Beløb, der udbetales til lønmodtageren eller til f. eks. bestyrelsesmedlemmet for udlæg, som denne har afholdt for arbejdsgiveren/hvervgiveren, er ikke skattepligtig indkomst for lønmodtageren eller bestyrelsesmedlemmet. Dette gælder også i de tilfælde, hvor lønmodtageren eller bestyrelsesmedlemmet har en selvstændig indkomstmæssig interesse i repræsentationsudgifternes afholdelse.

Beløbet er således ikke omfattet af KSL § 43, stk. 1, og der skal derfor ikke indeholdes A-skat heraf. Der skal heller ikke indeholdes AM-bidrag eller SP-bidrag af beløbet , jf. AMFL § 8, stk. 1, litra a, og ATP-lovens § 17 f, stk. 1, modsætningsvis.

Hvis en lønmodtager eller f. eks. et bestyrelsesmedlem har afholdt repræsentationsudgifter for arbejdsgiveren/hvervgiveren, som denne dækker efter regning (udlæg), skal udgifterne henføres til arbejdsgiverens/hvervgiverens repræsentationsudgifter, således at arbejdsgiveren/hvervgiveren har begrænset fradragsret for udgifterne.

"Udlæg efter regning" foreligger, hvor de af lønmodtageren eller f. eks. bestyrelsemedlemmet afholdte udgifter(udlæg)refunderes af arbejdsgiveren/hvervgiveren mod dokumentation i form af eksterne udgiftsbilag (regninger).

Om udlæg efter regning i relation til skattefrie rejse- og befordringsgodtgørelser, se nærmere i afsnit B.1.7.1.1 og i LV A.B.1.7.4.