Når borgeren/virksomheden er kommet med kommentarer, eller indsigelsesfristen er udløbet og SKAT har truffet afgørelse, afsluttes sagsfremstillingen med dette afsnit, så det fremgår af sagsfremstillingen, at nu er sagen slut.  

Begrundelsen for afgørelsen vil fremgå af afsnit E.3.6.3.4. Undgå derfor lange redegørelser for SKATs overvejelser på dette tidspunkt. 

I sager hvor borgeren/virksomheden ikke har reageret på forslaget til afgørelse og sagsfremstillingen, kan indholdet i dette afsnit begrænses til, at det oplyses, at SKAT har truffet afgørelse i overensstemmelse med forslaget til afgørelse. 

Bemærk, at dette afsnit i sagsfremstillingen ikke kan erstatte en særskilt meddelelse om sagens afgørelse. Den særskilte meddelelse om sagens afgørelse skal stadig indeholde alle punkterne på forslaget til afgørelsen, og de lovmæssige krav til en begrundelse skal være opfyldt på den særskilte meddelelse om afgørelsen. Begrundelsen på den særskilte meddelelse om afgørelsen kan dog være ganske kort, og fx bestå i en henvisning til den relevante lovbestemmelse. Den særskilte meddelelse om afgørelsen skal i så fald også henvise til den relevante begrundelse i den vedlagte sagsfremstilling. 

Når afgørelsen er sendt ud, er sagsfremstillingen endelig. Der skal derfor ikke skrives mere i sagsfremstillingen. Dette gælder også, selv om sagen påklages til Landsskatteretten. Der skal heller ikke foretages ændringer i sagsfremstillingen, hvis borgeren/virksomheden fx kun påklager 5 ud af 10 punkter på afgørelsen.