Ved separation eller skilsmisse skal fællesboet deles. Såfremt ægtefællerne har skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje, skal det holdes uden for bodelingen.

Skilsmissesæreje har alene virkning for fordelingen af formuen, såfremt ægteskabet opløses ved separation eller skilsmisse, medens ægtefællernes formue ved den enes død behandles som om, ægtefællerne havde haft fælleseje. Ved fuldstændigt særeje har særejet virkning, hvad enten ægteskabet opløses ved separation, skilsmisse eller ved den ene ægtefælles død.

I den forbindelse opstår spørgsmålet, hvordan ægtefællerne skal beskattes i separations- eller skilsmisseåret. Samlivet anses for ophørt i skattemæssig henseende på tidspunktet for separationen eller skilsmissen.

Fra separations- eller skilsmissetidspunktet og indtil bodelingsoverenskomsten foreligger skal ægtefællerne beskattes af kapitalindtægter og kapitaludgifter, som kan henføres til deres respektive bodele og eventuelle særeje, jf. TfS 1987, 369 LSR. Her statuerede Landsskatteretten, at ægtefællerne i separationsåret skulle beskattes af en formue svarende til deres respektive bodele og ikke - som ønsket af den ene part - af hver halvdelen af formuen. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at den endelige bodeling først fandt sted det efterfølgende år og at ægtefællerne ikke havde selvangivet i overensstemmelse med bodelingsoverenskomstens indhold.

Derfor skal en ægtefælle, der ved bodelingen f.eks. har fået tillagt et rentebærende aktiv, som hidtil har tilhørt den anden ægtefælle, først beskattes af afkastet fra tidspunktet for bodelingsoverenskomsten, uanset renternes forfaldstidspunkt, jf. TfS 1986, 430 LSR. 

Tidspunktet for bodelingsoverenskomsten er også afgørende m.h.t. fradrag for eventuelle kapitaludgifter, se TfS 1992, 195 ØLD, vedrørende fradrag for prioritetsrenter. Her statuerede Østre Landsret, at rentefradragsretten vedrørende en fast ejendom i separationsåret tilkom den ægtefælle, som ejendommen tilhørte, uanset at den anden ægtefælle var blevet forskudsregistreret med rentefradraget i lighed med tidligere år. Sidstnævnte ægtefælle fik først fradragsret i det efterfølgende år, hvor han overtog ejendommen i forbindelse med bodelingen. Se også TfS 1993, 347 LSR, hvor en af ægtefællerne indgået aftale om fordeling af fradragsretten til renteudgifter vedrørende en fast ejendom i separationsåret blev tilsidesat. Landsskatteretten fandt herved, at rentefradraget i separationsåret i overensstemmelse med KSL § 24 A skulle henføres til den ægtefælle, der var ejer af ejendommen. Se endvidere TfS 1995, 640 LSR, hvor fradragsretten til renteudgifter blev tillagt skødehaveren fuldt ud, selvom en af kreditorerne (en kreditforening) ikke havde accepteret ham som enedebitor.

Når en ægtefælle ved bodeling i forbindelse med separation og skilsmisse får tillagt aktiver, som hidtil har tilhørt den anden ægtefælle, succederer førstnævnte ægtefælle i sidstnævntes skattemæssige stilling vedrørende de pågældende aktiver.