Hovedregel om social sikring i arbejdslandetHovedreglen i forordningen er, at privat ansatte lønmodtagere er omfattet af lovgivningen i arbejdslandet. Dette gælder uanset bopæl og arbejdsgiverens hjemsted, jf. TfS 1999, 907, hvor en arbejdstager, der var bosiddende i Sverige, havde haft lønindkomst, som skulle beskattes i Sverige efter den gamle grænsegængerregel. Indkomsten blev anset for bidragspligtig i Danmark efter AMFL § 7. Offentligt ansatte er som altovervejende hovedregel sikret i hjemlandet.

Den almindelige udsendelsesregelEn undtagelse til hovedreglen er "den almindelige udsendelsesregel". Efter denne regel forbliver en lønmodtager, der udsendes for en privat arbejdsgiver til at arbejde midlertidigt i et andet EØS-land, under hjemlandets lovgivning, når visse betingelser er opfyldt:

• Det skal være en arbejdsgiver i hjemlandet, der udsender lønmodtageren.
• Arbejdet skal udføres for den udsendende arbejdsgivers regning.
• Den udsendte lønmodtager skal inden udsendelsen være omfattet af hjemlandets lovgivning.
• Den forventede arbejdsperiode i udlandet må ikke overstige 1 år.
• Lønmodtageren må ikke afløse en anden, hvis udsendelsesperiode er udløbet.
• I udsendelsesperioden skal lønmodtageren arbejde for den arbejdsgiver, der udsender lønmodtageren.
• Forlængelse af en udsendelse kan ske med op til et år, hvis arbejdsopgaven af uforudsete grunde komme til at vare mere end 1 år.

Reglerne om social sikring gælder også for udleje af arbejdskraft til et andet EØS-land. Det er dog en betingelse, at den virksomhed, der udlejer arbejdskraften, også driver udlejningsvirksomhed i hjemlandet.

Hvis der efter 2 år er behov for yderligere forlængelse, kan der indgås en individuel aftale i henhold til hjemlandets praksis.

Individuelle aftalerIndividuelle aftaler indgås af Den Sociale Sikringsstyrelse og myndighederne i det andet land ved en såkaldt artikel 17-aftale. Efter denne artikel kan to eller flere medlemsstater efter aftale gøre undtagelser fra forordningens regler om, hvilket lands lovgivning, der skal anvendes. Hjemlandets praksis danner ofte grundlag for aftalens indhold.

Artikel 17-aftaler anvendes typisk ved arbejde i et andet land, hvor forholdet ikke er omfattet af den almindelige udsendelsesregel, eller hvor der skal ske forlængelse ud over 2 år.

DokumentationDer kræves ikke dokumentation i forbindelse med social sikring med mindre, der er tale om artikel 17-aftaler. I praksis anvendes dog de blanketter, der er udarbejdet i forbindelse med forordningen, som bevis for social sikring.

Der er ingen blanket for situationen, hvor hovedreglen følges, altså sikring i arbejdslandet for privat ansatte lønmodtagere.

Hvis der er tale om den almindelige udsendelsesregel, bruges blanket E-101 (i hvert land efterfulgt af landebetegnelsen, f.eks. E-101 DK for danskere, der udsendes). I Norden bruges dog blanket N-101 for lønmodtagere, der ikke er statsborgere i et EØS-land. Den udstedende myndighed i hjemlandet kan selv attestere E-101.

Ved forlængelse af udsendelse efter den almindelige regel, bruges blanket E-102 (eller N-102). Den udstedende myndighed i arbejdslandet attesterer denne blanket.

Individuelle aftaler efter artikel 17 attesteres på blanket E-101 af hjemlandet efter indhentet samtykke fra arbejdslandet.

Den enkelte blanket er gyldig i den periode, der er anført på blanketten og kun i forbindelse med arbejde for den arbejdsgiver, der er anført på blanketten.

Særlige reglerDer gælder efter forordningen særlige regler for en række personer. Det drejer sig blandt andet om tjenestemænd o. lign., om personer, der arbejder i flere EØS-lande samtidig, og om internationale transportarbejdere.

Sociale sikringsydelserI Danmark omfatter social sikring bl.a. sygesikring og sygehusbehandling, dagpenge ved sygdom og barsel (og adoption), arbejdsløshedsforsikring, sociale pensioner (folkepension og førtidspension), tillægspension (ATP), børnefamilieydelse og børnetilskud og arbejdsskadeforsikring. Selvom man efter forordningen er undergivet dansk lovgivning om social sikring, skal man stadig opfylde betingelserne efter den konkrete lovgivning for at være berettiget til ydelserne.