Efter denne bestemmelse skal kreditkøbs- og finansieringstillæg mv. medregnes i momsgrundlaget.
►Landsskatteretten har i SKM2003.541.LSR truffet afgørelse om, at et selskabs rykkergebyrer ved ikke-rettidig betaling af momspligtige leasingydelser ikke er momspligtige.◄
►Landsskatteretten udtaler i kendelsen, at de på forhånd aftalte rykkergebyrer må anses for et standardiseret og objektivt grundlag for den godtgørelse af omkostninger, som selskabet kan kræve for tab ved ikke at modtage den aftalte pengeydelse til den aftalte tid. Tabet består i denne situation af udgifter til iværksættelse af rykkerprocedure m.v.◄
►Den godtgørelse af omkostninger, som finder sted ved rykkergebyrerne, må anses for at være af en anden karakter end de af 6. momsdirektivs artikel 11, pkt. A, stk. 2, litra b, omfattede biomkostninger, og ses i hvert fald ikke med hjemmel i den danske momslov at kunne medregnes som en del af afgiftsgrundlaget for den leverede leasingydelse.◄
►Godtgørelsen kan endvidere ikke anses som vederlag for en leverance, og må som følge heraf anses for at falde uden for momslovens anvendelsesområde, jf. momslovens § 4, stk. 1.◄
►Told- og Skattestyrelsen har som følge af SKM2003.541.LSR i TSS-cirkulære 2005-05 om ændring af praksis og genoptagelse af opgørelse af momstilsvaret ved ikke-rettidig betaling af momspligtige leverancer bl.a. anført, at SKM2003.541.LSR ændrer praksis vedrørende rykkergebyrer ved finansiering af købekontrakter i forbindelse med salg af varer og ydelser på kredit.◄
►Den ændrede praksis betyder, at virksomheder, der opkræver rykkergebyrer ved ikke-rettidig betaling af momspligtige leverancer ikke skal medregne gebyrerne til virksomhedens afgiftsgrundlag, jf. momslovens § 27, stk. 2, nr. 2, idet gebyrerne ikke kan anses for at være en del af vederlaget for leverancen.◄
►Der skal ikke længere sondres mellem rykkergebyrer opkrævet i forbindelse med virksomhedens finansiering af købekontrakter vedrørende salg på kredit, og rykkergebyrer opkrævet ved ikke-rettidig betaling af momspligtige leverancer.◄
►Rykkergebyret er i begge situationer at betragte som en erstatning for virksomhedens tab ved, at virksomheden ikke modtager den aftalte pengeydelse til den aftalte tid, og i ingen af tilfældene indgår gebyret som en del af vederlaget for selve leverancen. Det er således ikke selve leverancen, der udløser rykkergebyr-betalingen, men derimod misligholdelsen af betalingsforpligtelsen.◄
►Rykkergebyrer for en købers ikke-rettidige betaling falder derfor i begge tilfælde uden for momslovens anvendelsesområde.◄
De kontogebyrer, som et stormagasin beregner sig for at administrere en konto med et bestemt maksimum for køb i stormagasinet, anses for at være fritaget efter lovens § 13, stk. 1, nr. 11, som en finansiel ydelse.
Begrundelsen er, at administration af en sådan konto kan sammenlignes med administration af en kassekredit, som er momsfri. Administration af konti for andre virksomheder og administration af kreditsalg er imidlertid momspligtigt.