Betydningen af 20-års reglenForældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, dvs. 20-års reglen kan kun få betydning, hvis et krav ikke er omfattet af den udtømmende opremsning i 1908-lovens § 1. Reglens praktiske betydning for skatter og afgifter er ikke stor, da myndighedernes krav på skatter og afgifter altid er omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 4, bortset fra tilfælde, hvor der måtte være etableret et særligt retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens forældelsesfrist er suspenderet i mere end 15 år. Borgernes krav mod myndighederne er som altovervejende hovedregel omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 6, men 20-års reglen kan få betydning, hvis det i den konkrete situation må lægges til grund, at et beløb, der søges tilbage hos myndighederne, ikke er indbetalt i urigtig formening om skyld. Som ovenfor nævnt kan 20-års reglen ligeledes få betydning, hvis der måtte være etableret særligt retsgrundlag eller hvis 1908-lovens frist er suspenderet i mere end 15 år.

Fristen løber fra kravets stiftelseForældelsesfristen løber fra fordringens stiftelse eller fra det tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som sætter den 5-årige forældelsesfrist ud af kraft, tilvejebringes. Krav på almindelig indkomstskat stiftes ved indkomstårets udløb. Tilsvarende stiftes krav på restskatter ved indkomstårets udløb. Krav på betaling af løbende B-skatterater stiftes også ved indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder for selskabsskatter. Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige begivenheds indtræden.

Suspension og afbrydelseEn meget væsentlig forskel på reglen i 1908-loven og reglen i Danske Lov er, at den 20-årige forældelse ikke kan suspenderes. Derimod afbrydes den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved retslige skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk for, at kravet fastholdes.