For fast ejendom m.v. erhvervet før den 30. april 1992 kan Skatterådet tillade, at reglen i nr. 12 om udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri gennem en anden virksomhed for flere end 10 personer ikke skal anvendes, når det efter rådets skøn må anses for godtgjort, at udlejningen ikke udgør en del af en fælles udlejning for ejerne. Se E.F.1.4.5.
Om driftsmidler og skibe, se afsnit E.F.1.6.
Dispensationen gives til de enkelte ejere (personer), ikke til administratoren. Det er derfor den enkelte ejer af en udlejningsvirksomhed, der skal anmode Skatterådet om dispensation fra bestemmelsen. Til brug for Skatterådets behandling af en ansøgning om dispensation skal der indsendes sådanne oplysninger, at Skatterådet kan afgøre, om der foreligger fælles udlejning med de andre ejere, der får udlejningen formidlet eller administreret hos formidlings- eller administrationsvirksomheden. Det må derfor forudsættes, at formidlings- eller administrationsvirksomheden giver oplysninger om udlejningsforholdene til brug for Skatterådets afgørelse.