I modsætning til afgørelser står en forvaltningsmyndigheds vejledninger/responderende virksomhed i form af besvarelse af spørgsmål, generelle beskrivelser af gældende regler eller faktisk forvaltningsvirksomhed i øvrigt. En vejledning eller orientering er ikke omfattet af forvaltningsloven og derfor ikke omfattet af pligten til partshøring, begrundelse, klagevejledning m.v., men borgeren/virksomheden kan efterfølgende stille supplerende spørgsmål hertil.

Om indholdet i forvaltningslovens vejledningspligt, se afsnit E.3.1. Om muligheden for at støtte ret på vejledninger/udtalelser, se afsnit C.2.

TvivlstilfældeDer opstår ofte tvivl om, hvorvidt der er tale om en afgørelse eller blot en vejledning om reglerne. Hvis borgeren/virksomheden anvender udtryk som "ansøgning", "anmodning" eller "klage" m.v., må henvendelsen som udgangspunkt forstås som et ønske om en afgørelse, men det er ikke i sig selv afgørende, at borgeren/virksomheden anvender sådanne udtryk.

I tvivlstilfælde er udgangspunktet, at et svar fra en myndighed med den formelle kompetence til at træffe afgørelse i det pågældende spørgsmål, er en afgørelse, når tilkendegivelsen er rettet direkte til borgeren/virksomheden. Det gør i den henseende ingen forskel, om svaret er afgivet mundtligt eller skriftligt. I alle tilfælde er det vigtigt, at modtageren forstår, om han/hun har fået en vejledning eller en afgørelse. Derfor skal myndigheden altid udtrykkeligt angive, om der er tale om en afgørelse eller en vejledende oplysning, som der ikke kan støttes ret på.

I følgende situationer vil et svar fra en myndighed kunne betegnes som vejledende eller afgivet som led i responderende virksomhed:

• Svar på forespørgsler af generel karakter, dvs. forespørgslen er ikke relateret til et nærmere konkret tilfælde.
• Svar på forespørgsler om konkrete tilfælde, der endnu ikke er aktualiserede.
• Hvis der i et svar på en forespørgsel om et nærmere konkret tilfælde er taget forbehold om, at svaret er af vejledende karakter, eller i øvrigt ikke er endeligt.

De nedenfor referede afgørelser vedrører tiden før, det var muligt at anmode om bindende svar på afgiftsområdet.

I TfS 1999, 887 LSR havde et selskab anmodet en told- og skatteregion om en bindende tilkendegivelse om, hvorvidt et påtænkt slutprodukt var afgiftspligtigt. Told- og skatteregionen meddelte virksomheden, at den påtænkte etablering ville være afgiftspligtig. Der blev i brevet givet klagevejledning til Landsskatteretten. Landsskatteretten afviste imidlertid klagen, da der ikke var hjemmel til, at en told- og skatteregion ved en egentlig afgørelse kunne tage stilling til de afgiftsmæssige konsekvenser af en påtænkt disposition. Told- og skatteregionens besvarelse af den afgiftspligtiges henvendelse måtte derfor anses som udslag af regionens vejledningspligt, og besvarelsen kunne ikke påklages til Landsskatteretten.

I TfS 2000, 606 VLR blev et svar på en forespørgsel ikke anset for en afgørelse, uanset at told- og skatteregionen havde brugt ordet afgørelse i sit svar. En told- og skatteregions udtalelse om de momsmæssige konsekvenser af en påtænkt disposition blev alene anset for at være en vejledende udtalelse, jf. SKM2001.547.LSR.  

Særligt for toldIfølge toldkodeksens art. 11 kan enhver person anmode toldmyndighederne om oplysninger om anvendelsen af toldforskrifterne vedrørende import-/eksport-transaktioner, der overvejes konkret. Oplysningerne efter toldkodeksens art. 11 er ikke omfattet af bestemmelserne i toldkodeksens art. 6, jf. art. 4, nr. 5, og der er derfor ikke adgang til at klage over indholdet af sådanne oplysninger. BTO og BOO er afgørelser og skal indeholde klagevejledning efter toldkodeksens art. 243. Oplysningen er bindende for SKAT. Der er ikke hjemmel til at træffe en afgørelse om fastlæggelse af toldværdi af virksomheders fremtidige fortoldninger. SKATs meddelelse herom må betragtes som en oplysning om anvendelse af toldforskrifterne.