Efter bekendtgørelsens § 92 skal virksomheder, der leverer brugte varer efter §§ 70-71, udstede en særskilt faktura over leverancen af brugte varer mv.

Fakturaen skal være forsynet med oplysninger om, at varen sælges efter de særlige regler for brugte varer mv., og at momsbeløbet, der er indeholdt i prisen, ikke kan fradrages som købsmoms. Det kan f.eks. ske ved at fakturaen er påtegnet: "Inklusiv brugtmoms - ingen adgang til momsfradrag for køber".

Der må ikke i fakturaen anføres et momsbeløb eller anden angivelse af, hvordan momsbeløbet kan udregnes.

Ved videresalg til private kan købers navn og adresse udelades efter reglerne om forenklede fakturaer.

Køb fra private Virksomheder, der køber brugte varer fra ikke-registrerede virksomheder og private til videresalg efter §§ 70-71, skal i forbindelse med købet udstede et afregningsbilag med de almindelige oplysninger, se N.2.3.

Den ikke registrerede sælger skal attestere rigtigheden af oplysningerne. Hvis dette ikke kan ske, skal virksomheden være i besiddelse af tilsvarende dokumentation fra sælger om handelen.

Virksomheder, der indkøber varer under brugtmomsordningen fra registrerede virksomheder, skal for indkøbet være i besiddelse af fakturaer udstedt efter reglerne herom.

Auktionssalg For varer, der sælges på auktion efter §§ 70-71, skal auktionsholderen udstede faktura i overensstemmelse med faktureringsbestemmelserne for brugte varer. Derudover skal auktionsholderen udstede et afregningsbilag til såvel registrerede som ikke registrerede i overensstemmelse med reglerne for køb fra private, se ovenfor. Afregningsbeløbet skal udgøre salgsprisen inkl. moms.

Auktionsholdere skal kunne godtgøre, at varen kan sælges på auktion efter §§ 70-71.