►Ifølge skatteforvaltningslovens § 16, stk. 2 kan skatteministeren fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen i landets kommuner skal løse opgaver, der har karakter af borgervejledning og lignende faktisk forvaltningsvirksomhed, og som efter skatteforvaltningslovens § 1 henhører under told- og skatteforvaltningens opgaver.◄
►Der henvises til bekendtgørelse nr. 1007 af 20. oktober 2005 om kommunernes borgerbetjening på skatteområdet.◄
►Kommunerne er herefter inddraget i forvaltningen gennem kommunale borgersevicecentre.◄
►De kommunale borgerservicecentre servicerer borgerne vedrørende skatter og afgifter, told og ejendomsvurdering.◄
►Borgercentrenes hovedopgave vedrører primært forskudsområdet. Hertil kommer ekspeditionsopgaver i forbindelse med selvangivelser og årsopgørelser. Centrenes opgaver består således bl.a. af information om mere almindeligt anvendte regler, ændring af forskudsregistrering i samme omfang, som en borger selv kan ændre via TastSelv, udskrivning af skattekort, udlevering af informationsmateriale og blanketter, modtagelse af selvangivelser og forskudsskemaer samt vejledning i digitale løsninger.◄
►Borgercentrene vil kunne henvise mere komplicerede spørgsmål til besvarelse i den lokale del af told- og skatteforvaltningen.◄
►Borgercentrene træffer med andre ord ikke afgørelser. Centrene udøver alene faktisk forvaltningsvirksomhed.◄