| Materialer anvendt af virksomheden selv Virksomheder, der for egen regning opfører bygninger mv., med henblik på salg og udlejning, kan fuldtud fradrage købsmomsen af de materialer, som udelukkende anvendes til det arbejde, der udføres af den momspligtige person eller dennes ansatte, jf. momslovens § 37, stk. 1. Tilsvarende kan virksomheder, der opfører bygninger mv. for egen regning til virksomhedens eller virksomhedens indehavers brug, fuldtud fradrage købsmomsen af de materialer, som udelukkende anvendes til arbejde, der udføres af virksomhedens ansatte.
Til købsmomsen kan således medregnes momsen af de omkostninger, der indgår i kalkulationen for det pågældende byggearbejde, f.eks. vognmandskørsel af jord, beton mv. Endvidere kan f.eks. momsen af hårde hvidevarer, som virksomheden selv monterer, medregnes til virksomhedens købsmoms, men skal så efterfølgende medtages i kalkulationen af virksomhedens momsgrundlag for det pågældende arbejde. Tilsvarende gælder for momsen af udgifter til el, vand og varme, der benyttes af virksomheden ved byggeriet indtil tidspunktet for byggeriets færdiggørelse.
Materialer indkøbt til brug for andre virksomheders arbejder Ved byggeri mv. med henblik på salg eller udlejning kan momsen af materialer, som virksomheden indkøber til andre virksomheders arbejde ved byggeriet, ikke medregnes til købsmomsen, jf. § 37, stk. 1, fordi disse indkøb anvendes til brug for en fritagen transaktion i form af udlejning eller salg af den faste ejendom, jf. § 13, stk. 1, nr. 8 og 9. Momsen af håndværksarbejde (entrepriser), som udføres af andre virksomheder, kan heller ikke medregnes til købsmomsen, jf. Mn 255/69 og Mn 267/69. Sådanne entrepriser og materialeindkøb indgår til gengæld heller ikke i opgørelsen af momsgrundlaget ved byggeri for egen regning.
Er virksomheden derimod frivilligt registreret for udlejning mv. af den pågældende faste ejendom, jf. momslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., kan virksomheden fradrage købsmomsen af indkøb af materialer til brug for underleverandører og entrepriser der udføres af andre virksomheder efter momslovens almindelige regler. Omfatter den frivillige registrering hele ejendommen, har virksomheden således fuld fradragsret, jf. § 37.
Virksomhederne kan ligeledes blive frivilligt registreret for opførelse mv. af fast ejendom med henblik på salg til en registreret virksomhed, jf. momslovens § 51, stk. 1, 5. pkt. Det betyder, at virksomheden på visse betingelser kan få tilbagebetalt den moms, som den har betalt i forbindelse med købet og byggeriet mv.
Om betingelserne for frivillig registrering, se Q.1.2.2.1, Q.1.2.3.1 og M.5.
Ved byggeri mv. med henblik på virksomhedens brug er der fradragsret for købsmomsen af materialer, som virksomheden indkøber til andre virksomheders arbejde ved byggeriet, og for momsen af entrepriser, som udføres af andre virksomheder, efter momslovens almindelige regler. Virksomheden har derfor fuld fradragsret, hvis bygningen udelukkende anvendes til fradragsberettigede formål, jf. momslovens § 37, stk. 1.
Fradragstidspunkt Den fradragsberettigede købsmoms for materialer, der anvendes i forbindelse med byggeri mv. kan fradrages i den momsperiode, hvor indkøbene er foretaget, jf. momslovens § 56, stk. 3, se J.1.2.
Virksomheder, der er frivilligt registreret for opførelse mv. af fast ejendom med henblik på salg, kan dog først få tilbagebetalt købsmomsen, når betingelserne i Q.1.2.2.1 er opfyldt. Derefter kan der ske løbende tilbagebetaling af købsmoms, som virksomheden har betalt i forbindelse med købet og byggeriet mv.
|