Udenlandske ejendomme er omfattet af EVSL for så vidt angår fuldt skattepligtige personer. Hvis Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, der omfatter formueskatter vil ejendomsværdiskatten enten helt bortfalde (exemption) eller skulle reduceres med evt. udenlandsk ejendomsskat (creditmetoden). Er ejendommen ikke beliggende i en overenskomst stat, vil der kun kunne gives creditnedslag efter EVSL § 12 for betalte udenlanske ejendomsskatter,, der efter deres art svarer til ejendomsværdiskatten. Skatter, som efter deres art svarer til ejendomsværdiskatten, og som er betalt til en fremmed stat, til Grønland eller til Færøerne af en der beliggende fast ejendom , fradrages i ejendomsværdiskatten. Fradragsbeløbet kan ikke overstige den endeligt opgjorte ejendomsværdiskat. Der er enighed mellem Skatteministeriet og Riksskatteverket om, at den svenske fastighedsskat efter sin art svarer til den danske ejendomsværdiskat og derfor kan fratrækkes i ejendomsværdiskatten efter EVSL § 12 og at den danske ejendomsværdiskat tilsvarende kan fratrækkes i den svenske fastighedsskat TfS 2000. 25.SKM. Egentlige jordskatter, der svarer til den kommunale grundskyld svarer ikke til ejendomsværdiskatten. Er der flere ejendomme i udlandet lempes der ejendom for ejendom. Hvis den udenlandske stat opkræver indkomstskat af bolig i form af skat af lejeværdi af egen bolig eller af faktiske lejeindtægter, vil der kun kunne gives nedslag for sådanne indkomstskatter af eventuelle faktiske lejeindtægter i Danmark enten efter en dobbeltbeskatningsaftale eller efter LL § 33.