RPL § 507, stk. 1, fastslår, at pengekrav kan fuldbyrdes i så stor en del af skyldnerens formue, som efter fogedrettens skøn er tilstrækkelig til dækning, ikke blot af kravet, men også omkostningerne ved fogedforretningen og udgifterne til opbevaring af det udlagte, indtil det kan sælges på tvangsauktion. ►Er der efter skatte- og afgiftslovgivningen stillet sikkerhed, skal denne bruges til at dække opståede restancer, inden der skrides til udlæg, jf. ovenfor i afsnit G.4.2 og SKM2006.365.SKAT.◄

Der kan som absolut hovedregel ikke foretages udlæg i aktiver, der ikke tilhører skyldneren. Adgangen i KSL § 72, stk. 2, til at foretage et såkaldt subsidiært ægtefælleudlæg er således en lovbestemt undtagelse hertil.

Det er derfor nødvendigt at foretage en afgrænsning af skyldnerens formue over for formuegenstande, der tilhører andre.

Om forholdet mellem ægtefæller skal der henvises til bl.a. afsnit E.

Til illustration af problemstillingen kan her nævnes UfR 1997, 504 ØLK, hvor en skatteyder overførte sine virksomheder til tre af ham stiftede andelsselskaber med begrænset ansvar (a.m.b.a.). Told- og skattemyndighederne begærede for skatteyderens personlige skat udlæg i aktiver, der nu fremtrådte som tilhørende a.m.b.a.'erne, idet det anførtes, at der forelå en omgåelse af selskabslovgivningens regler, eftersom driften burde være sket i aktie- eller anpartsselskabsregi. De tre a.m.b.a.'er havde således ikke kunnet anerkendes som sådanne ved registreringsanmeldelsen, og driften i disse var blot en videreførelse af den tidligere i personligt regi foreståede drift. Landsretten imødekom udlægsbegæringen, idet a.m.b.a.'erne ikke kunne anses som selvstændige retssubjekter, hvilket begrundedes med, at der på nær en række saldobalancer ikke forelå andre regnskabsmæssige oplysninger, fx årsregnskaber, der kunne belyse selskabernes drift og økonomiske stilling. Se tilsvarende UfR 1997, 507 ØLK (om et s.m.b.a.).

I TfS 1998, 644 VLK, fastslog Vestre Landsret, at organiseringen af et a.m.b.a. ikke havde været forsvarlig, og at den indkærede medstifter ikke havde godtgjort, at det begrænsede ansvar var kendeligt for tredjemand. Der blev derfor statueret et personligt ansvar. Det var også tilfældet i en anden sag om et a.m.b.a. Østre Landsret udtaler således i præmisserne i sin utrykte dom af 21. juni 1995, 6. afd. nr. B-0477-94: "Efter oplysningerne om selskabets oprettelse og drift kan det fastslås, at selskabet ikke tjener til opfyldelse af et ønske i en medlemskreds om etablering af et samvirke til løsning af opgaver i fælles interesse, men reelt alene er etableret for at tjene stifternes personlige økonomiske interesser."

Nævnes kan også TfS 1999, 134 ØLK. I denne sag var en skatteskyldner, A, ansat som daglig leder af et anpartsselskab, der havde hans mor som direktør. Ved en fejltagelse blev et beløb på ca. 261.000 kr. overført til A's bankkonto, selv om det rettelig tilkom selskabet. I 1998 foretog en kommune udlæg i A's konto for en større personlig skatterestance. Såvel fogedretten som Østre Landsret fandt, at der var sket en sådan sammenblanding af selskabets og A's midler, at selskabets ret ikke var beskyttet over for A's personlige kreditorer, hvorfor udlægget blev opretholdt. Se om udlæg i bankindeståender i øvrigt nedenfor i G.5.8.7.

Ved kendelse afsagt af Østre Landsret 10. februar 2004, jf. SKM2004.149.ØLR, stadfæstede landsretten et udlæg foretaget af en kommune i et maleri, der befandt sig i skyldnerens hjem. Skyldneren gjorde gældende, at det tilhørte tredjemand. Fogedretten stadfæstede dog udlægget under henvisning til, at der var en formodning for, at maleriet tilhørte skyldneren, når det befandt sig i hans hjem. Under landsretsbehandlingen fremlagde skyldneren en erklæring fra en antikvitetshandel, hvori det bekræftedes, at tredjemand for flere år siden købte maleriet i pågældende antikvitetshandel. Landsretten stadfæstede imidlertid på trods heraf fogedrettens kendelse under henvisning til de af fogedretten anførte grunde og til, at den fremlagte erklæring ikke tilstrækkeligt sandsynliggjorde, at maleriet tilhørte tredjemand.

Ved kendelse afsagt af Østre Landsret den 14. januar 2004, jf. SKM2004.152.ØLR, blev et udlæg ligeledes stadfæstet, selv om skyldneren forklarede, at det udlagte indbo tilhørte hendes søn. Skyldneren og dennes søn var interesseforbundne parter og deres samstemmende forklaringer om ejerskabet og indboet kunne ikke tillægges vægt. Skyldneren og dennes søn kunne ikke dokumentere, at sønnen havde erhvervet ejerskab til indboet gennem arv eller gave. Der var en formodning for, at skyldneren ejede indboet i sit eget hjem.

I SKM2005.6.ØLR opretholdt Østre Landsret et udlæg foretaget i et bankindestående på skyldnerens konto, selv om skyldneren hævdede, at en vis del af indeståendet tilhørte hans kæreste. Der var ikke andre, der havde fuldmagt til skyldnerens konto, og beløbet var heller ikke adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Der forelå derfor ikke den til en beskyttelse mod udlægget fornødne individualisering.

I SKM2005.405.ØLR hjemviste Østre Landsret en udlægssag til fornyet behandling hos fogedretten, efter at denne havde bestemt, at ToldSkats udlæg i nogle smykker skulle ophæves. Smykkerne blev under udlægsforretningen båret af skyldneren. På trods af skyldneren og dennes ægtefælles samstemmende forklaringer fandt landsretten det ikke godtgjort, at smykkerne tilhørte skyldnerens hustru. Landsretten lagde navnlig vægt på, at skyldneren bar smykkerne under udlægsforretningen, og at der for så vidt angik det ene af smykkerne var uoverensstemmelse mellem den vægt, der var angivet på en kvittering, hvoraf fremgik, at smykkerne var købt af hustruen, og smykkets faktiske vægt. Som følge heraf fandt landsretten, at ToldSkats udlæg i smykkerne havde været berettiget og derfor ikke burde have været ophævet af fogedretten. Sagen blev derfor hjemvist til fogedretten til fornyet behandling.