Der skal ikke betales moms ved levering af varer, der udelukkende har været anvendt i forbindelse med virksomhed, der er fritaget for moms efter stk. 1, eller af varer, hvis anskaffelse eller anvendelse har været undtaget fra retten til fradrag efter momslovens kapitel 9. Bestemmelsen svarer til 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra c).
Bestemmelsen indebærer, at salg af driftsmidler, der udelukkende har været brugt i forbindelse med aktiviteter, der er momsfri efter stk. 1, efter stk. 2 ligeledes er momsfri.
I SKM2005.265.LSR har Landsskatteretten taget stilling til spørgsmålet om salg af driftsmidler, der udelukkende er anvendt til et selskabs momsfritagne finansielle ydelser, men hvor der i henhold til momslovens § 45, stk. 4, er ydet godtgørelse af afgift, som er betalt i forbindelse med transaktioner omfattet af § 13, stk. 1, nr. 10 og 11, litra a-e, for ydelser leveret til aftagere uden for EU. Landsskatteretten har givet selskabet medhold i, at da der ikke er givet selskabet fradrag for nogen del af købsmomsen for disse driftsmidler efter momslovens kapitel 9, er salget af sådanne driftsmidler ikke momspligtigt. Se også D.6.1.
Der skal heller ikke betales moms ved levering af varer, der har været anvendt af momspligtig virksomheder, men hvor der efter lovens §§ 37-42 ikke har været fradragsret ved indkøb mv. af de pågældende varer. Som eksempel på sådanne varer kan nævnes personbiler.
EF-domstolen har i sag C-280/04, Jyske Finans A/S, afsagt dom vedrørende fortolkningen af 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra c), og af begrebet "afgiftspligtig videreforhandler" i direktivets artikel 26a, punkt A, litra e).
Spørgsmålene var forelagt for domstolen i forbindelse med en retssag for Vestre Landsret, hvor det omtvistede spørgsmål var dels, om told- og skattemyndighederne efter 6. momsdirektiv og momsloven er afskåret fra at kræve, at sagsøger, Jyske Finans A/S, skal opkræve moms i forbindelse med salg af brugte personbiler, når bilerne, der havde været anvendt af selskabet til momspligtig leasing, er købt af afgiftspligtige personer, der ikke har deklareret moms af bilens pris, hvorfor selskabet ikke har kunnet udøve nogen fradragsret i forbindelse med købet, dels om sagsøger for at undgå betaling af moms er berettiget til at anvende særordningen for brugte varer m.v.
EF-domstolen fastslår i dommen for så vidt angår det første spørgsmål, at reglerne i direktivets artikel 13, punkt B, litra c), ikke er til hinder for at sagsøger i hovedsagen for den nationale domstol efter momsloven er anset for pligtig til at betale moms ved videresalg efter endt leasing af de af sagen omhandlede brugte biler. For så vidt angår det andet spørgsmål, se R.2.
Om udtagning og salg af varer, der har været anvendt i driften i momspligtige virksomheder, se endvidere D.6.