægte eller tilbagekalde en tilladelse, hvis indehaveren eller de i virksomheden beskæftigede personer har overtrådt eller overtræder reglerne for tilladelsen eller tilsidesat/tilsidesætter vilkårene herfor.

Hvis indehaveren mister rådighed over sit bo eller standser sine betalinger, kan ToldSkat ligeledes nægte eller tilbagekalde en tilladelse.

Hvis en tilladelse bortfalder eller tilbagekaldes, skal varer, som opbevares på afgiftsoplaget, straks momsberigtiges, overføres til udlandet eller til et andet afgiftsoplag.

Varerne skal opbevares på de i tilladelsen angivne steder eller lokaliteter. ToldSkat fastsætter, om varerne skal være fysisk adskilt fra andre varer, eller om der skal foreligge et regnskab, hvorved der kan ske en identifikation af varerne. ToldSkat kan endvidere fastsætter nærmere bestemmelser om lagerregnskabet samt om de benyttede lokaliteter.

Regnskabsføring mv. Oplagsindehaveren skal i regnskabet notere tilførte og fraførte varer. Ved fraførsel noteres desuden i regnskabet den fraførende virksomheds momsnummer.

Registrerede virksomheder, der afgiftsfrit leverer EU-varer til oplæggelse på et afgiftsoplag her i landet, skal anføre på fakturaen, at  varerne er bestemt til afgiftsfri oplæggelse. Hvis en faktura ikke foreligger, kan et andet handelsdokument bruges.

Registrerede virksomheder, der foranlediger, at varer fraføres et afgiftsoplag, skal ved fraførslen anføre momsbeløbet efter § 11 a på kontoen for udgående moms. Ved direkte transport fra oplaget til andre EU-lande eller til steder uden for EU finder lovens bestemmelser om EU-leverancer samt om leverancer til steder uden for EU anvendelse.

Varerne kan under opbevaringen kun underkastes de sædvanlige behandlinger, som kan finde sted under en toldoplagsprocedure.

Detailsalg af varer fra oplag kan kun finde sted i særlige tilfælde i overensstemmelse med reglerne for toldoplagsprocedurer.

Hæftelse Oplagsindehaveren hæfter for afgiften af varer, der ikke forefindes ved ToldSkat's eftersyn, hvis varerne ikke er fraført efter reglerne for oplag, eller hvis det ikke skønnes godtgjort, at varerne er forgået under opbevaringen af grunde, som kan henføres til varens egen beskaffenhed, eller som følge af et hændeligt uheld eller force majeure.

Varernes værdi ved ovennævnte hæftelse fastsættes efter § 32, stk. 4. Hvis tidspunktet for fraførslen ikke kendes, er det tidspunkt gældende, hvor lagermanglen konstateres.