Det er SKAT, der træffer afgørelse om beregning og udbetaling af renter efter følgende regler:

1. Skatte- og afgiftsmyndighederne er ved nogle domme blevet tilpligtet at forrente beløb, der skal tilbagebetales, fordi beløbet har været opkrævet uden tilstrækkelig lovhjemmel. Dommene vedrører situationer, der ikke er omfattet af lov om renter ved forsinket betaling mv, jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002 (renteloven) eller af særlige regler om forrentning i skatte- og afgiftslovgivningen. Skatteministeriet pålægges at forrente tilbagebetalingkrav under hensyn til, at det under de foreliggende omstændigheder findes rimeligt og i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger, at Skatteministeriet bærer risikoen for det rentetab, som sagsøgeren lider ved ikke at kunne råde over det pågældende beløb.

2. På denne baggrund er det besluttet, at staten skal forrente tilbagebetalte skatter, afgifter, gebyrer mv. inden for Skatteministeriets område efter reglerne i punkt 3-14, når tilbagebetaling til borgerne finder sted på statens vegne.

Reglerne omfatter således ikke tilfælde, hvor staten tilbagebetaler afgifter, der er opkrævet på vegne af danske kommuner mv.

Reglerne omfatter heller ikke krav, der er begrundet i en formueretlig aftale med myndighederne, f.eks. løn til ansatte eller en entreprenørs krav på vederlag. Desuden er bøder ikke omfattet, uanset om bøden er pålagt i henhold til skatte- og afgiftslovene.

3. Hvor særlige regler om forrentning af borgernes tilbagebetalingskrav fremgår af skatte- eller afgiftslovgivningen, sker forrentningen efter disse særlige regler. Dette gælder såvel bestemmelser i lovene om skatter og afgifter som i andre love - herunder renteloven. F.eks. findes der særregler om forrentning ved tilbagebetaling af indkomstskat for både personer og selskaber.

Særregler om forrentning af borgernes tilbagebetalingskrav:

1) Bekendtgørelse om arbejdsmarkedsbidrag nr. 136 af 17. februar 2005, § 13, stk. 5.

2) Pensionsafkastbeskatningslovens § 27, stk. 6.

3) Kildeskattelovens § 62 A, stk. 3 og 4.

4) Kildeskattelovens § 62 E

5) Kildeskattelovens § 67, stk. 7.

6) Selskabsskattelovens §§ 24 - 30 C. 

4. Hvis et negativt tilsvar i henhold til opkrævningslovens § 12 ikke udbetales rettidigt, og forsinkelsen ikke skyldes virksomhedens forhold, forrentes beløbet efter sædvane med rentelovens rentesats fra udbetalingsfristens udløb og indtil udbetalingen finder sted.

De her beskrevne regler ændrer ikke den nævnte praksis.

5. Hvis bunden opsparing i henhold til lov nr. 137 af 6. april 1985 tilbagebetales efter lovens § 4, sker der i overensstemmelse med lovens motiver ingen forrentning.

6. I tilfælde, hvor det tilbagebetalingspligtige beløb ikke er omfattet af punkt 3-5, sker forrentning efter de her beskrevne regler. Rentesatsen er den sats, der for den pågældende periode gælder efter § 5 i renteloven. Der beregnes ikke rentes rente.

7. Hvis tilbagebetalingen vedrører et beløb, som er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, forrentes beløbet fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen.

I disse tilfælde er indbetaling sket, når myndigheden har tilkendegivet over for indbetaleren, at der efter myndighedens opfattelse foreligger indbetalingspligt. Det er ikke nødvendigt, at der er stillet krav om indbetaling af et bestemt beløb. Hvis der ikke er stillet krav om indbetaling af et bestemt beløb, og der er indbetalt beløb udover, hvad der følger af myndighedens meddelelse om indbetalingspligt, f.eks. på grund af en beregningsfejl, forrentes det overskydende beløb dog efter punkt 8. Såfremt myndighedens meddelelse om indbetalingspligt hviler på indbetalerens egne oplysninger om de faktiske forhold, og disse senere viser sig urigtige, forrentes tilbagebetalingskravet ligeledes efter punkt 8.

Det er uden betydning, om der er begået fejl af myndighederne. Det er ligeledes uden betydning, om tilbagebetalingskravet følger af en dom eller af en administrativ afgørelse.

8. Hvis indbetalingen vedrører et beløb, som ikke er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, forrentes beløbet fra 30 dage efter myndighedens modtagelse af borgerens anmodning om tilbagebetaling af et allerede indbetalt beløb og indtil udbetalingsdagen. Der skal således først betales renter, når der er gået 30 dage efter den dag, myndigheden modtager anmodning om tilbagebetaling.

Dette gælder også, hvis der indbetales beløb udover hvad der følger af et eventuelt påkrav fra myndighederne om indbetaling. Det overskydende beløb forrentes først fra 30 dage efter myndighedens modtagelse af anmodningen om tilbagebetaling.

Hvis myndigheden stiller krav om indbetaling på grundlag af indbetalerens oplysninger om der faktiske forhold, og disse senere viser sig at være urigtige, skal et eventuelt tilbagebetalingskrav ikke forrentes fra indbetalingsdagen, men først fra 30 dage efter modtagelsen af indbetalerens anmodning om tilbagebetaling.

9. Godtgørelse eller regulering af told og moms i henhold til toldlovens § 36, der ikke sker rettidig, forrentes dog fra reguleringsfristens udløb, medmindre forsinkelsen skyldes virksomhedens forhold.

10. Forrentning af punkt 7 - 9 skal finde sted, uanset om indbetaleren har et retskrav på tilbagebetaling, eller om tilbagebetalingen beror på en bevillingsmæssig afgørelse. Det er således unødvendigt at sondre mellem, hvorvidt tilbagebetalingen sker, fordi indbetaleren har et krav herpå, eller fordi tilbagebetaling sker efter myndighedens egen beslutning.

11. Er renten efter punkt 6 - 10 opgjort til et lavere beløb end 200 kr., udbetales beløbet ikke.

12. Ved betaling af renter efter punkt 6 - 10 tilbagebetalinger, der finder sted efter disse reglers ikrafttræden, skal renteberegning og udbetaling ske på myndighedens foranledning. Beregning og udbetaling skal således finde sted uden særlig anmodning fra indbetaleren.

13. Renter efter punkt 6 - 10 af tilbagebetalinger, der er sket efter disse reglers ikrafttræden, udbetales kun efter særskilt anmodning herom, og der kan ikke beregnes renter for perioder, der ligger mere end 5 år før denne anmodning.

14. De her beskrevne regler er ikke til hinder for, at renter af tilbagebetalingskrav ydes med større beløb, såfremt dette følger af renteloven.

Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt der er anlagt retssag, før der anmodes om tilbagebetaling.

15. Reglerne trådte i kraft den 1. marts 2004, og gælder for krav, der forfaldt fra og med 1. august 2002.

Tidligere gældende regler Krav, der forfaldt inden den 1. august 2002, forrentes efter de tidligere gældende regler, jf. herom tidligere udgaver af Processuelle regler på ToldSkats område.