Hvem kan klage - partsbegrebetEfter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 36, stk. 1 og § 40, stk. 1, kan klage til henholdsvis skatteankenævnet og Landsskatteretten indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Klage kan med andre ord ikke indgives af en, der indirekte bliver berørt af en afgørelse, fx i forbindelse med et skifte, medmindre der er særlig hjemmel herfor.  

Vedtagelsen af skatteforvaltningslovens §§ 36 og 40 er et udtryk for en lovfæstelse og en videreførelse af den hidtidige fortolkning af partsbegrebet. I TfS 1999, 119 LSR afviste Landsskatteretten at behandle en klage over emballageafgift. Klagen var indgivet af en aftager af de berørte dunke, som forhøjelsen vedrørte, og den pågældende havde alene en indirekte interesse i sagns udfald ved, at afgiften blev tillagt salgssummen.

Ægtefællers adgang til at klage over den anden ægtefælles eller forhenværende ægtefælles skatteansættelse for indkomstår, hvori de var samlevende ægtefæller, var tidligere hjemlet i skattestyrelseslovens § 37 A, stk. 2. Denne bestemmelse er ophævet som følge af vedtagelsen af bestemmelserne i skatteforvaltningslovens §§ 36, stk. 1, og § 40, stk. 1.

Det absolutte udgangspunkt er, at kun parten er klageberettiget. Partsbegrebet skal fortolkes restriktivt på told-, skatte- og afgiftsområdet. I TfS 1999, 119 LSR afviste Landsskatteretten at behandle en klage over emballageafgift. Klagen var indgivet af en aftager af de berørte dunke, som forhøjelsen vedrørte, og den pågældende havde alene en indirekte interesse i sagens udfald ved, at afgiften blev tillagt salgssummen.

Den restriktive fortolkning af partsbegrebet på told-, skatte- og afgiftsområdet indebærer fx, at hvis en told-, skatte- eller afgiftsmyndighed har foretaget en regulering af en kommanditist, kan en sådan afgørelse ikke påklages af de øvrige kommanditister, da disse ikke anses for parter, selv om reguleringen vedrører et punkt, der er fælles for alle kommanditisterne. Hver kommanditist er berettiget til at påklage sin egen sag.

Hvis borgeren er død, kan dødsboet klage. Klager over værdiansættelser af aktiver og passiver i dødsboer og beregning af passivposter kan indgives af dødsboet. Heraf følger modsætningsvist, at hverken de enkelte arvinger, ægtefællen eller legatarer kan påklage disse afgørelser.

En juridisk persons konkursbo er uden videre klageberettiget, da der er identitet mellem konkursboet og den juridiske person. Dette forudsætter dog, at bobehandlingen ikke er afsluttet, jf. TfS 1996, 30 ØLD, hvor en sag anlagt af repræsentanter for en fiskesalgsforening blev afvist, fordi likvidationen af foreningen var afsluttet og ikke senere genoptaget. I TfS 1996, 426 ØLD var sagen anlagt af to selskaber, der efter sagens anlæg blev likvideret, hvorfor påstandene blev afvist. Er der tale om en fysisk persons konkursbo, vil det være konkursboet, der er klageberettiget for afgørelser, der vedrører år, der ligger forud for konkursdekretets afsigelse. Derimod er konkursboet ikke klageberettiget, for så vidt angår det indkomstår, hvor konkursdekretet afsiges, idet skattekrav vedrørende dette år ikke kan anmeldes i konkursboet, jf. TfS 1987, 578 HD. Hvis konkursboet ikke udnytter klageadgangen, vil der typisk ikke være noget til hinder for, at skyldneren selv udnytter den.

I forbindelse med vedtagelse af frivillige akkorder og stadfæstelse af tvangsakkorder vil kreditorerne ikke kunne indtræde i adgangen til at klage.

Betalingsstandsningsboer er ikke egentlige boer og er derfor ikke klageberettigede.

For selskaber mv., der er omfattet af selskabsskatteloven, er det selskabets ledelse, der beslutter, om klage skal indgives. For foreninger mv. omfattet af fondsbeskatningsloven er det på tilsvarende vis foreningens ledelse, der bestemmer, om der skal indgives klage.

For umyndige er det værgen, der skal indgive klage på den umyndiges vegne.

Klager over værdiansættelser ved gaveafgiftsberegningen kan foretages af den gaveafgiftspligtige. Da både gavegiver og gavemodtager hæfter solidarisk for afgiftens betaling, er begge klageberettiget.

Ved afgørelser om indeholdelsespligt efter kildeskatteloven er både den indeholdelsespligtige og indkomstmodtageren klageberettiget, jf. bemærkningerne til lov nr. 1098 af 29. december 1998. Også andre afgørelser, som arbejdsgiverkontrollen har truffet overfor en arbejdsgiver, kan have en så væsentlig betydning for arbejdstageren, at denne bliver part i sagen og derfor har klageadgang.

Særligt om ejendomsvurdering►En klage til vurderingsankenævnet kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre, der har en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens resultat, jf. skatteforvaltningslovens § 38, stk. 1. Klageren skal - som udgangspunkt - ikke have samtykke fra eventuelle medejere til at indgive klagen.◄

►Klage fra andre end ejeren kan fx forekomme, hvor ejendommen er solgt, og sælgeren fortsat i et vist omfang hæfter for skatter vedrørende ejendommen. Ligeledes er en kommune, der efter lovgivningen (planlovens § 47 A) vil kunne tilpligtes at overtage ejendommen, klageberettiget efter bestemmelsen. Derimod vil f.eks. en lejer i en udlejningsejendom med flere lejemål ikke kunne klage over en ansættelse af ejendommens grundværdi, selv om ejendomsskatten overvæltes på den leje, lejerne afkræves. ◄

►Er ejeren et aktieselskab eller en anden juridisk person, skal klagen indgives af den eller de personer, som har fuldmagt til at træffe dispositioner vedrørende den pågældende ejendom.◄

►Afgørelsen af, om andre end ejeren har en væsentlig, direkte interesse i vurderingens resultat, træffes af vurderingsankenævnet. Afgørelsen kan indbringes for Landsskatteretten.◄

Generelt om klagefrister Fristen for klage til skatteankenævnene, vurderingsankenævnene og Landsskatteretten er i alle tilfælde 3 måneder. Klagefristen fremgår af skatteforvaltningslovens §§ 36, stk. 2, 38, stk. 2, og 42, stk. 1.

Suspension af klagefristerSom udgangspunkt har myndighederne bevisbyrden for, hvornår afgørelsen må antages at være kommet frem. Imidlertid kan det komme borgeren/virksomheden til skade, hvis han ikke sikrer sig bevis for modtagelsestidspunktet, hvis afgørelsen er modtaget senere end det ville være tilfældet med sædvanlig postmæssig ekspedition, jf. TfS 2000, 503 HD. I TfS 2000, 424 ØLD havde myndighederne ikke godtgjort med den sikkerhed, det må kræves, at afgørelserne var afleveret til postvæsenet.

Hvis fristen overskrides, afviser klagemyndigheden som udgangspunkt klagen, jf. TfS 1999, 598 HD, TfS 2000, 503 HD, SKM2002.523.ØLR, SKM2004.26.ØLR, og SKM2004.214.ØLR. Der er dog ikke noget til hinder for, at klagemyndigheden ser bort fra fristoverskridelser, når myndigheden efter en konkret vurdering finder, at sagen bør behandles.

Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. skatteforvaltningsloven § 42, stk. 1, 3. pkt. I TfS 2000, 689 LSR var et toldcenters afgørelse, som var truffet den 28. april 1999, påklaget til Landsskatteretten den 12. november 1999. Klagefristen var således overskredet. Landsskatteretten bemærkede, at klagefristen ikke var suspenderet som følge af, at der var udsendt en mellemkommende rettelsesangivelse. Det forhold, at selskabet havde ønsket at indhente yderligere oplysninger, var heller ikke en særlig omstændighed, som kunne få Landsskatteretten til at se bort fra fristoverskridelsen.

►I SKM2005.230.HR (Tidligere SKM2004.266.ØLR)◄ havde Landsskatteretten givet tilsagn om, at Landsskatteretten på begæring ville genoptage klagesagen, såfremt domstolene måtte ændre Landsskatterettens afgørelse i en tredjemands sag. Landsskatterettens tilsagn om genoptagelse var udtrykkeligt betinget af, at det endelige udfald af den angivne sag blev, at Landsskatterettens afgørelse i sagen blev ændret. Da tredjemand hævede sagen, blev det endelige udfald af den pågældende sag, at Landsskatterettens afgørelse ikke blev ændret, og betingelsen i genoptagelsestilsagnet var derfor ikke opfyldt. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

At varigheden af fristoverskridelsen er kort, kan ikke i sig selv bevirke, at klagen skal realitetsbehandles, jf. TfS 2000, 503 HD.

Klagefrister ved anmodning om genoptagelse Anmoder den told-, skatte- eller afgiftspligtige myndigheden i første instans om at genoptage sin egen afgørelse inden udløbet af klagefristen, suspenderes klagefristen midlertidigt i medfør af FVL § 20, stk. 3. Klagefristen løber videre fra det tidspunkt, hvor den nye afgørelse er meddelt parten, dog med mindst 14 dage. I SKM2001.62.VLR havde en region givet afslag den 17. juni 1997 på anmodning om genoptagelse af sin afgørelse af 11. februar 1997. Anmodning om genoptagelse var indgivet den 6. maj 1997, dvs. inden klagefristens udløb, mens afslaget på genoptagelse blev givet efter udløbet af 3-måneders-fristen. Landsretten hjemviste sagen til Told- og Skattestyrelsen til klagebehandling, idet der ikke var blevet vejledt i afslaget om, at adgangen til at klage over afgørelsen i henhold til FVL § 20, stk. 3 stadig stod åben uanset udløbet af 3-måneders-fristen.

Foretager første instansen en egentlig revurdering af sagen, løber der en ny klagefrist fra den nye afgørelse.

I SKM2003.363.ØLR anså Østre Landsret det godtgjort, at en klage var afsendt inden klagefristens udløb, selv om klagen ikke nåede frem til Landsskatteretten før end ca. 7 måneder efter klagefristens udløb. Landsretten fandt herefter, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at bortse fra fristoverskridelsen, jf. skattestyrelseslovens § 25, stk. 1. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i Landsskatteretten.