Det fremgår af momslovens § 28, stk. 2, at leveres varer eller ydelser helt eller delvist mod anden betaling end penge (byttehandel), skal momsen beregnes af et beløb, der svarer til den pris, som den pågældende vare eller ydelse normalt sælges til.

Findes der ikke en sådan sædvanlig salgspris, skal momsen beregnes af en kalkuleret salgspris, der skal omfatte samtlige de omkostninger og den avance, der almindeligvis indgår i leverancer af den pågældende art.

Som eksempel kan nævnes mosterier, der modtager æbler som hel eller delvis betaling for levering af æblemost, såkaldt lønmost. Momsgrundlaget for mosteriets leverance er virksomhedens almindelige salgspris ved salg af æblemost. Denne pris kan fastsættes til virksomhedens listepris uden rabatfradrag ved salg til detailhandlere, dvs. den pris, som enhver detailhandler vil kunne købe varen til med henblik på videresalg.

Told- og Skattestyrelsen har i TfS 1998, 604, truffet afgørelse om, at der er tale om en byttehandel, når plejehjem og lignende institutioner vederlagsfrit får overdraget ejendomsretten til en minibus af et reklamefirma mod at forpligte sig til i en 3-års periode at køre med reklamer.

Landsskatteretten fandt i SKM2003.434.LSR, at det i den pågældende sag ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at en møbelforretning havde modtaget brugte møbler som hel eller delvis betaling for leveringen af nye møbler. Der blev lagt vægt på, at der udover det forhold, at møbelforretningen havde kunnet sælge en del af de brugte møbler, ikke forelå oplysninger, der støttede, at møbelforretningen havde givet et nedslag i prisen på nye møbler, når kundens brugte møbler blev afhentet ved leveringen. Derudover blev der henset til, at møbelforretningen efter det oplyste ikke beså kundernes brugte møbler før, at aftale om køb af nye møbler blev indgået. Dette talte også for, at der som anført af møbelforretningen var tale om en service, der ikke influerede på møbelforretningens prisfastsættelse på nye møbler.

I Vestre Landsrets dom af 21. december 2004, SKM2005.39.VLR, fandt landsdretten, at afgiftsgrundlaget for en IT-virksomhed, der leverede hjemmesideydelser til en række almenvelgørende organisationer og foreninger imod reklameydelser fra disse organisationer og foreninger i form af links og referencer til IT-virksomhedens navn og produkter på deres hjemmesider, med rette var fastsat af afgiftsmyndighederne til det beløb, som IT-virksomheden selv havde værdiansat sine ydelser til i sin bogføring og i sit årsregnskab. Dommen er afsagt med dissens. Det fremgår af stemmeflertallets begrundelse, at momsgrundlaget i sagen i medfør af momslovens § 28, stk., 2, 1. pkt., jf. § 27, stk. 1, 1. pkt., sammenholdt med 6. momsdirektiv artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), og den praksis vedrørende den nævnte artikel, der kan udledes af EF-domstolens afgørelser herom, skal fastsættes til modydelsernes subjektive værdi for sagsøgeren. Når en virksomhed således i sit årsregnskab angiver værdien af modydelsen for en leverance, må det i almindelighed antages, at denne angivelse udgør den subjektive værdi for virksomheden af modydelsen og dermed momsgrundlaget for leverancen. Det forhold, at reklameværdien af modydelserne fra de omhandlede organisationer mv. var langt lavere end det vederlag, der fremgik af virksomhedens regnskab, kunne efter landsrettens opfattelse ikke føre til, at der skulle ske en reduktion af afgiftsgrundlaget.

Skatterådet fandt i SKM2006.169.SR, der omhandler fritagelse for udbud af interessentskabsandele i ejendomsinteressentskaber, at ved anvendelse af en omkostningsbaseret metode til fordeling af et samlet vederlag mellem momsfrie og momspligtige ydelser, jf. afsnit G.1.1, bør der tages hensyn til samtlige omkostninger ved leverancerne og til den avance, der i almindelighed indgår ved leveringen af ydelser af den pågældende art, jf. en analog anvendelse af momslovens § 28, stk. 2.