Dato for udgivelse
30 aug 2010 12:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 aug 2010 09:19
SKM-nummer
SKM2010.523.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
10-112615
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat + Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Personlig indkomst + Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Ejendomsavance, parcelhusreglen, beboelseskrav, bolig nr. 2
Resumé

Skatterådet finder, at såfremt spørger køber en lejlighed i København til brug som bolig i forbindelse med sit arbejde i København, vil et senere salg af lejligheden være skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1.
Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 4, nr. 1.

Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-2 E.J.1.6.1

Spørgsmål

Såfremt spørger køber en lejlighed i København til brug som bolig i forbindelse med sit arbejde i København, vil et senere salg af lejligheden så være skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 (parcelhusreglen)?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger bor sammen med sin samlever i fælles hus i Galten. Samleverens barn fra et tidligere forhold bor hos dem i det fælles hus hver anden uge.

Spørger er blevet tilbudt arbejde som serviceassistent hos X, Hellerup, og overvejer i den forbindelse at anskaffe en ejerlejlighed i København, som han vil bo i de 4-5 dage om ugen, hvor han arbejder i København. I perioder vil han også have weekendarbejde, og vil således bo i lejligheden 11-12 dage i træk, inden han igen opholder sig i det fælles hus i Galten. Spørger vil opholde sig i det fælles hus i Galten i de fleste fri weekends og ferier.

Da spørger hovedsageligt vil komme til at bo i lejligheden i København, vil spørger flytte sin folkeregisteradresse til den lejlighed, der anskaffes i København.

Spørgers samlever vil blive boende i Galten, da hendes arbejdsplads er beliggende i umiddelbar nærhed af bopælen. Hun har desuden et barn på 9 år fra et tidligere forhold, der bor hos hende hver anden uge.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det fremgår af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 (herefter EBL), at fortjeneste ved afståelse af en- og tofamiliehuse og ejerlejligheder ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke.

Det fremgår ikke af lovbestemmelsen, om en ejer på samme tid kan have to ejendomme, der tjener til bolig for ejeren i EBL forstand. Ifølge praksis, jf. SKM2007.217.DEP, er det dog muligt, at en supplerende helårsejendom vil kunne sælges skattefrit i henhold til EBL § 8, stk. 1 (parcelhusreglen), hvis ejendommen i ejerperioden har været anvendt af ejeren af arbejdsmæssige årsager.

Det er i den forbindelse uden betydning, om ejendommen er anskaffet af arbejdsmæssige årsager eller ej, blot den supplerende ejendom faktisk har tjent til bolig for ejeren af arbejdsmæssige årsager.

Det beror på en konkret vurdering af samtlige de foreliggende omstændigheder, hvorvidt det kan sandsynliggøres, at ejendommen har tjent til bolig for ejeren af arbejdsmæssige årsager, og om boligkravet i EBL dermed er opfyldt.

Det fremgår af SKM2007.217.DEP, at det ikke er enhver anvendelse af en supplerende ejendom, som bevirker, at ejendommen kan sælges skattefrit. Det er fortsat en betingelse, at varigheden af den arbejdsmæssige anvendelse af ejendommen har haft en sådan karakter, at det kan siges, at den supplerende ejendom har tjent til bolig for ejeren. At ophold ikke er tilstrækkeligt viser Højesteret dom i SKM2005.404HR, hvor skatteyderen i et vist omfang havde opholdt sig i den ejerlejlighed, som var blevet solgt, men hvor dette ikke førte til, at skatteyderen havde godtgjort, at ejerlejligheden reelt havde tjent som bolig for ham i en 2 ½ måneders periode. Det skal dog bemærkes, at dommen ikke omhandler en situation, hvor spørgsmålet var, om der forelå to boliger på én gang.

Det fremgår af en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 23. maj 2001, at det må kræves at der er tale om længerevarende eller regelmæssigt tilbagevendende ophold. Det fremgår af kendelsen, at 1-2 overnatninger hver uge anses for tilstrækkeligt ophold, til at ejendommen kunne sælges skattefrit i henhold til EBL § 8, stk. 1.

Det må kræves, at der er tale om længerevarende eller regelmæssigt tilbagevendende ophold, f.eks. en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 23. maj 2001, som omhandlede 1-2 overnatninger hver uge. Ophold i et mindre omfang vil næppe kunne betragtes som om, at ejendommen tjener til bolig for ejeren eller dennes husstand.

Der kan i øvrigt henvises til nedenstående bindende svar fra Skatterådet, der ligeledes bekræfter at en ejerlejlighed anvendt som bolig af arbejdsmæssige årsager kan sælges skattefrit.

I SKM2007.483.SR fandt Skatterådet, at en lejlighed, der blev anvendt til gennemsnitligt 2 overnatninger pr. uge i forbindelse med erhvervsarbejdet, kunne sælges skattefrit efter reglerne i EBL § 8, stk. 1.

I SKM2007.510.SR fandt Skatterådet, at spørger kunne sælge en supplerende lejlighed, som han af arbejdsmæssige årsager anvendte til 3 overnatninger om ugen, skattefri efter reglerne i EBL § 8, stk. 1.

I SKM2008.69.SR fandt Skatterådet, at spørger kunne sælge en supplerende lejlighed skattefrit efter reglerne i EBL § 8, stk. 1. Lejligheden blev anvendt til overnatning i forbindelse med hans arbejde på ikke mindre end 22 timer om ugen fra mandag til fredag.

I SKM2008.184.SR fandt Skatterådet, at spørger kunne sælge en supplerende lejlighed, som han af arbejdsmæssige årsager anvendte til 4 overnatninger om ugen, skattefrit efter reglerne i EBL § 8, stk. 1.

I SKM2009.659.SR fandt Skatterådet, at spørger kunne sælge en supplerende lejlighed, som han af arbejdsmæssige årsager anvendte til 3 overnatninger om ugen, skattefrit efter reglerne i EBL § 8, stk. 1.

I SKM2010.323.SR fandt Skatterådet, at spørger kunne sælge en supplerende lejlighed, som han af arbejdsmæssige årsager anvendte til 4-5 overnatninger om ugen, skattefrit efter reglerne i EBL § 8, stk. 1.

Da spørger vil komme til at anvende lejligheden i København minimum 4 dage ugentligt, vil lejligheden i henhold til gældende praksis på området kunne sælges skattefrit efter reglerne i EBL § 8, stk. 1.

Spørger ved ikke hvor lang tid, han vil opretholde sit ansættelsesforhold i København, og dermed hvor lang tid han vil beholde ejerlejligheden. Det kan dog til brug for det bindende svar lægges til grund, at han vil anvende lejligheden i forbindelse med arbejde i mindst 1 år.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Der spørges om, såfremt spørger køber en lejlighed i København til brug som bolig i forbindelse med sit arbejde i København, vil et senere salg af lejligheden så være skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 (parcelhusreglen)?

Lovgrundlag

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. EBL § 1.

Efter EBL § 8, stk. 1, skal fortjeneste ved afståelse af en- og to familiehuse og ejerlejligheder dog ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit (parcelhusreglen).

Praksis

Det fremgår ikke af lovbestemmelsen, om en ejer på samme tid kan have to ejendomme, der tjener til bolig for ejeren eller dennes husstand i EBL forstand.

Ifølge praksis, jf. SKM2007.217.DEP, er det imidlertid slået fast, at en supplerende ejendom (bolig nr. 2) vil kunne sælges skattefrit efter parcelhusreglen, hvis ejendommen i ejerperioden har været anvendt som bolig af ejeren af arbejdsmæssige årsager. Det er i den forbindelse uden betydning, om en skatteyder anskaffede ejendommen af arbejdsmæssige årsager eller ej, blot skatteyderen faktisk har anvendt ejendommen af arbejdsmæssige årsager.

Det er ikke enhver anvendelse af ejendommen, som bevirker, at ejendommen kan sælges skattefrit. Det er fortsat en betingelse, at varigheden af den arbejdsmæssige anvendelse af ejendommen har haft en sådan karakter, at det kan siges, at den supplerende ejendom har tjent til bolig for ejeren. At ophold ikke er tilstrækkeligt, viser Højesterets dom i SKM2005.404.HR, hvor skatteryderen i et vist omfang havde opholdt sig i den ejerlejlighed, som var blevet solgt, men hvor dette ikke førte til, at skatteyderen havde godtgjort, at ejerlejligheden reelt havde tjent som bolig for ham i en 2 ½ måneders periode. Det bemærkes, at dommen ikke omhandler en situation, hvor spørgsmålet var, om der forelå to boliger på én gang.

SKM2008.818.SR omhandlede hvorvidt en spørger kunne sælge en supplerende ejerlejlighed skattefrit. Spørger havde oplyst, at han boede i Århus men, at han opholdt sig i København 3-4 dage ugentligt, idet han disse dage arbejdede i København. På tidspunktet for afgørelsen var der ikke fremlagt dokumentation for, at han havde benyttet lejligheden af arbejdsmæssige årsager.

Skatterådet fandt, at spørgeres anmodning om bindende svar kunne besvares med et betinget ja, under forudsætning af, at spørger stillede fornøden dokumentation for, at han rent faktisk benyttede en lejlighed i forbindelse med udførelsen af sit arbejde i overensstemmelse med hans oplysninger.

Repræsentanten har bl.a. henvist til SKM2009.659.SR, hvor Skatterådet ligeledes betingede svaret ved salg af bolig nr. 2. Skatterådets betingede svar i SKM2008.818.SR ses også refereret i SKM2009.659.SR.

Begrundelse

Det kan på baggrund af SKM2007.217.DEP lægges til grund, at det ikke er enhver anvendelse af lejligheden, som bevirker, at lejligheden kan sælges skattefrit. Overnatningerne i den supplerende lejlighed skal være forårsaget af arbejdsmæssige årsager, og det er fortsat en betingelse, at varigheden af den arbejdsmæssige anvendelse af lejligheden har haft en sådan karakter, at det kan siges, at den supplerende ejendom har tjent til bolig for spørger.

Det beror på en konkret vurdering af samtlige foreliggende omstændigheder, hvorvidt det er sandsynliggjort, at lejligheden er anvendt som bolig for ejeren i arbejdsmæssig forstand, og om boligkravet i EBL således er opfyldt.

I nærværende bindende svar er det oplyst, at spørger, der har folkeregisteradresse og bopæl i Galten, ønsker at erhverve en ejerlejlighed i København med henblik på at benytte denne i den del af ugen, hvor han arbejder i København. I fri weekender og ferier vil spørger opholde sig på sin bopæl i Galten.

Spørger har på nuværende tidspunkt ikke erhvervet en lejlighed, hvorfor der på nuværende tidspunkt ikke kan fremvises dokumentation for, at spørger har benyttet lejligheden af arbejdsmæssige årsager.

SKAT indstiller derfor, at der gives et betinget svar på det stillede spørgsmål.

Såfremt spørger fremlægger fornøden dokumentation over for SKAT om, at han rent faktisk har benyttet lejligheden som bolig i København i forbindelse med udførelse af sit arbejde, er det SKATs opfattelse, at ejerlejligheden vil kunne sælges skattefrit efter § 8, stk. 1, i EBL.

Det er efter SKATs opfattelse ikke en forudsætning for skattefritagelse i nærværende sag, at spørger har folkeregisteradresse på den adresse, hvor den supplerende arbejdsbolig er beliggende.

SKATs indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med et ja under henvisning til ovenstående.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.