Hvad SKAT ved

SKAT har modtaget oplysninger om hædersgaver (engangsbeløb).

Oplysningerne står i rubrik 18 på selvangivelsen. Du kan finde oplysningerne på www.skat.dk - vælg Borger - TastSelv Borger - Skattemappen - Personlige oplysninger - Oplysningssedler. 

Mener du, at oplysningerne er forkerte, skal du skrive det rigtige tal i rubrik 18.


Gaver eller legatbeløb fra offentlige midler, legater, kulturelle fonde o.l., som er givet som et engangsbeløb, medregnes til den skattepligtige indkomst med 85 pct. af den del af værdien, der overstiger et skattefrit bundfradrag på 13.000 kr. Der skal ikke betales AM-bidrag eller SP-opsparing af beløbet.

For at opnå den lempelige beskatning, skal gaven eller legatet have karakter af at være en anerkendelse af dine fortjenester. 

Skattefrit bundfradrag
Det skattefri bundfradrag på 13.000 kr. er fælles for beløb oplyst i selvangivelsens rubrik 13 og 18. Det vil sige, at der kun gives ét fradrag for det samlede beløb, som er oplyst i de to rubrikker. Det skattepligtige beløb vil fremgå af din årsopgørelse.

Har en hæderspris udelukkende karakter af en anerkendelse af modtagerens kunstneriske fortjenester, er den skattefri. Det samme gælder hæderspriser, der ydes af mellemstatslige organisationer, hvori Danmark deltager eller er medlem, når hædersprisen udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester.

Se rubrik 20 om skattefri dusører og findeløn.