| Så længe en fuldt skattepligtig lønmodtager arbejder i udlandet for en dansk arbejdsgiver, skal der som udgangspunkt også indeholdes A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, men en konkret vurdering kan føre til fritagelse for indeholdelse af A-skat, hvis lønmodtageren er ansat ved et fast driftssted i udlandet.
DBO'ernes regel om vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold fører til beskatning af personer (privat ansatte), der er hjemmehørende i Danmark, fra 1. dag i arbejdslandet (det andet land), når der er tale om ansættelse ved en dansk virksomheds faste driftssted i det andet land. Se også LV D.D.2 vedrørende artikel 15 i OECD's modelkonvention og de enkelte DBO'er.
I disse tilfælde kan derfor fritage for indeholdelse af A-skat som vist i skematisk form i afsnit C.3.2. Når det gælder bygge-, anlægs- og monteringsarbejde, er der i de fleste DBO'er som nævnt i afsnit C.1.1.1 en 12-måneders-regel for, hvornår der opstår fast driftssted. Hvis bygge- anlægs- eller monteringsarbejdet varer i højst 12 måneder, anses de ansatte altså for at have en dansk arbejdsgiver uden fast driftssted i arbejdslandet og er dermed omfattet af reglerne omtalt i afsnit C.2.1. Se desuden afsnit C.3.1. for en skematisk fremstilling.
Lønmodtagere, der er fuld skattepligtige og underlagt AM-bidragspligt og SP-bidragspligt, kan eventuelt være socialt sikret i et andet land efter EU-forordning 1408/71 eller fordi Danmark har indgået aftale med landet om social sikring, og derved være berettiget til fritagelse for AM-bidrag og SP-bidrag, jf. AMFL § 7, stk. 3 eller 4 og ATP-lovens § 17 f, stk. 1, se afsnit C.6.
Udenlandsk arbejdsgiver For så vidt angår AM-bidraget og SP-bidraget vil en lønmodtager, der er fuldt skattepligtig her i landet og beskæftiget i udlandet for en udenlandsk arbejdsgiver være omfattet af bidragspligten ifølge AMFL § 7, stk. 1, litra a, forudsat den pågældende er omfattet af dansk social sikringslovgivning i medfør af EF-forordning 1408/71 eller en social konvention, jf. lov nr. 468 af 9. juni 2004 om ændring af arbejdsmarkedsfondsloven mv. Dette gælder også for lønmodtagere, der er fuldt skattepligtige hertil men hjemmehørende i udlandet forudsat, at den pågældende fortsat er omfattet af dansk social sikringslovgivning.
Hvis der er tale om en dansk virksomhed, som har aktiviteter i udlandet, kan der være tale om direkte ansættelse i et datterselskab, en filial eller et fast driftssted i udlandet. Det er ikke i sig selv afgørende, om der betales skat i udlandet.
Enheden i udlandet skal imidlertid fremstå som en selvstændig organisation med egen ledelse, der er ansvarlig for de økonomiske, administrative og driftsmæssige forhold på arbejdspladsen, jf. SU 1993,369 (Finansministeriets notat) og SU 1994,42 (TSS). Der skal desuden være tale om et ansættelsesforhold hos den udenlandske virksomhed.
I praksis lægges der ved denne vurdering vægt på om:
- Arbejdsstedet er i udlandet, jf. AMFL § 7, stk. 1, litra a. Se afsnit C.1.1.1 om beskæftigelse for en udenlandsk arbejdsgiver i Danmark.
- Den direkte ledelse af og ansvaret for arbejdspladsen og det arbejde, der udføres, herunder instruktionsbeføjelse over for medarbejderne, udøves i udlandet.
- Arbejdsfunktionerne tjener til at løse den udenlandske virksomheds opgaver.
- Løn og eventuelle sociale sikringsordninger er påvirket af de lokale vilkår.
- Fastlæggelse af antallet af medarbejdere og deres kvalifikationer sker under hensyn til arbejdet i udlandet.
- Lønudgifterne og andre udgifter i forbindelse med arbejdets udførelse afholdes som driftsudgifter i udlandet.
Det fremgår af tidligere praksis, at kriterierne primært er anvendelige på private virksomheders organisering af forretningsmæssige aktiviter. Når der er tale om ansættelsesforhold i forbindelse med Danmarks ikke-indtægtsgivende engagementer i udlandet til opfyldelse af internationalt aftalte forpligtelser, lægges der i stedet særlig vægt på, hvem der har afholdt lønudgiften, og hvem der har de overordnede instruktions- og ledelsesbeføjelser, jf. bla. TfS 1998, 715 (LSR), TfS 1999. 655 (LSR), TfS 1999, 901 (LSR), TfS 2000, 22 (LSR), TfS 2000, 546 (LSR), TfS 2000, 613 (LSR), TfS 2000, 727 (TSS), SKM2001.145.LSR, SKM2005.423.LSR. ►I sidstnævnte afgørelse lagde Landsskatteretten vægt på, at ansættelseskontrakten var indgået med den danske arbejdsgiver, at det er denne der har specificeret arbejdsopgaverne som projektleder, at den danske arbejdsgiver skulle holdes løbende orienteret gennem kvartalsreporter og aktivitetsrapporter, at klageren refererede direkte til arbejdsgiveren og at lønaftalen er indgået med denne, der også har afholdt lønomkostningen◄ ►Se også SKM2006.378.LSR. I denne sag var skatteyderen udstationeret til Irak i en to måneders periode. Landsskatteretten udtaler bl.a. "Retten finder efter en samlet vurdering, at klageren under udstationeringen i Irak i perioden fra den 5. november 2001 til den 17. maj 2002 skal anses for at have haft en dansk arbejdsgiver, B A/S. Der er herved henset til, at ansættelsesaftalen er indgået mellem klageren og det danske selskab. Ansættelsesaftalen henviser bl.a. til den danske funktionærlov og til dansk ferielovgivning. Klagerens løn afholdes og udbetales af det danske selskab. Det er det danske selskab, der kan opsige/ophæve ansættelsesforholdet. Da det juridiske ansættelsesforhold således ligger i det danske selskab, finder retten, at klageren er bidragspligtig i henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra a, af lønindkomst optjent i Irak i perioden fra den 5. november 2001 til den 17. maj 2002."◄
lønmodtagere, der udfører arbejde her i landet for en udenlandsk arbejdsgiver uden hjemting eller fast driftstsed i Danmark er omfattet af bidragspligten i AMFL § 7, stk. 1, litra a, og lønnen er omfattet af bidragsgrundlaget efter AMFL § 8, stk. 1, litra a. Bidragsgrundlaget og bidragets størrelse opgøres af told- og skatteforvaltningen de statslige told- og skattemyndigheder i medfør af AMFL § 11, stk. 4, jf. lov nr. 468 af 9. juni 2004 om ændring af arbejdsmarkedsfondsloven. |