Lov nr. 464 Der er ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 sket en tilpasning af CO2-afgiftsloven - som følge af indførelse af en CO2-kvoteordningen, der omfatter visse, almindeligivs større momsregistrerede virksomheder, jf. lov nr. 493 af 9. juni 2004 om CO2-kvoter.

Ændringerne i CO2-afgiftsloven for de kvoteomfattede virksomheder er indsat som ny § 9a i CO2-afgiftsloven.

Ændringerne er nærmere beskrevet i følgende nyhedsbrev:

Nyhedsbrev af november 2004 (CO2-afgift - tilpasning af CO2-afgiftsloven til CO2-kvoteordningen).

Ændringerne skal godkendes af Europa-Kommissionen. Skatteministeren udsteder en ikrafttrædelsesbekendtgørelse, når der foreligger en godkendelse. Dette var ikke sket ved redaktionens slutning. Se endvidere nedenfor om skatteministerens information af Folketingets Skatteudvalg.

Lov nr. 1391 Der er ved lov nr. 1391 af 20. december 2004 sket en ændring af § 9a, stk. 1, der blev indsat ved lov nr. 464 af 9. juni 2004, således at virksomheder med et kraftvarmeværk/kedelcentral, der er udlagt som en selvstændig juridisk person/enhed, på visse betingelser kan opnå fuld godtgørelse af CO2-afgiften af forbruget af damp/varme, der leveres direkte fra den CO2-kvoteomfattede produktionsenhed (kraftvarmeværket/kedelcentralen).

Ændringen er nærmere beskrevet i følgende nyhedsbrev:

Nyhedsbrev af december 2004 (CO2-afgift - ændring i relation til CO2-kvoteordningen).

Ændringen skal godkendes af Europa-Kommissionen. Skatteministeren udsteder en ikrafttrædelsesbekendtgørelse, når der foreligger en godkendelse. Dette var ikke sket ved redaktionens slutning. Ændringen har virkning fra 1. januar 2005. 

Information af Folketingets Skatteudvalg Skatteministeren har den 24. juni 2005 informeret Folketingets Skatteudvalg således: 

"Folketinget vedtog ved lov nr. 464 af 9. juni 2004, at CO2-afgiften af det CO2-kvoteomfattede brændselsforbrug i industrien skulle godtgøres. Det fremgik af bemærkningerne til L 229 (folketingssamlingen 2003/04), at loven skulle notificeres efter statsstøttereglerne og godkendes af Kommissionen, før den kunne træde i kraft. Det fremgik samtidig, at Kommissionen skulle underrettes om lovændringen efter energibeskatningsdirektivets bestemmelser.

Notifikationsprocessen har imidlertid vist, at loven ikke kan godkendes i sin nuværende form efter Energibeskatningsdirektivets art. 17 og dermed heller ikke efter statsstøttereglerne.

Skatteministeriet arbejder på at finde en løsning således, at loven kan godkendes af Kommissionen efter såvel energibeskatningsdirektivet som statsstøttereglerne. Denne løsning vil blive forelagt Folketinget. Indtil der foreligger en løsning, har Skatteministeriet bedt Kommissionen om, at notifikationsprocessen sættes i bero."

Lovforslag nr. L 81 ►Skatteministeriet sendte den 30. september 2005 et udkast til ændring af CO2-afgiftsloven i ekstern høring, hvoraf det bl.a. fremgik, at stort set alle kvoteomfattede industrivirksomheder fuldt ud kunne få godtgjort deres CO2-afgift på det kvoteomfattede procesbrændselsforbrug. Da dialogen om CO2-afgiftsrefusion med Europa-Kommissionen ikke er afsluttet, indeholdt lovforslaget (L 81 fremsat den 16. november 2005, som er udmøntet ved lov nr. 1417 af 21. december 2005) ingen bestemmelser herom for det kvoteomfattede procesbrændselsforbrug.◄

►Følgende fremgår af L 81:◄

 

►"Regeringen havde gerne fremsat forslaget om tilbagebetaling af CO2-afgift på det kvoteomfattede brændselsforbrug til procesformål, som det har været sendt i høring. Regeringen er imidlertid i dialog med Kommissionen om mulighederne for en statsstøttegodkendelse af forslaget. Det vurderes hensigtsmæssigt at afvente en afklaring af mulighederne for Kommissionens godkendelse af forslaget. Regeringen arbejder for, at lovforslaget kan godkendes i den form, som har været sendt i høring. Regeringen vil fremsætte lovforslag i overensstemmelse hermed, hvis ændringen kan godkendes af Kommissionen efter statsstøttereglerne."◄