Parter
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat David Auken)
mod
A
(Advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen)
og
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat David Auken)
mod
B
(Advokat Ulrik FleischerMichaelsen)
Afsagt af landsdommerne
Kristian Petersen, Dorte Jensen og Lillian Lund Tinggaard (kst.)
Disse sager, der er anlagt den 2. juli 2002, drejer sig om, hvorvidt to skattekrav vedrørende indkomståret 1995 er forældede.
Påstande
Sagsøgeren, Skatteministeriet, har over for sagsøgte A nedlagt følgende påstande:
- A skal anerkende at være skattepligtig i indkomståret 1995 af en kursgevinst på 165.098 kr. på overkurslån i Christiania Bank Luxembourg.
- A skal til Skatteministeriet betale 79.577,24 kr.
Skatteministeriet har over for sagsøgte B nedlagt følgende påstande:
- B skal anerkende at være skattepligtig i indkomståret 1995 af en kursgevinst på 165.098 kr. på overkurslån i Christiania Bank Luxembourg.
- B skal til Skatteministeriet betale 80.732,93 kr.
A og B har nedlagt påstande om frifindelse.
Sagernes omstændigheder
A og B deltog i indkomståret 1995 i K/S H1, der investerede i danske skatkammerbeviser og finansierede investeringerne ved overkurslån. Herved kunne investorerne opnå en skattefordel i forhold til den dagældende kursgevinstlovs § 5. For at hindre dette blev kursgevinstloven ændret ved lov nr. 236 af 6. april 1995. Ændringen havde virkning fra den 1. februar 1995. Inden denne dato havde K/S H1 omlagt sine overkurslån, og der opstod efterfølgende uenighed mellem kommanditisterne og skattemyndighederne om, hvorvidt det nye lån var omfattet af en overgangsbestemmelse i ændringsloven.
Ved breve af 25. februar 1999 meddelte Skatteforvaltningen A og B, at skatteforvaltningen som følge af lov nr. 236 af 6. april 1995 agtede at forhøje deres skatteansættelser for indkomståret 1995. Ved breve af 10. marts 1999 gjorde A og B indsigelse herimod. Efter yderligere korrespondance blev der under et møde den 6. august 1999 opnået enighed om at stille sagerne i bero for at afvente en afgørelse fra Skatteankenævnet i ... Kommune. Da denne afgørelse forelå, udsendte Skatteforvaltningen den 14. oktober 1999 på ny agterskrivelser. Efter korrespondance og mundtlig forhandling forhøjede skatteforvaltningen den 11. februar 2000 As og Bs indkomster for 1995 og udskrev den 13. marts 2000 nye årsopgørelser, der for begges vedkommende udviste en restskat. A og B påklagede forhøjelserne og deres revisor anmodede ved brev af 13. marts 2000 skatteforvaltningen om henstand med betaling af restskatterne. Henstanden blev bevilget ved breve af 26. april 2000. Brevene er enslydende, og det fremgår blandt andet, at henstanden gælder, til klagerne er afgjort ved skattemyndighederne, dog længst til den 1. marts 2004, og at der skal indgives fornyet anmodning om henstand, hvis sagerne indbringes for de ordinære domstole.
Der bestod helt tilsvarende tvister mellem skattemyndighederne og kommanditisterne i 6 andre kommanditselskaber, herunder K/S G1. Den 28. juni 2000 afsagde Landsskatteretten en kendelse, som gav LF, der var kommanditist i K/S G1, medhold. Den 19. september 2000 anlagde Skatteministeriet herefter sag mod LF ved Østre Landsret.
Da A og B blev bekendt med Landsskatterettens kendelse i LFs sag, indbragte de i medfør af skattestyrelseslovens § 21, stk. 5, deres sager for Landsskatteretten, der den 18. april 2002 afsagde kendelser, der gav dem medhold. Som følge heraf blev der den 14. maj 2002 udskrevet nye årsopgørelser for 1995, der for begges vedkommende udviste, at der var indbetalt for meget i skat. Den opgjorte overskydende skat blev udbetalt til A og B.
Ved dom af 30. august 2002 gav Østre Landsret Skatteministeriet medhold i sagen mod LF. Dommen blev stadfæstet af Højesteret den 17. november 2004. En tilsvarende sag mod MP fik samme resultat.
Efter Højesterets afgørelser i disse sager har A og B anerkendt, at de er skattepligtige i indkomståret 1995 af kursgevinster på overkurslån i Christiania Bank Luxembourg, og at skattekravene kan opgøres som i Skatteministeriets påstande, men har gjort gældende, at kravene er forældede.
Procedure
Skatteministeriet har til støtte for de nedlagte påstande gjort gældende, at de opgjorte skattekrav for indkomstsåret 1995 ikke er forældede.
Skatteministeriet har i første række anført, at kravene har karakter af krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt overskydende skat til A og B i henhold til årsopgørelserne af 14. maj 2002. Der er således tale om tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld. Skatteministeriets krav er derfor omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6, og forældelsesfristen løber fra udbetalingstidspunktet den 14. maj 2002. Det er ikke en betingelse for tilbagesøgning under de foreliggende omstændigheder, hvor skattemyndighedernes krav er fastslået ved Højesterets domme af 17. november 2004, at A og B var i ond tro om retten til at få overskydende skat udbetalt, og betingelserne for tilbagesøgning er i øvrigt opfyldt.
Skatteministeriet har i anden række anført, at kravene er restskattekrav, og at forfaldstidspunktet for disse i overensstemmelse med fast højesteretspraksis har været udskudt til henstandsperiodens udløb. Henstandsperioden udløb ved afslutningen af den skatteadministrative behandling af sagen. Den skatteadministrative behandling blev afsluttet den 14. maj 2002 med udbetaling af overskydende skat, og forældelsesfristen efter 1908-loven løber derfor først fra dette tidspunkt. Skatteministeriet har bestridt, at forfaldstidspunkterne fastsat i henhold til kildeskattelovens regler blev vakt til live igen som følge af Landsskatterettens kendelser af 18. april 2002, og at den bevilgede henstands forældelsesretlige retsvirkninger bortfaldt ved Landsskatterettens kendelser.
Skatteministeriet har endvidere bestridt, at skattemyndighederne kunne og burde have sikret sig mod forældelse af skattekravene under den skatteadministrative behandling af sagerne for Landsskatteretten ved enten at foretage udlæg eller udtage stævning for skattekravene mod A og B. Der var heller ikke behov for at betinge henstanden af, at forældelsen suspenderedes.
A og B har til støtte for de nedlagte påstande gjort gældende, at de opgjorte skattekrav for 1995 er forældede.
A og B har herved anført, at Skatteministeriets krav mod dem er restskattekrav, og at kildeskattelovens § 61, jf. § 62 A udtømmende angiver forfaldstidspunkterne for disse krav som værende henholdsvis 1. september 1996, 1. oktober 1996 og 1. november 1996. Forældelsesafbrydende skridt i form af udtagning af stævning er først foretaget mere end 5 år efter forfaldstidspunkterne, hvorfor forældelse er indtrådt efter 1908-loven.
A og B har bestridt, at Skatteministeriets krav er omfattet af reglerne om condictio indebiti, idet kravene kan henføres under specialreglen i kildeskattelovens § 61, jf. § 62 A, og her er defineret som restskattekrav. Selv om kravene betragtes som omfattet af reglerne om condictio indebiti, har A og B bestridt, at Skatteministeriet kan kræve tilbagebetaling, idet A og B ikke på udbetalingstidspunktet var i ond tro om retten til at få overskydende skat udbetalt.
A og B har endvidere bestridt, at forfaldstidspunktet for skattekravene er udskudt til henstandsperiodens udløb, og at fristen for forældelse efter 1908-loven først løber fra dette tidspunkt. Efter Landsskatterettens kendelser af 18. april 2002 bestod der ikke nogen forfaldne skattekrav mod A og B, som kunne forældes, og henstandsbevillingen var ikke længere aktuel. Kildeskattelovens § 61, jf. § 62 A, angiver udtømmende forfaldstidspunkterne for restskat, uanset om restskatten lignes ordinært efter indkomstårets udløb, først lignes senere eller pålignes, hvorefter den bortfalder ved Landsskatterettens afgørelse, for endeligt at blive stadfæstet ved en domstolsafgørelse. Forældelsesfristen skal derfor regnes fra de i kildeskatteloven fastsatte forfaldstidspunkter. Henstand er alene en civilretlig aftale mellem to parter, der bevirker, at en ellers forfalden fordring ikke kan kræves betalt, så længe henstanden består. Hvis parterne ønsker, at henstand skal bevirke andre retsvirkninger end denne ene, må dette aftales som led i henstanden. Såfremt en fordring uanset årsag ikke består og dermed ikke kan kræves betalt, når henstanden ophører, kan forældelsesfristen efter 1908-loven ikke løbe fra dette tidspunkt, uden at der er indgået særskilt aftale herom. En sådan aftale er ikke indgået i denne sag. Skatteministeriet kunne også have undgået forældelse ved at have foretaget udlæg eller udtaget stævning under Landsskatterettens behandling af sagen.
A og B har endvidere anført, at Skatteministeriet ved at foretage en forkert retsanvendelse i forsøget på at undgå forældelse af sine krav umuliggør, at krav på restskat forrentes i tilsvarende situationer. Noget sådant er i strid med forarbejder og cirkulærer til lov nr. 277 af 13. maj 1998, der indførte regler om symmetrisk renteberegning.
A og B har endeligt anført, at kun datoen for Landsskatterettens kendelser og ikke datoen for udskrivning af årsopgørelser kan være afgørende for beregningen af forældelsesfristen. Dette følger af retspraksis og af skattestyrelseslovens § 32. Da Skatteministeriet kun har gjort datoen for udskrivning af årsopgørelser, den 14. maj 2002, gældende som begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen, er landsretten processuelt afskåret fra at lægge andre tidspunkter til grund.
Landsrettens begrundelse og resultat
Skatteministeriets krav vedrører restskatter for indkomståret 1995. Uanset at kravene i 2002 bortfaldt midlertidigt som følge af kendelserne fra Landsskatteretten, og at der som følge heraf skete udbetaling af overskydende skat, har Skatteministeriets krav fortsat karakter af restskattekrav.
Skatteforvaltningen bevilgede den 26. april 2000 efter anmodning A og B henstand med betaling af restskatter for indkomståret 1995, indtil deres klager var afgjort ved skattemyndighederne, dog længst til den 1. marts 2004. Det følger af fast retspraksis, at sådanne aftaler om henstand bevirker, at forfaldstidspunktet for skattekravet udskydes til henstandsperiodens udløb. Det forhold, at den skatteadministrative behandling af klagerne gav A og B medhold, ændrer ikke ved dette.
Skattemyndighedernes afgørelse af klagerne blev truffet i 2002. Skatteministeriets krav mod A og B var derfor ikke forældede, da disse sager blev anlagt den 2. juli 2002. Herefter, og da der i øvrigt mellem parterne er enighed om såvel skattepligten som opgørelsen af skattekravene, tages Skatteministeriets påstande til følge.
A og B skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet som nedenfor bestemt. Der er ved fastsættelsen af omkostningerne til godtgørelse af udgiften til advokatbistand taget hensyn til, at der af grunde, som må tilskrives Skatteministeriet, skete udsættelse af domsforhandlingen efter Skatteministeriets procedure. I godtgørelse for retsafgift svarende til de beløb, som Skatteministeriet har fået medhold i, skal A betale 2.380 kr. og B skal betale 2.400 kr. Begge skal til delvis dækning af Skatteministeriets udgifter til advokatbistand betale 12.500 kr. inklusive moms og til dækning af udgifter til ekstrakt og supplerende materialesamling betale 2.850 kr. inklusive moms.
De tilkendte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte A skal anerkende at være skattepligtig i indkomståret 1995 af en kursgevinst på 165.098 kr. på overkurslån i Christiania Bank Luxembourg.
A skal til sagsøgeren, Skatteministeriet, betale 79.577,24 kr.
Sagsøgte B skal anerkende at være skattepligtig i indkomståret 1995 af en kursgevinst på 165.098 kr. på overkurslån i Christiania Bank Luxembourg.
B skal til Skatteministeriet betale 80.732,93 kr.
I sagsomkostninger skal A til Skatteministeriet betale 17.730 kr., og B skal til Skatteministeriet betale 17.750 kr.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage.