Ifølge bekendtgørelsens § 58 skal virksomheder til dokumentation for købsmomsen kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer, eller afregningsbilag, der opfylder kravene i bekendtgørelsens kap. 11. Ved en faktura forstås her det dokument, der af leverandøren og modtageren betragtes som anmodning om betaling af leverancen.
For varer, der indføres fra steder uden for EU, skal dokumentationen bestå af de meddelelser, som virksomheden har modtaget fra ToldSkat om størrelsen af den moms, som påhviler varen ved indførsel. Virksomheder, der ikke er registreret efter toldloven, anvender som dokumentation for momsen på importerede varer enhedsdokumentets eksemplar 8 med eventuelle rettelsesmeddelelser fra ToldSkat. Denne dokumentation kan også anvendes af virksomheder, der er registreret efter toldloven.
Ved køb af varer hos registrerede virksomheder i andre EU-lande skal der fremlægges fakturaer for erhvervelser, indeholdende såvel køberens som sælgerens momsnumre.
Købekontrakter, slutsedler eller ordrebekræftelser anerkendes ikke som forskriftsmæssige fakturaer, og kan derfor ikke anvendes til dokumentation for købsmomsen. Dette begrundes dels i kontrolmæssige hensyn, dels i at godkendelse af en købekontrakt eller slutseddel som gyldig faktura i relation til momslovens bestemmelser ville få den for erhvervslivet uønskede virkning, at den pågældende leverance skulle medregnes til leverandørens momspligtige omsætning på tidspunktet for udstedelsen af købekontrakten eller slutsedlen, jf. § 23, stk. 2.
Vedrørende fakturaer for udbedring af forsikringsskader er det fastsat, at automobilreparatører til forsikringsselskaber skal udstede en faktura på det fulde reparationsbeløb med tillæg af moms og med oplysning om et eventuelt modtaget selvrisikobeløb. Den udstedte faktura vil af forsikringstageren kunne fremlægges til dokumentation for købsmomsen på betingelse af, at det af fakturaen fremgår, at reparationen er udført med den skadelidtes virksomhed som modtager.