Fradrag du selv skal oplyse

Er du børnedagplejer, og vælger du standardfradraget frem for fradrag for faktiske udgifter (rubrik 53), skal du skrive standardfradraget i rubrik 54 på selvangivelsen.

Er du fisker, ansat eller selvstændig, og har du været registreret som erhvervsfisker, kan du få havfradrag. Fradraget skal skrives i rubrik 54 på selvangivelsen.

Er du sømand, der har sejlet DIS i begrænset fart (Færge-DIS), skal du skrive dine lønmodtagerfradrag, befordringsfradrag og fradrag for fagligt kontingent i rubrik 54.

Handicappede skal skrive deres forhøjede befordringsfradrag i rubrik 54.

Børnedagplejeres udgifter kan altid trækkes fra mod dokumentation. Hvis antallet af børn i dagplejen ikke overstiger 5, er der mulighed for i stedet at vælge et standardfradrag.

Anvender du standardfradraget, skal det skrives i rubrik 54. Vælger du ikke standardfradrag, skal udgifterne skrives i rubrik 53. Hvis to dagplejere varetager børnedagplejen i den ene dagplejers hjem (op til 10 børn), kan hver af dagplejerne foretage standardfradrag, når der er tale om to selvstændige plejeforhold.

Fradraget gives også under sygdomsperioder. Har du i 2005 været syg i en periode på mere end 3 sammenhængende måneder, kan der dog kun foretages fradrag for de første 90 sygedage.

Du kan ikke få fradrag i den periode, hvor du har løn under orlov til efteruddannelse.

Standardfradraget beregnes af det beløb, du får for at passe børn, fratrukket AM-bidrag og SP-opsparing, bidrag til ATP og bidrag til pensionsordninger med bortseelsesret, der er oprettet i et ansættelsesforhold med arbejdsgiveren. Bidrag til privattegnede pensionsordninger skal derimod ikke trækkes fra, men medregnes i beregningsgrundlaget. Standardfradraget udgør 46 pct. af beregningsgrundlaget.

Ansatte eller selvstændige fiskere, der har været registreret som erhvervsfiskere efter saltvandsfiskeriloven i løbet af indkomståret, kan få et fradrag på 190 kr. pr. påbegyndt havdag ved fangstture af mindst 12 timers varighed. Havfradraget vælges for hele indkomståret og udgør maksimalt 41.800 kr. årligt.

Fradraget træder i stedet for:

  • Fradrag for befordringsudgifter til kørsel i forbindelse med erhvervelse af indkomsten som erhvervsfisker
  • Fradrag for udgifter til faglige kontingenter eller for bidrag til arbejdsløshedskasse, hvis medlemskabet har tilknytning til beskæftigelsen som erhvervsfisker
  • Fradrag for lønmodtagerudgifter afholdt i forbindelse med fiskeriet.

For selvstændige fiskere, der vælger havfradraget, kan der ikke ske fradrag for driftsudgifter, der vedrører fiskeriet, og som kan sidestilles med lønmodtagerudgifter.

Ved en havdag forstås 24 timer. Ved længerevarende fangstture vil der kunne opnås fradrag for 2 havdage, når turen har varet over 24 timer. Varer turen over 48 timer, kan der opnås fradrag for 3 havdage.

Hvis du i løbet af indkomståret 2005 har været ansat på passagerskibe - efter 1. juli 2005 også ansatte på øvrige skibe - der er omfattet af DIS-ordningen (begrænset fart), skal du i rubrik 54 skrive den del af evt. befordringsfradrag, fradrag for fagligt kontingent og øvrige fradrag for lønmodtagerudgifter, der vedrører søindkomsten. Fradragene fragår i søindkomsten ved lempelsesberegningen.

Hvis du har befordringsfradrag mellem hjem og arbejde i forbindelse med DIS-indkomst, skal du dog kontakte SKAT på tlf. 72 22 18 18 eller henvende dig i skattecentret for at få mere information.

Hvis fradragene vedrører både land- og søindkomst skal du foretage en forholdsmæssig fordeling. Se under rubrik 51, 52 og 53.

Har du som følge af invaliditet eller kronisk sygdom særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejde, kan du fratrække den del af den normale befordringsudgift, der overstiger et bundfradrag, og den del af de faktiske udgifter, der overstiger den normale befordringsudgift. Bundfradraget er normalt på 2.000 kr. Kan offentlige transportmidler anvendes, og er den årlige udgift hertil under 2.000 kr., er bundfradraget den faktiske årlige udgift.

Den normale befordringsudgift opgøres som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel, hvor offentligt befordringsmiddel kan anvendes - og ellers som det almindelige befordringsfradrag.

De faktiske udgifter opgøres enten efter dokumentation eller på grundlag af de faste satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil. Se satserne under rubrik 29.

Eksempel

Kørslen mellem hjem og arbejde er på 6.000 km årligt. De dokumenterede udgifter hertil er 12.000 kr.

Udgifterne på grundlag af satsen for erhvervsmæssig kørsel er 18.600 kr. (6.000 km x 3,10 kr.). Normal befordringsudgift er på 10.080 kr. (6.000 km x 1,68 kr.)
Offentlig befordring kan ikke anvendes.

Fradraget opgøres således:

Fradrag for den del af normal befordringsudgift, der overstiger bundfradraget (10.080 kr. - 2.000 kr.) 8.080 kr.
Fradrag for udgifter ud over normalt befordringsfradrag (18.600 kr. - 10.080 kr.) 8.520 kr.
Fradrag i alt 16.600 kr.

Du kan bruge reglerne, selvom du ikke har tilladelse til invalidebil. Det er heller ikke nødvendigt, at der er tale om befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Der er også fradrag for udgifterne til transporten mellem sommerhus og arbejdssted.