Dato for udgivelse
22 Dec 2005 14:33
Gyldig til
1. januar 2012
Til
Virksomheder, der er registreret efter affalds- og råstofafgiftsloven for erhvervsmæssig indvinding eller import af afgiftspligtige råstoffer, samt andre virksomheder, som har interesse i ændringerne
Sagsnummer
99/05-017679

Folketinget har den 6. december 2005 vedtaget lovforslag (L 34) om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer (afgiftsændring for bentonit, cement og dolomit- og magnesiumkalk samt afgiftsgodtgørelse ved eksport). 

Vedtagelsen af lovforslaget medfører ændringer af råstofafgiften på følgende områder:

Afgift af dansk indvundet bentonit

Dansk indvundet bentonit bliver omfattet af afgiftspligt. Det sker ved, at bentonit tilføjes listen over afgiftspligtige råstoffer i affalds- og råstofafgiftslovens bilag 1.

Baggrunden er, at der i de senere år er kortlagt og konstateret forekomster af bentonit i Danmark, og der er desuden givet konkret tilladelse til at indvinde bentonit. Importeret bentonit er omfattet af listen i lovens bilag 2 over indførte råstoffer, der er omfattet af råstofafgiften. Af hensyn til de EU-retlige regler bliver der ligeledes lagt afgift på dansk indvundet bentonit. 

Anvendelse af leverandør- og fabrikanterklæringer ved import af cement

Importører af cement får igen mulighed for at betale råstofafgift af den dokumenterede mængde råstoffer, der er anvendt til at fremstille cementen. Det sker ved hjælp af de såkaldte leverandør- og fabrikanterklæringer. Tilsvarende fremgår det nu udtrykkeligt af loven, at danske producenter af cement skal fremlægge dokumentation for mængden af råstoffer, der er brugt til at fremstille cement. 

Hvis ikke importøren eller producenten af cement kan fremskaffe dokumentation for den anvendte mængde råstoffer, der er brugt til at fremstille cementen, skal der betales afgift efter omregningsfaktorerne i lovens bilag 2. Afgiften vil dermed udgøre 5,50 kr. pr. ton cement. 

Afgift af importeret dolomit- og magnesiumkalk

Importeret dolomit- og magnesiumkalk pålægges råstofafgift, idet dolomit- og magnesiumkalk tilføjes listen af afgiftspligtige råstoffer i lovens bilag 2. Hermed ligestilles dansk kalk og importeret kalk afgiftsmæssigt, fordi det har vist sig, at dolomit- og magnesiumkalk kan substituere dansk kalk.

Godtgørelse/modregning af afgift ved eksport af videreforarbejdede råstoffer

Der genindføres mulighed for at få afgiftsgodtgørelse ved eksport af videreforarbejdede råstoffer såsom moler, tegl, mursten, tagsten m.v.

For registrerede virksomheder indebærer det, at både råstoffer, der har været underkastet en simpel bearbejdning, og råstoffer, der har været underkastet en videregående bearbejdning, kan modregnes i opgørelsen af den afgiftspligtige mængde råstoffer. Tilsvarende kan ikke-registrerede virksomheder få afgiftsgodtgørelse af den betalte afgift ved eksport af råstoffer uanset bearbejdningsgrad.

Der er for så vidt angår afgiftsgodtgørelsen indsat en bagatelgrænse på 500 kr. i loven. Derved ydes der kun godtgørelse, hvis den betalte afgift pr. år udgør mindst 500 kr. Den årlige opgørelse, som danner baggrund for afgiftsgodtgørelsen, kan kun foretages samlet én gang om året.

Der er fortsat kun modregningsadgang henholdsvis afgiftsgodtgørelse ved eksport af simpelt eller videreforarbejdede råstoffer, når denne forarbejdning har fundet sted på land.  

Afregningstidspunktet for råstoffer, der indgår i en videregående proces

I tilfælde af, at udvundne råstoffer indgår i videregående processer såsom opvarmning, brænding eller lignende eller tilførsel af andre materialer end vand, flyttes tidspunktet for afregning af afgiften fra tidspunktet for udtagningen af råstofferne til tidspunktet for tilførslen af råstofferne til de videregående processer.

Det betyder, at det først er på det tidspunkt, hvor råstoffet indgår i den videregående proces, at der skal ske opgørelse af den afgiftspligtige mængde og dermed afregning af afgiften. Derved undgås det, at et eventuelt spild eller svind i form af et vandindhold fra udvindingstidspunktet til tilførselstidspunktet medregnes i den afgiftspligtige mængde. 

Lovens ikrafttræden

Loven har virkning fra den 1. januar 2006. 

Der skal lægges afgift på dansk indvundet bentonit, hvor indvindingen påbegyndes fra og med den 1. januar 2006. Indvindingen anses for påbegyndt, når råstoffet udtages.

Reglerne om leverandør- og fabrikanterklæringer gælder for cement, der fra og med den 1. januar 2006 udleveres fra en registreret virksomhed, angives til fortoldning eller importeres. For registrerede virksomheder medfører import, at der først skal pålægges afgift ved genudlevering fra virksomheden eller tilførsel til en videregående proces.

Der skal lægges afgift på importeret dolomit- og magnesiumkalk, der fra og med den 1. januar 2006 importeres. For registrerede virksomheder medfører import, at der først skal pålægges afgift ved genudlevering fra virksomheden eller tilførsel til en videregående proces.

Reglerne om ændret afregningstidspunkt anvendes på råstoffer, hvor indvindingen i Danmark påbegyndes fra og med den 1. januar 2006. Indvindingen anses for påbegyndt, når råstoffet udtages.

Reglerne om afgiftsgodtgørelse henholdsvis -modregning (registrerede virksomheder) ved eksport af videreforarbejdede råstoffer anvendes på videreforarbejdede råstoffer, der fra og med den 1. januar 2006 udleveres fra en registreret virksomhed, angives til fortoldning eller eksporteres.

Mere information

Hvis du har brug for mere information om ændringerne, er du velkommen til at ringe til SKAT på tlf. 72 22 18 18 eller sende en e-mail via SKATs kontaktside.

Nyhedsbrevet findes på SKATs hjemmeside, www.skat.dk, under Virksomhed - Nyheder. Du kan få tilsendt nyhedsbrevet ved at kontakte SKAT.

Reglerne om råstofafgift fremgår i øvrigt af

Med venlig hilsen

SKAT

Henvisning
Punktafgiftsvejledningen G.4