Klager over sagsbehandlingenMed etableringen af enhedsforvaltningen reduceres den hierarkiske opbygning af den statslige skatteforvaltning til told- og skatteforvaltningen og skatteministeren/skatteministerens departement.

Det betyder, at den mulighed, der tidligere bestod for at klage over en sagsbehandling til en overordnet myndighed, ikke længere er aktuel.

Hvis der er truffet en afgørelse om formelle indsigelser af juridisk karakter, vil klagen herover følge klagevejen over den materielle afgørelse. Hvis der i øvrigt klages over sagsbehandlingen, vil klageadgangen være til Landsskatteretten, forudsat der er tale om en egentlig forvaltningsretlig afgørelse.

I de tilfælde, hvor indsigelser mod sagsbehandlingen hos told- og skatteforvaltningen ikke resulterer i en forvaltningsretlig afgørelse, vil der ikke være nogen administrativ klagemulighed. Det gælder fx klager over sagsbehandlingstid, klage over mangelfuld rådgivning, klage over personlig adfærd eller øvrige klager over myndighedernes faktiske forvaltningsvirksomhed.

InhabilitetEfter FVL §  6, stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. Klagevejen følger således den materielle sag.

AktindsigtAnmodninger om en parts aktindsigt i en afgørelsessag er omfattet af bestemmelsen i FVL § 16, stk. 1, jf. lovens § 2. Det betyder, at spørgsmålet om aktindsigt afgøres af den myndighed i 1. instans, som skal træffe afgørelse vedrørende sagens realitet. Der vil være klageadgang vedrørende spørgsmålet om aktindsigt til den myndighed, der er klageinstans vedrørende sagens realitet, jf. FVL § 16, stk. 4.

Hvis anmodningen om aktindsigt vedrører en afgørelsessag, og anmodningen kommer fra en person, der ikke er part, er anmodningen omfattet af OFL § 15, stk. 1, 1. pkt. Det betyder, at den myndighed, der træffer afgørelse vedrørende sagens realitet ligeledes tager stilling til spørgsmålet om aktindsigt. I henhold til OFL § 15, stk. 2, er der klageadgang til den myndighed, som er klageinstans i forhold til sagens realitet.

I andre tilfælde, hvor der anmodes om aktindsigt i dokumenter, der ikke indgår i en afgørelsessag, afgøres en anmodning om aktindsigt af den myndighed, der har dokumentet i sin besiddelse, jf. OFL § 15, stk. 1, 2. pkt. Klage over afgørelse om aktindsigt i disse tilfælde er reguleret af OFL § 15, stk. 2, hvorefter afgørelsen kan påklages til den myndighed, der er klageinstans i forhold til behandlingen i øvrigt af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører. Da der ikke er fastsat regler for klage over behandlingen af den underliggende sag, skal klage over aktindsigt i disse sager efter hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, indgives til Landsskatteretten.

Når en sag om aktindsigt påklages til Landsskatteretten, behandles klagen i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, jf. bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005, § 1, nr. 34 vedrørende aktindsigt efter forvaltningsloven og bekendtgørelsens § 1, nr. 91 vedrørende aktindsigt efter offentlighedsloven.

IndsigtsretVed anmodninger om indsigt mv. efter reglerne i PDL §§ 31-40 er det den dataansvarlige myndighed, virksomhed mv., der har kompetencen til at afgøre, om anmodningen kan imødekommes. Dette udelukker for så vidt angår den offentlige forvaltning ikke sædvanlig forvaltningsmæssig delegation, jf. Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000, punkt 5. Afgørelser truffet af den dataansvarlige vedrørende den registreredes rettigheder kan indbringes for Datatilsynet til endelig administrativ afgørelse, jf. lovens § 61.

Videregivelse af fortrolige oplysningerEtableringen af enhedsforvaltningen betyder, at udvekslingen af oplysninger i langt højere grad vil ske inden for samme myndighed, jf. afsnit M.3.2.3. Kompetencen til at afgøre, om en fortrolig oplysning skal videregives inden for samme myndighed, tilkommer den, der som følge af sit arbejde har kendskab til oplysningen.

Vurderingen af, om en oplysning kan eller skal videregives til en anden myndighed foretages som hovedregel efter forvaltningslovens §§ 28 - 31, jf. afsnit M.3.2.2. Vurderingen foretages af den myndighed, der er i besiddelse af oplysningen. Klage over afslag på en anmodning om videregivelse fra en en forvaltningsmyndighed til en anden skal indgives til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

ForældelseAfgørelse vedrørende spørgsmål om forældelse af skatte- og afgiftskrav træffes af told- og skatteforvaltningen i 1. instans. Afgørelse herom kan i henhold til skatteforvaltningslovens 11, stk.1, nr. 1, indbringes for Landsskatteretten. Reglen i skatteforvaltningslovens § 41, stk. 1, nr. 5, er en undtagelse herfra, idet der er tale om en eksemplificering af, i hvilke tilfælde en ansættelse kan påklages. Vedrørende fysiske personer og dødsboer vil der derfor være klageadgang tilskatteankenævnet og videre til Landskatteretten, såfremt den klageberettigede mener, at ansættelsen er uvirksom, fordi det afledte skattekrav var forældet på tidspunktet for ansættelsens foretagelse.

Omkostningsgodtgørelse og henstandAfgørelse om omkostningsgodtgørelse og henstand afgøres af told- og skatteforvaltningen. Der er i begge tilfælde klageadgang til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.