| Transportvirksomheder, som har betalt moms her i landet i forbindelse med befordring til udlandet af personer med ledsagende bagage og transportmidler, kan få godtgørelse for momsen. Udlandet omfatter EU-lande og tredielande. Ledsagende transportmidler omfatter f.eks. cykler, motorcykler, personbiler samt busser med passager. Derimod er lastbiler og tomme busser ikke omfattet af bestemmelsen.
For at være omfattet af godtgørelsesordningen skal virksomheden lade sig anmelde og føre et regnskab, som kan danne grundlag for opgørelsen af momsen, som ønskes godtgjort, jf. § 31 i momsbekendtgørelsen.
Udenrigs personbefordring med fly eller skib Registrerede flyselskaber og rederier kan herefter - med de begrænsninger, der følger af lovens § 42, stk. 1 - få godtgjort momsen af køb mv., som vedrører undenrigs befordring med fly eller skib.
Flyselskaber og rederier, der ikke er registreret for salg mv. af varer og momspligtige ydelser, men som udfører udenrigs personbefordring, kan efter anmodning lade sig anmelde og derved få godtgørelse for moms af køb mv.
Told- og Skattestyrelsen har i TfS 1994, 854 truffet afgørelse om, at luftfartsselskaber fra den 1. oktober 1994 som udenrigsbefordring kan medregne strækningen mellem to indenrigslufthavne, når billetterne udstedes fra en provinslufthavn via Kastrup til en udenrigsdestination. Det er en betingelse, at der sker et umiddelbart skift fra indenrigsfly til udenrigsfly, at eventuel bagage indcheckes fra start, samt at et gennemgående boarding card udstedes fra start. Umiddelbart skift anses at foreligge, hvis skiftet finder sted inden for 24 timer. Dette fremgår også af dommen SKM2002.117.ØLR.
Ligeledes kan moms af udgifter til drift af lounge godtgøres, hvis loungen er beliggende i udenrigsterminalen, og loungen kun kan benyttes af passagerer med gyldig billet til udenrigsdestination, idet udgifterne til driften af loungen anses for en integreret del af den momsfrie udenrigs befordring.
Flyselskabers, herunder charterselskabers, udgift til bespisning af passagerer på landjorden i tilfælde af forsinkelser eller aflysninger i flytrafikken kan normalt ikke regnes med ved opgørelsen af købsmomsen. Udgiften kan dog medregnes, hvis selskaberne er forpligtet hertil enten i henhold til internationale aftaler eller i henhold til indgået kontrakt. Udgifter i andre tilfælde, f.eks. hvor bespisningen ydes som kulance fra flyselskabets side, kan ikke medregnes.
Flyselskaber kan normalt ikke få godtgørelse for købsmomsen vedrørende udgifter til hotelophold, underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver. Flyselskaberne kan dog få godtgjort 25 pct. af købsmomsen på hotel- og restaurationsydelser, hvis de afholdte udgifter er af strengt erhvervsmæssig karakter, se nærmere J.3.1.5.
Registrerede flyselskaber m.fl. er i øvrigt omfattet af de almindelige kontrol- og regnskabsbestemmelser.
Landsretten fandt i SKM2005.37.ØLR, at den aktivitet som et selskab udøvede, reelt havde karakter af formidling af salg af flybilletter mellem flyselskaber og selskabets datterselskaber, og at en sådan aktivitet ikke kan betegnes som transportvirksomhed. Transportvirksomhed som omhandlet i momslovens § 45, stk. 3, må således efter en sproglig forståelse og lovbestemmelsens forarbejder anses for at være den virksomhed, der består i selv at forestå befordringen til udlandet af personer med ledsagende bagage og transportmidler. At sagsøgeren er anset for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 15, om personbefordring, findes ikke at indebære, at selskabet samtidig er en transportvirksomhed omfattet af momslovens § 45, stk. 3. Herefter og da det ikke er godtgjort, at sagsøgeren ved ikke at få momsgodtgørelse efter momslovens § 45, stk. 3, i konkurrencemæssig henseende stilles ringere end andre virksomheder svarende til sagsøgerens, tages sagsøgtes (Skatteministeriets) frifindelsespåstand til følge. Det fremgår af dommen, at selskabets væsentligste aktivitet består i at indgå aftaler med flyselskaber om selskabets ret til at disponere over nærmere angivne antal flysæder og at videresælge disse rettigheder til egne datterselskaber, der driver rejsebureauvirksomhed. Datterselskaberne foretager på denne baggrund direkte booking af flybiletter hos vedkommende flyselskab. Når en kunde har betalt et datterselskab for flybilletten, afregner datterselskabet overfor selskabet, og efter at kunden har benyttet flybilletten, sender flyselskabet en faktura til selskabet, der derpå afregner over for flyselskabet.
►SKAT har i SKM2006.395.SKAT udtalt, at hvis formidling af transport inden for EU sker i transportvirksomhedens navn (formidlingsydelsen må anses for leveret til transportvirksomheden), vil transportvirksomheden være berettiget til godtgørelse af momsen på formidlingsprovisionen efter § 45, stk. 3, hvis der er tale om formidling af personbefordring til og fra udlandet. Er der tale om indenrigspersonbefordring vil transportvirksomheden ikke være berettiget til fradrag eller godtgørelse.◄
Rutekørsel med bus til udlandet Registrerede virksomheder, der af Færdselsstyrelsen har fået tilladelse til rutekørsel til udlandet med bus, kan - med de begrænsninger, der følger af lovens § 42, stk. 1, se J.3.1, - få godtgjort moms af indkøb mv., som vedrører udenrigs personbefordring ved rutekørsel med bus.
Virksomheder, der ikke er registreret for salg mv. af varer og momspligtige ydelser, men som udfører udenrigs personbefordring ved rutekørsel med bus, kan efter anmodning anmeldes og få godtgørelse for moms af køb mv.
Told- og Skattestyrelsen traf i TfS 1995, 510 afgørelse om, at et busselskab, der kører i rutefart mellem Danmark og Sverige er berettiget til godtgørelse af momsen af hele strækningen, dvs. både den udenlandske og indenlandske kørselsstrækning. Det er dog betingelse, at selskabet følger rutetilladelsen fra Færdselsstyrelsen, som ikke tillader intern transport af passagerer mellem steder i Danmark. |